Debat

Dansk Service: Alle vinder på udvidelse af boligjobordningen

DEBAT: Dansk Folkepartis forslag om at udvide håndværkerfradraget er positivt. En fremtidssikring af ordningen vil både holde hånden under en økonomisk presset branche og være et skridt i en grønnere retning, skriver Laura Kokholm.

Servicedelen af håndværkerfradraget skal udvides for at holde hånden under servicebranchen og sikre god rengøring og hygiejne i de danske hjem, skriver Laura Kokholm. 
Servicedelen af håndværkerfradraget skal udvides for at holde hånden under servicebranchen og sikre god rengøring og hygiejne i de danske hjem, skriver Laura Kokholm. Foto: Christian Als/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Laura Kokholm
Sekretariatsleder, Danske Service

Klimaordfører fra Dansk Folkeparti, Morten Messerschmidt, var i sidste uge ude og foreslå en udvidelse af håndværkerfradraget, altså den såkaldte boligjobordning.

I Danske Service er vi enige i betragtningen om, at en udvidelse af ordningen ikke kun vil komme branchens økonomiske situation til gode, men også være en skridt i en grønnere retning.

Det betyder, at både privatøkonomien og den grønne omstilling vinder på en udvidelse af den i forvejen populære ordning.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

I 2018 gjorde 465.000 danskere brug af ordningen, og ud af disse blev 14,5 procent af fradragene brugt på rengøring og vinduespolering.

Med andre ord er ordningen en kærkommen hjælp i de danske familiehjem, der trygt kan få løst opgaverne med organiseret arbejdskraft.

I en tid med en global pandemi giver det derfor god mening at fordoble servicedelen af fradraget til 15.000 kroner for at gøre det mere attraktivt for helt almindelige mennesker at få konkret og praktisk hjælp i hverdagen.

Laura Kokholm
Sekretariatsleder, Danske Service

DF-forslag er positivt
Dansk Folkeparti foreslår i Altinget 14. oktober 2020, at håndværkerfradraget skal være mere fleksibelt, således det også omfatter energibesparende investeringer, isolering og lignende, og samtidigt skal borgerne have mulighed for at pulje fradraget over tre år.

Det er vi i Danske Service positivt stemte overfor, men man bør samtidig spørge sig selv, om det største behov for udvidelse af ordningen ligger i byggebranchen, der allerede presses af lange ordrelister.

Det, som vi mangler, er en fremtidssikring af servicebranchen. Mange familier er afhængige af, at de kan få hushjælp og assistance til dagens gøremål i en presset hverdag.

Enlige mødre får mere tryghed
I en tid med en global pandemi giver det derfor god mening at fordoble servicedelen af fradraget til 15.000 kroner for at gøre det mere attraktivt for helt almindelige mennesker at få konkret og praktisk hjælp i hverdagen.

Udfordringerne med covid-19 har vist os, at god hygiejne og hyppig rengøring er de absolutte hovedelementer i bekæmpelsen af smittespredning.

Mange danskere oplever i forvejen et stor pres med at få den travle hverdag til at hænge sammen, og det kan gå ud over rengøringsindsatsen i eget hjem.

Et hævet servicefradrag vil derfor både komme familierne og den enlige mor til gode, så de med ro i sindet og tryghed omkring økonomien kan investere i professionel og organiseret rengøringshjælp, som sikrer god hygiejne i hjemmet og giver mere tid i hverdagen.

Læs også

Ordningen skal fremtidssikres
Hvis vi hæver servicedelen af fradraget, er det Danske Services forventning, at de, som i forvejen gør brug af ordningen, vil fortsætte og eventuelt tilkøbe ekstraydelser.

Imens vil de, som under normale omstændigheder ikke gør brug af ordningen, få øget incitament til at gøre det, hvis fradraget hæves.

Trygheden for både de små og store husstande er dog det altafgørende argument for at hæve fradraget. Men vi bør også huske, at en hævelse af fradraget kan forhindre fyringer og konkurser i en branche, der siden forårets nedlukning, ligesom det samlede erhvervsliv har kæmpet for at holde sig oven vande.

Opfordringen fra Danske Service er klar. Vi skal gøre boligjobordningen mere fleksibel, og vi skal udvide servicedelen af fradraget for at holde hånden under servicebranchen og sikre god rengøring og hygiejne i de danske hjem.

Det er det, som vi i Danske Service kalder for fremtidssikring og ren og skær sund fornuft.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00