Debat

Debat: Trepartsaftalens fokus på efteruddannelse er mere af en medicin, der ikke ser ud til at virke

DEBAT: Flere økonomiske incitamenter er næppe nok til at sætte turbo på efteruddannelsen, så længe lønmodtagernes motivation og kulturen på arbejdspladserne arbejder imod, skriver Louise Heiberg Lund fra Erhvervsakademi Sjælland.

Trepartsaftalen gjorde det endnu engang billigere for arbejdsgiverne at tilbyde efteruddannelse, men berørte ikke problemet med manglende motivation hos medarbejderne. 
Trepartsaftalen gjorde det endnu engang billigere for arbejdsgiverne at tilbyde efteruddannelse, men berørte ikke problemet med manglende motivation hos medarbejderne. Foto: Altinget.dk
Julie Arnfred Bojesen
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Louise Heiberg Lund
Uddannelsesleder, Erhvervsakademi Sjælland

I slutningen af oktober kom den længe ventede trepartsaftale, som over de næste tre år skal løfte især de ufaglærtes kompetencer og gøre det nemmere og mere fleksibelt at tage efteruddannelse primært på AMU-niveau.

Aftalen foreslår mere af det, vi allerede kender: flere penge ud i systemet og lettere tilgængelighed til alle offentlige efter- og videreuddannelsestilbud.

Men vil det få de mange, som har brug for nye kompetencer til et arbejdsmarked i hastig forandring, til at strømme til skolerne? Nu har vi jo set, at interessen for at deltage i efter- og videreuddannelse har været stødt faldende de sidste år, endda i et omfang så man nu ikke vil være andet bekendt end at tilbagebetale en del af de midler, virksomhederne har indbetalt til uddannelse. Hvad hvis udfordringen ikke er bedre økonomiske incitamenter for arbejdsgiverne eller lettere tilgængelighed af offentlige kurser?

En undersøgelse blandt faglærte, som deltog i akademiuddannelse, viste, at mange helst ikke fortalte deres kollegaer, at de deltog i efteruddannelse, fordi de oplevede, at det ikke blev modtaget særlig positivt.

Louise Heiberg Lund
Uddannelsesleder, Erhvervsakademi Sjælland

Sæt brugernes behov først
Jeg har selv gennem en del år arbejdet med efteruddannelse både på AMU- og videregående niveau, og i foråret lavede jeg et design thinking-projekt om netop fremtidens efteruddannelser. Jeg var drevet blandt andet af frustration over, hvor dårligt det offentlige efter- og videreuddannelsessystem fungerer i dag og af en nysgerrighed på, hvilke behov fremtidens arbejdsmarked stiller, samt hvordan man i stedet kan arbejde med kompetenceudvikling, som skaber mere værdi.

Større tilgængelighed er uden tvivl vigtigt også i fremtiden, men tilgængelighed handler om meget andet end at samle udbuddene på ét sted. Det handler i høj grad om at sætte sig i brugernes sted og forstå deres behov, både i forhold til hvilke kompetencer de skal opkvalificeres på, men i lige så høj grad i forhold til deres motivation og incitamenter i øvrigt.

Diverse rapporter og interviews peger på, at uddannelsessystemet opleves som en jungle for dem, som skal bruge det. Det gælder blandt andet, når det handler om at gennemskue indhold, priser, niveauer med mere. Til eksempel er der masser af økonomisk støtte til efteruddannelsesudbuddene, men det er rigtig besværligt for deltagerne og arbejdsgiverne (især SMV’erne) at gennemskue de forskellige systemer, og derfor er det ofte nemmere at lade helt være eller tage et kursus hos en privat udbyder, hvor du kender prisen.

Kulturen arbejder imod efteruddannelse
Et andet helt centralt element er motivationen både hos deltagerne og hos deres arbejdsgiver. Hvorfor er der ikke langt flere, som ønsker at efteruddanne sig - nu det endda er en rettighed for mange - og derigennem sikre deres egen værdi på arbejdsmarkedet? Der er ingen tvivl om, at det kræver noget at efteruddanne sig, og måske er det for mange bare lettere at lade være?

