Enighed om ny overenskomst: Pæne lønstigninger på vej

OVERENSKOMST: LO og DA er enige om en ny treårig overenskomst for 500.000 privatansatte, som giver lønstigninger på syv procent. Nu skal medlemmerne stemme om den.

LO-formand Lizette Risgaard (tv), Dansk Arbejdsgiverforenings direktør, Jacob Holbraad (th) og forligsmand Ole Hasselgaard præsenterer det samlede resultat af den nye tre-årige overenskomst.
LO-formand Lizette Risgaard (tv), Dansk Arbejdsgiverforenings direktør, Jacob Holbraad (th) og forligsmand Ole Hasselgaard præsenterer det samlede resultat af den nye tre-årige overenskomst.Foto: Jens Astrup/Scanpix
Cecilie Gormsen

Fredag formiddag nåede LO og Dansk Arbejdsgiverforening (DA) til enighed om en ny overenskomst for 500.000 privatansatte efter fire dage med forhandlinger.

Parterne accepterede fredag en såkaldt mæglingsskitse fra forligsmand Ole Hasselgaard, der betyder op til syv procent mere i lønposen for en halv million lønmodtagere over de næste tre år.

Mæglingsskitsen indeholder de vilkår, der skal gælde for de overenskomster, hvor det ikke har været muligt at forhandle sig til et forlig.

”Vi kan mærke, at krisen er ved at slippe taget i virksomhederne. Der er opnået pæne lønstigninger – og et meget klart fokus på, hvordan vi sikrer, at medarbejderne har de kompetencer, der er nødvendige for at klare sig på fremtidens arbejdsmarked,” siger LO-formand Lizette Risgaard i en pressemeddelelse.

”Det har også ligget os meget på sinde at sikre mærkbare forbedringer for såvel børnefamilierne som seniorerne,” fortsætter hun.

Ud over lønstigningerne giver den nye aftale også forældre bedre mulighed for at holde fri, når børnene er syge, og fuld løn under forældreorloven for rigtig mange. Det skal medvirke til, at flere mænd får mulighed og incitament til at holde mere af orloven.

”Samtidig har det været en vigtig prioritet, at der også er forbedringer for dem, der befinder sig i slutningen af deres arbejdsliv og måske gerne vil have mulighed for at trappe lidt ned. Til dem har vi sikret en mulighed for ekstra seniorfridage,” siger Lizette Risgaard.

Derudover styrkes indsatsen mod social dumping med en række tiltag blandt andet ved indsigt i arbejdsgivernes brug af vikarer og underleverandører.

DA: Ansvarlige lønstigninger
Også hos DA er der tilfredshed, og administrerende direktør Jacob Holbraad glæder sig over, at der er landet en samlet overenskomstløsning, der løber over tre år.

”Det er vigtigt for virksomhederne, fordi det gør dem i stand til at planlægge og prioritere på grundlag af en kendt ramme,” siger Jacob Holbraad og fortsætter:

”Vi har fået en løsning, der er afbalanceret, og som er til gavn for både virksomheder og lønmodtagere. Den nye overenskomst rummer større fleksibilitet for virksomhederne og en række goder til lønmodtagerne.”

Han peger på, at langt det meste af aftalen er virksomhederne og lønmodtagerne selv blevet enige om.

”Det er meget tilfredsstillende og viser styrken ved, at vi i Danmark selv forhandler vores løn- og ansættelsesvilkår,” siger Jacob Holbraad og fortsætter:

”Det går bedre for de private virksomheder i forhold til tidligere, og det bærer forligene selvfølgelig præg af. Men de er naturligvis fuldt forsvarlige.”

Mæglingsforslaget, som altså både LO og arbejdsgiverne har nikket ja til fredag, skal nu sendes til urafstemning blandt LO's medlemmer. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jacob Holbraad

Administrerende direktør, Dansk Arbejdsgiverforening,
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1996)

Lizette Risgaard

Fhv. formand, Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH)
kontorfunktionær (Handelsskole), lederuddannelse, MPA

0:000:00