DF og S har udskrevet valget for Løkke

Valget blev udskrevet 29. januar 2019 – hvornår vi skal til valgurnerne, er dog stadig uklart. Okay, det er spidsvinklet, men efter Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti tirsdag inden for få timer tog hver deres store beslutning, har de sat Venstre og Lars Løkke Rasmussen under et heftigt pres, når det kommer til, hvad der bliver den store fælles overskrift for det kommende valg.

Først meddelte Dansk Folkeparti, at det efter en del kritik og tøven over for Socialdemokratiets forslag til differentieret pension alligevel bakkede det op. Der var god musik i det, som partiformand Kristian Thulesen Dahl sagde, inden han krævede, at der skulle forhandlinger i gang nu.

For ham gjaldt det ikke mindst om at få ryddet en vigtig forhindring af vejen. Siden han indtog formandsstolen i DF i 2012, har han satset entydigt og benhårdt på at få placeret sig selv og sit parti som defensor af den universelle danske velfærdsstat.

Stod han pludselig på den forkerte side af et offensivt forslag på velfærdsområdet, ville han åbne det dræn, Socialdemokratiet i forvejen har lagt ind i DF's vælgerbase, yderligere.

Det er Mette Frederiksens første reelle forslag – så mangelfuldt det endnu er på et praktisk plan – der skal bryde med logikken fra konkurrencestaten

Og ved at kræve øjeblikkelige forhandlinger om forslaget med udgangspunkt i Socialdemokratiets forslag har han skabt en situation, hvor Venstre enten må udskrive et valg på emnet eller, hvis det skulle lykkes at få en aftale i stand, udstille Venstres svaghed.

Få timerne senere meddelte Socialdemokratiets Mattias Tesfaye så, at Socialdemokratiet alligevel, meget kritik til trods, valgte at sluge den lave integrationsydelse til indvandrere og dermed sige ja til hele det efterhånden berømte paradigmeskifte i udlændingepolitikken. Det var vel også kun et spørgsmål om tid, og også her handlede det om at rydde vigtige forhindringer af vejen.

Gjorde man ikke det, ville man have genindført den forskel mellem en borgerlig og socialdemokratisk ledet udlændingepolitik, partiet har gjort alt for at viske ud, efter Mette Frederiksen blev formand i 2015. Man vil ikke sætte vælgerne i den situation, at de skulle stemme borgerligt for at fastholde den stramme udlændingepolitik. Det havde forvandlet FV19 til et udlændingevalg a la nullerne, og det havde blokeret for det velfærdsvalg, som Socialdemokratiet med sit udspil om differentieret pension ellers skulle have banet vejen for. 

Corydon med et borgerligt ansigt
Under alle omstændigheder kommer pension og nedslidning til at fylde godt op i valgkampen – også som et symbol på, hvor man står i velfærdspolitikken.

Og det er faktisk en yderligere, men afgørende dimension af bevægelserne hos S og DF. Fra starten af sin karriere som partiformand og statsminister har Lars Løkke Rasmussen forsøgt at gøre Venstre til hovedarkitekten bag det danske velfærdssamfund og fuldt konkurrencedygtigt med Socialdemokratiet på det emne.

Faktisk var det allerede hans forgænger Anders Fogh Rasmussens idé fra slut-90'erne og årtusindeskiftet at gøre Venstre til det 21. århundredes velfærdsparti, men det projekt kom til at stå i skyggen af den værdikamp, Fogh Rasmussen satte ild i, efter han blev statsminister. Sådan blev det Løkke Rasmussen, der foldede idéen ud og gjorde den central for Venstres appel til vælgerne.

Det er en udgave af velfærdsstaten, hvor velfærd og vækst sammentænkes på nye måder, og hvor uddannelse, sundhed og arbejdsudbud står helt i centrum, mens sociale udgifter som kontanthjælp, dagpenge og efterløn reformeres.

En måde at tænke velfærdsstat på, som vi sidenhen kom til at kende som konkurrencestaten. En fleksibel, veluddannet og stor arbejdsstyrke og en effektiv infrastruktur med tilpassede skatter skal gøre landet interessant for globale investeringer og holde lønomkostningerne nede for virksomhederne. Et projekt, der både rækker tilbage til 1990'ernes flexicurity og opgaven med at sikre den finanspolitiske holdbarhed, som har været opgaven par excellence for danske politikere siden slutningen af 1970'erne.

Det er en tænkning, der ikke mindst trives i Finansministeriet – også fordi det placerer ministeriet i hjertet af dansk politik – og i den forstand er det ikke tilfældigt, at den tidligere socialdemokratiske finansminister Bjarne Corydon til fulde delte Løkke Rasmussens grundlæggende projekt. Løkke Rasmussens doktrin er corydonisme med et borgerligt ansigt.