DF og S har udskrevet valget for Løkke

ANALYSE: Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har mistet betydelig magt over, hvad det kommende valg skal handle om. Og på et dybere plan er Venstre ved at miste fortællingen om sig selv som velfærdsstatsparti til Socialdemokratiet.

Valget blev udskrevet 29. januar 2019 – hvornår vi skal til valgurnerne, er dog stadig uklart. Okay, det er spidsvinklet, men efter Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti tirsdag inden for få timer tog hver deres store beslutning, har de sat Venstre og Lars Løkke Rasmussen under et heftigt pres, når det kommer til, hvad der bliver den store fælles overskrift for det kommende valg.

Først meddelte Dansk Folkeparti, at det efter en del kritik og tøven over for Socialdemokratiets forslag til differentieret pension alligevel bakkede det op. Der var god musik i det, som partiformand Kristian Thulesen Dahl sagde, inden han krævede, at der skulle forhandlinger i gang nu.

For ham gjaldt det ikke mindst om at få ryddet en vigtig forhindring af vejen. Siden han indtog formandsstolen i DF i 2012, har han satset entydigt og benhårdt på at få placeret sig selv og sit parti som defensor af den universelle danske velfærdsstat.

Stod han pludselig på den forkerte side af et offensivt forslag på velfærdsområdet, ville han åbne det dræn, Socialdemokratiet i forvejen har lagt ind i DF's vælgerbase, yderligere.

Og ved at kræve øjeblikkelige forhandlinger om forslaget med udgangspunkt i Socialdemokratiets forslag har han skabt en situation, hvor Venstre enten må udskrive et valg på emnet eller, hvis det skulle lykkes at få en aftale i stand, udstille Venstres svaghed.

Få timerne senere meddelte Socialdemokratiets Mattias Tesfaye så, at Socialdemokratiet alligevel, meget kritik til trods, valgte at sluge den lave integrationsydelse til indvandrere og dermed sige ja til hele det efterhånden berømte paradigmeskifte i udlændingepolitikken. Det var vel også kun et spørgsmål om tid, og også her handlede det om at rydde vigtige forhindringer af vejen.

Gjorde man ikke det, ville man have genindført den forskel mellem en borgerlig og socialdemokratisk ledet udlændingepolitik, partiet har gjort alt for at viske ud, efter Mette Frederiksen blev formand i 2015. Man vil ikke sætte vælgerne i den situation, at de skulle stemme borgerligt for at fastholde den stramme udlændingepolitik. Det havde forvandlet FV19 til et udlændingevalg a la nullerne, og det havde blokeret for det velfærdsvalg, som Socialdemokratiet med sit udspil om differentieret pension ellers skulle have banet vejen for. 

Corydon med et borgerligt ansigt
Under alle omstændigheder kommer pension og nedslidning til at fylde godt op i valgkampen – også som et symbol på, hvor man står i velfærdspolitikken.

Og det er faktisk en yderligere, men afgørende dimension af bevægelserne hos S og DF. Fra starten af sin karriere som partiformand og statsminister har Lars Løkke Rasmussen forsøgt at gøre Venstre til hovedarkitekten bag det danske velfærdssamfund og fuldt konkurrencedygtigt med Socialdemokratiet på det emne.

Faktisk var det allerede hans forgænger Anders Fogh Rasmussens idé fra slut-90'erne og årtusindeskiftet at gøre Venstre til det 21. århundredes velfærdsparti, men det projekt kom til at stå i skyggen af den værdikamp, Fogh Rasmussen satte ild i, efter han blev statsminister. Sådan blev det Løkke Rasmussen, der foldede idéen ud og gjorde den central for Venstres appel til vælgerne.

Det er en udgave af velfærdsstaten, hvor velfærd og vækst sammentænkes på nye måder, og hvor uddannelse, sundhed og arbejdsudbud står helt i centrum, mens sociale udgifter som kontanthjælp, dagpenge og efterløn reformeres.

