Debat

Erhvervsskoler: Lad os dele vores viden

DEBAT: Man bør i langt højere grad bruge erhvervsskolernes medarbejdere som formidlere og konsulenter over for små virksomheder, skriver Lars Kunov, direktør for Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier.

Foto: Colourbox
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Lars Kunov
Direktør for Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier

På erhvervsskolerne har vi et stort ansvar for at sikre, at nuværende og kommende faglærte mestrer både behovet for kompetencer lige nu og er forberedt til at håndtere de næste mange års krav på arbejdsmarkedet.

Derfor er en debat om fremtidens arbejdsmarked vigtig, og her spiller digitalisering og ny teknologi en afgørende rolle.

Fremtiden kræver investeringer nu
Det gælder både i forhold til undervisningsmidler og funktioner på skolerne – en lang række af dem kan vi formentlig slet ikke forestille os endnu, men der hersker ikke tvivl om, at det kræver investeringer nu.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Det drejer sig om ressourcer til hardware, men i lige så høj grad om udviklingsomkostninger, hvor hverdagens eksperter i form af lærere, ledere og andre medarbejdere på skolerne involveres, så de kan koble deres faglige ekspertise til fremtidens behov – samtidig med at de får opdateret deres kompetencer både fagligt og pædagogisk.

Det er politikerne nødt til at forstå, også i en tid, hvor det er vanskeligt at tiltrække elever til de helt nødvendige erhvervsuddannelser. Uden ressourcer kan man ikke udvikle til gavn for det danske arbejdsmarked, både det offentlige og private.

De store virksomheder har egne udviklingsafdelinger og formaliseret samarbejde med forskningen, mens det kan knibe gevaldigt for den lille virksomhed at sikre opdatering til den seneste nye viden i en travl hverdag.

Lars Kunov
Direktør for Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier

Vi kan dele vores viden
Og ikke mindst når det gælder de små virksomheder, ser jeg et stort udviklingspotentiale i nye tværgående samarbejder. Det involverer efter min mening både erhvervsskoler, virksomheder og forskningsinstitutioner. Nyuddannede skal også fremover være det friske pust i virksomhederne, som kommer med de sidste nye metoder og viden via deres uddannelser. Men derudover ser jeg også nogle muligheder i, at man i langt højere grad bruger erhvervsskolernes medarbejdere som formidlere og konsulenter over for ikke mindst små virksomheder.

De store virksomheder har egne udviklingsafdelinger og formaliseret samarbejde med forskningen, mens det kan knibe gevaldigt for den lille virksomhed at sikre opdatering til den seneste nye viden i en travl hverdag. Det vil også medvirke til at sikre løbende opdatering af de ansattes kompetencer – træning på jobbet som supplement til at sende dem på kurser.

Større samarbejde på tværs
Det kræver i første omgang, at vores medarbejdere har et tæt samarbejde med forskningsinstitutionerne. Efterfølgende kan skolens lærere så fungere som konsulenter i forhold til de små virksomheder, hvor man i fællesskab kan udvikle konkrete projekter målrettet virksomhedens behov. Institutioner som Force og Teknologisk Institut er i gang, men vi kunne udvikle dette område langt mere.

Det forudsætter, at politikerne er parate til at rammesætte mulighederne. I første omgang kræver det, at de to involverede ministerier, Undervisningsministeriet og Uddannelses- og Forskningsministeriet, begge prioriterer et sådant tværgående samarbejde. Derefter skal politikerne så være villige til at investere i denne formidlingsfunktion og give skolerne taxameterkroner til at levere den udegående ydelse.

Unfair konkurrence?
Jamen, vil det ikke være unfair konkurrence over for private konsulenter, vil nogen formentlig spørge. Jeg lægger ikke op til konkurrenceforvridning i forhold til opgaver, der allerede løses udmærket af private virksomheder. I stedet forestiller jeg mig, at erhvervsskolerne skulle bruge kræfterne på at opdyrke nye indsatsområder og sætte ind, hvor de sammen med forskningsinstitutioner og virksomheder i dag kan se, at der mangler tilbud til de små virksomheder.

I løbet af 2017 er der lagt op til trepartsforhandlinger om voksen- og efteruddannelse. Det er mit håb, at man i forlængelse af en sådan trepartsaftale kan diskutere nye metoder til, hvordan vi bliver bedre til at formidle ny viden helt ud på arbejdspladserne – til gavn for både de ansatte og virksomhederne.

Dokumentation

Temadebat om fremtidens arbejdsmarked

Til foråret er der igen fokus på fremtidens arbejdsmarked, når trepartsforhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter kommer til at kredse om kompetencer i fremtiden.

Som optakt dertil tager Altinget fat på debatten.

Hvordan tilpasser vi os den teknologiske udvikling? Og hvordan sikrer vi os, at arbejdsstyrken har de rigtige kompetencer til de typer af opgaver, der venter?

Mød panelet, der skal diskutere, her.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00