En undersøgelse blandt faglærte, som deltog i akademiuddannelse, som jeg lavede for nogle år tilbage, viste, at mange helst ikke fortalte deres kollegaer, at de deltog i efteruddannelse, fordi de oplevede, at det ikke blev modtaget særlig positivt.

Kollegaerne syntes simpelthen, at de var mærkelige eller lidt for stræbsomme i forhold til, hvad der var acceptabelt – en kultur, som i sig selv modarbejdede medarbejdernes lyst til efteruddannelse.

Fremtidsrettede efteruddannelser
Det handler om at sætte sig i brugernes sted. Vi kender alle de store megatrends som digitalisering og automatisering, som får massiv indflydelse på fremtidens arbejdsmarked og derfor naturligt har betydning for, hvordan vi udbyder efteruddannelse.

Mit projekt afdækkede ydermere en lang række behov, som fremtidens efteruddannelsesudbud skal tage højde for. De mest centrale er behovet for at kunne accelerere læringsprocessen og fokus på, at deltagerne direkte kan omsætte det lærte til øget værdiskabelse både for dem selv og deres virksomhed. Læringen skal være langt mere individuelt tilpasset (niveau, indhold, interesser med mere), samtidig med at social læring og co-creation er centralt for også at udvikle ny viden.

Vidensautoriteterne er i forfald, og viden bliver i højere grad målt på brugbarhed, ikke mindst fordi viden langt hurtigere bliver forældet. Uddannelsesinstitutionernes autoritet er dermed også i forfald, og da man her i høj grad tilbyder generel frem for specialiseret viden, vil stadig flere ’hacke’ uddannelsessystemet og lave deres egen kompetenceudvikling.

Men er det overhovedet de etablerede uddannelsesinstitutioner, som vil være bedst til at imødegå fremtidens efteruddannelsesbehov? I et samfundsperspektiv er der masser af fordele ved at have et system, der varetager opkvalificeringen af arbejdsstyrken, men systemer er af natur ikke særlig agile, og øgede økonomiske ressourcer gør det ikke alene.

Målret tilbuddene
Trods trepartsaftaler og massiv økonomisk støtte til offentlige efteruddannelser, både betalt af arbejdsgiverne og staten, er interessen faldende, mens de private kursus- og konferenceudbydere klarer sig ganske godt. Samtidig er nye globale udbydere på trapperne. Er uddannelsessystemet på vej til at blive disruptet af nye spillere, som bedre forstår fremtidens behov og bruger ny teknologi til at imødegå behovene?

Når vidensinstitutioner som autoriteter er i forfald, åbner dét i sig selv op for, at andre udbydere kan blive anerkendt af brugerne. Uddannelsesinstitutionerne i Danmark er underlagt et omfattende kvalitetskontrolsystem, men det måler ikke, hvorfor deltagerne ikke kommer eller om den ydelse, man leverer, overhovedet skaber værdi efterfølgende i virksomhederne og for dem, som tager uddannelsen.

Disruption opstår ofte, fordi virksomheder har et blindt punkt i deres strategi, og et blindt punkt i de nye trepartsforhandlinger kan meget vel være, at fremtidens arbejdsmarked kræver en anden form for efteruddannelse end den, der tilbydes i dag.

Vi har en tendens til at tro, at al uddannelse er god, og at mere uddannelse er endnu bedre, men forholder vi os konkret til, hvad det er, vi vil opnå gennem efteruddannelse - og for hvem? Når vi ved, hvad det er, vi vil med efteruddannelse, så kan vi arbejde med at gøre det lettere at deltage i efteruddannelse, og så kan vi for alvor skabe værdi.

Måske det var en idé at investere nogle af de midler, der er afsat i trepartsforhandlingerne, til at blive klogere på, hvad efteruddannelse skal skabe af værdi, hvem brugerne er, og hvordan vi udvikler nye koncepter for efteruddannelse, som i højere grad fremtidssikrer, at efteruddannelse skaber værdi både for deltagerne, virksomhederne og samfundet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00