En måde at tænke velfærdsstat på, som vi sidenhen kom til at kende som konkurrencestaten. En fleksibel, veluddannet og stor arbejdsstyrke og en effektiv infrastruktur med tilpassede skatter skal gøre landet interessant for globale investeringer og holde lønomkostningerne nede for virksomhederne. Et projekt, der både rækker tilbage til 1990'ernes flexicurity og opgaven med at sikre den finanspolitiske holdbarhed, som har været opgaven par excellence for danske politikere siden slutningen af 1970'erne.

Det er en tænkning, der ikke mindst trives i Finansministeriet – også fordi det placerer ministeriet i hjertet af dansk politik – og i den forstand er det ikke tilfældigt, at den tidligere socialdemokratiske finansminister Bjarne Corydon til fulde delte Løkke Rasmussens grundlæggende projekt. Løkke Rasmussens doktrin er corydonisme med et borgerligt ansigt.

Mette Frederiksen bryder med konkurrencestaten
Med Socialdemokratiets forslag om at differentiere i pensionsalderen er Løkke Rasmussens fortælling om Venstre som velfærdsparti truet.

Ikke alene er det et forslag, som for første gang i snart tyve år – den udvidede barselsordning, som Fogh Rasmussen indførte i sin første periode, undtaget – udbygger en offentlig ydelse. Men netop derfor også et stykke velfærdspolitik, der ikke handler om at bidrage til landets konkurrenceevne og udbygge udbuddet af arbejdskraft, men helt klassisk bruger af skatteprovenuet og tager af væksten for at omfordele og gøre samfundet mere lige.

Basalt set er udspillet et forsøg på at genopfinde efterlønnen - bare med en grænsebom for de veluddannede, og det er Mette Frederiksens første reelle forslag – så mangelfuldt det endnu er på et praktisk plan – der skal bryde med logikken fra konkurrencestaten. Og dermed et frontalangreb på den bastion, hvorfra Løkke Rasmussen har kæmpet om vælgernes gunst siden 2009.

At DF har meldt sig ind på socialdemokratisk førerskab på det område, er dermed endnu en krigserklæring til Venstre. Det er svært at se Thulesen Dahls kurs siden 2015, hvor han igen og igen har stukket en kæp i hjulet på regeringens offensiver på fordelingspolitikken – forslag om skattelettelser og et tidligere forslag om pensionsalder – som andet end et forsøg på at skubbe Venstre væk fra den pult, hvorfra man definerer det politiske alternativ til Socialdemokratiet.

Hvornår tager V opgøret med DF?
Alt i alt er det i denne uge blevet endnu tydeligere, at Venstre står i en skærpet situation, hvor man snart ikke længere kan udskyde en reel opmåling af styrkeforholdet mellem sig selv og Dansk Folkeparti. Et spørgsmål der starter med, at partiet afklarer sin egen identitet og mission. Kompromiserne med centrale borgerlige værdier har været mange siden 2001; alt imens er mandaterne blevet færre.

For Socialdemokratiet er spørgsmålet, om man vil gå så langt som at opsige velfærdsforliget fra 2006, som gjorde pensionsalderen flydende i forhold til den gennemsnitlige levealder. Det forlig har været afgørende for arbejdsudbuddet og det finanspolitiske råderum. Har partiet en større ny fortælling om velfærdsstatens mål og med, kan det blive nøglen til et nyt socialdemokratisk århundrede.

Har man ikke, kan man meget vel blive hjemsøgt af den mistillid, der har plaget partiet siden Nyrups brudte efterlønsløfte i 1998. Det blev også udstedt for at sætte Venstre under pres.

Forrige artikel Stort flertal blandt danskerne bakker op om differentieret pensionsalder Stort flertal blandt danskerne bakker op om differentieret pensionsalder Næste artikel S og R om pension: R mangler sans for folks bekymring, og S ødsler med penge S og R om pension: R mangler sans for folks bekymring, og S ødsler med penge
Socialdemokratiet er ude af pensionsforhandlinger

Socialdemokratiet er ude af pensionsforhandlinger

TILBAGETRÆKNING: Ifølge Mette Frederiksen har regeringen smidt Socialdemokratiet ud af forhandlingerne om bedre vilkår for de nedslidte. Den udlægning er beskæftigelsesministeren dog ikke enig i.