Debat

Dansk Erhverv: Udenlandske hænder skal sikre det danske væksteventyr

DEBAT: Den stigende vækst gør det mere og mere vanskeligt for virksomheder at finde tilstrækkeligt med arbejdskraft. Derfor må vi gøre op med forestillingen om udlændinge, der stjæler jobs - og indse, at de blot gør kagen større, skriver Peter Halkjær, chefkonsulent i Dansk Erhverv.

Som konsekvens af manglen på arbejdskraft må virksomheder enten sige ”nej” til nye ordrer eller sende dem til afdelinger i udlandet, skriver Peter Halkjær.
Som konsekvens af manglen på arbejdskraft må virksomheder enten sige ”nej” til nye ordrer eller sende dem til afdelinger i udlandet, skriver Peter Halkjær.Foto: Dansk Erhverv
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Peter Halkjær
Chefkonsulent i Dansk Erhverv

Der er få, der vil bestride, at Danmark lige nu befinder sig i et opsving.

Senest er det blevet bekræftet af den halvårlige rapport, som Det Økonomiske Råds formandskab, nok bedre kendt som vismændene, netop er kommet med.

Beskæftigelsen er steget med 180.000 siden lavpunktet i 2013, og alle prognoser viser, at den fremgang vil fortsætte. Vismændene mener, at vi i løbet af i år og næste år vil have en beskæftigelsesvækst i omegnen af 70.000 personer.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Vismændenes vurderer desuden, at det fortsat vil være både muligt og nødvendigt at hive arbejdskraft ind udefra.

Fra Dansk Erhvervs side må vi minde om, at det naturligvis er godt nyt, at det går godt, men at bagsiden af medaljen er, at det bliver mere og mere vanskeligt for virksomheder at finde tilstrækkeligt med arbejdskraft til at dække behovet.

De lande, som vi tidligere har rekrutteret fra, oplever også faldende ledighed og mangel på arbejdskraft, så vi må forvente, at det bliver sværere at rekruttere fra de pågældende lande.

Peter Halkjær
Dansk Erhverv

Det er selvfølgelig et problem, fordi vi går glip af vækst og mulige ordrer, idet virksomheder som konsekvens af manglen på arbejdskraft enten må sige ”nej” til nye ordrer eller sende disse ordrer til afdelinger i udlandet. Det er skidt for virksomhederne, og det er skidt for samfundsøkonomien.

Sværere at rekruttere fra udlandet
Vismændenes vurdering af, at det er nødvendigt at rekruttere udenlandsk arbejdskraft, er helt rigtig.

Men det bliver bare ikke nemmere fremover. De lande, som vi tidligere har rekrutteret fra, oplever nemlig også faldende ledighed og mangel på arbejdskraft, så vi må forvente, at det bliver sværere at rekruttere fra de pågældende lande.

Manglen på arbejdskraft er ikke noget, som man løser i et snuptag. Der er mange håndtag, som det vil give god mening at trække i nu, hvis vi skal forebygge, at opsvinget løber tør for arbejdskraft. Det er ingen hemmelighed, at forskellige reformer ligger højt på Dansk Erhvervs ønskeseddel.

Men vi ønsker os altså også, at reglerne for udenlandsk arbejdskraft blev justeret, så de er mere fornuftige.

For tiden er der et lovforslag på bordet, som vil gøre det muligt for flere udlændinge, som allerede er her, at bijobbe. Altså bruge mere af deres arbejdskraft her i landet til gavn for virksomhederne og samfundsøkonomien. Der er så undervejs gået en del politik i sagen, som man siger, så nu er der en risiko for, at forslaget slet ikke bliver til noget.

Det er mildt sagt brandærgerligt. For vi har i den grad brug for hænder og hjerner lige nu, og det er barokt, at vi ikke kan gøre mere brug af den udenlandske arbejdskraft, som allerede er her.

Gør kagen større
Jeg er med på, at der i debatten bliver luftet bekymringer om, at udenlandsk arbejdskraft så at sige ”stjæler” jobs fra ledige danskere. Det er og bliver en misforståelse.

Når udlændinge kommer hertil og arbejder, så er de også med til at skabe vækst og velstand. Der er ikke tale om et nulsumsspil, hvor der kun er et bestemt antal arbejdspladser i Danmark, og hvis en udlænding så kommer og arbejder, så ”snupper” vedkommende et job fra en dansker. Nej, udlændinge, der arbejder, gør ”kagen” større. De skaber vækst, så der kommer flere job.

En rapport fra Finansministeriet fra sidste år viste desuden, at det allerede er ved lønindkomster omkring 200.000-300.000 kroner, at indvandrere i arbejde bidrager positivt til de offentlige finanser.

Der er altså alle gode grunde til at give virksomhederne en håndsrækning i form af nemmere adgang til arbejdskraft, og Folketingets partier bør adressere manglen på arbejdskraft og den udfordring, vi står over for lige nu.

Aktuelt er der som sagt lovforslaget om udlændinges bijobberi, som ser ud til at lande på, at kun forskere og musikere får muligheder for at arbejde ekstra. Det er på ingen måder optimalt i den situation, som dansk erhvervsliv står i lige nu.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Peter Halkjær

Arbejdsmarkedschef, Dansk Erhverv

0:000:00