Et system, der ikke virker

Af Karsten Mølgaard Jensen                                                                         Direktør i ASE

Direktør i Jobrådgivernes Brancheforening, Jørgen Borre Larsen (JBL), forsøger i sit indlæg d. 31.10. igen at argumentere for, at beskæftigelsesindsatsen bør forblive i kommunerne og dermed sikre Jobrådgivervirksomhederne et forretningsgrundlag. Desværre sker det atter på baggrund af nogle fejlagtige antagelser om a-kasserne.

JBL skriver, at det vil medføre monopollignende tilstande, hvis a-kasserne kommer til at varetage den del af beskæftigelsesindsatsen, der i dag ligger hos kommunerne. Sagen er, at der er næsten 30 forskellige a-kasser, som ligger i hård konkurrence med hinanden. Siden a-kassemarkedet blev liberaliseret for omtrent ti år siden, har vi barberet milliarder af administrationsomkostningerne. Den konkurrence, der finder sted, sikrer et system med konstant fokus på effektivisering, ressourceoptimering og kundeservice. Altså meget langt fra det ineffektive monopol, JBL forsøger at advare mod.
Samtidig forholder det sig i øvrigt sådan, at vi allerede varetager en stribe opgaver, som vi rent procesmæssigt har bevist, at vi i mangt og meget er bedre til end de fleste kommuner. Hertil kommer - som jeg også nævnte i min forrige argumentation - at de ledige selv peger på a-kassen som den aktør, de helst vil interagere med.

JBL hævder, at a-kasserne ikke har noget økonomisk incitament til at få folk i job. Her synes han at overse, at vores kommercielle grundvilkår er at kunne tiltrække og fastholde medlemmer i et ekstremt konkurrencepræget marked. Et væsentligt konkurrenceparameter er kvaliteten af den rådgivning, vi yder, i forhold til at komme tilbage i varig beskæftigelse, hvis man har mistet jobbet. Tilværelsen som ledig er ikke et ønskescenarie for nogen, og JBL overser desværre den enkeltes perspektiv i sin tilgang til opgaveløsningen. Men fakta er, at der for os som a-kasse er kontant afregning, hvis ikke vi gør vores arbejde ordentligt. Hertil kommer endnu en kontant afregning i kraft af, at det beskæftigelsesfremmende arbejde, a-kasserne i dag er pålagt at udføre, gør ledige medlemmer markant dyrere for en a-kasse end medlemmer i arbejde.
Hvis vi på den anden side skal se på, hvad de økonomiske incitamenter, JBL taler om, hidtil har gjort ved beskæftigelsessamspillet mellem kommuner og private jobrådgivere, er det ikke ligefrem selvindlysende, at det har været en succes. Tværtimod har modellen fremmanet et system, som har kastet ledige frem og tilbage mellem det ene fejlslagne tilbud efter det andet. For slet ikke at tale om utallige udsigtsløse offentlige løntilskudsjob, som også har været et mere eller mindre direkte resultat af de sindrige refusionsmodeller. Incitamenter, herunder økonomiske, er ikke saliggørende i sig selv, og da slet ikke hvis resultatet af belønningen og den reelle værdiskabelse for den ledige udebliver.
Det ville altså med andre ord have været mere værdifuldt, hvis JBL var kommet med nye bud på, hvorfor han tror, at det, som har fejlet hidtil, pludselig vil gå godt. Her kunne han også have forholdt sig til, at de fleste medarbejdere på jobcentrene ifølge en nylig rundspørge fra DR mener, at mange af aktiveringstilbuddene til ledige er decideret ubrugelige. Sagen er, at JBLs medlemmer er leverandører til et system, der ikke virker. Det kommer der ikke nogen løsning på ved at forsøge at argumentere for, at a-kasserne ikke er økonomisk motiverede for at hjælpe ledige i varig beskæftigelse.

JBL opfatter det som noget naturgivent, at beskæftigelsesindsatsen er en myndighedsopgave. Det er en legitim holdning, at hele beskæftigelsesindsatsen skal ligge hos myndighederne. Spørgsmålet er bare, om det er vejen frem for flertallet. Mette Frederiksen har netop statueret, at der skal gøres op med mistænkeliggørelsen af de ledige. At vi må regne med, at ledige faktisk ønsker at komme væk fra offentlig forsørgelse og deltage på arbejdsmarkedet. Sådan er systemet ikke indrettet i dag. Det er indrettet på kontrol og straf og på den grundforudsætning, at hvis blot man stresser ledige i tilstrækkelig grad, skal de nok selv finde vej ud af systemet. JBL´s medlemmer indgår som leverandører til dette system, og jeg tvivler ikke på, at der er dygtige virksomheder i blandt dem. Men systemet bør ikke vedligeholdes for de private jobrådgiveres skyld. Det bør i stedet reformeres for de lediges skyld.

I forhold til en reform er den tillid til den ledige og i det hele taget den tillid til samfundsborgerne, Mette Frederiksen taler om, et godt udgangspunkt. Hos ASE ser vi det sådan, at man forsikrer sig mod ledighed i en a-kasse, ligesom man også køber andre typer forsikringsprodukter for at tage vare på andre dele af sit liv. Det gør man i vished om, at a-kassen ikke blot giver en penge, hvis man bliver ledig, men også gør alt, hvad der er muligt for at hjælpe en tilbage i beskæftigelse. Og man vælger naturligvis den a-kasse, man mener, bedst kan varetage ens interesser. Med denne tilgang til de aktive deltagere på arbejdsmarkedet vil det også være naturligt at beskæftigelsesindsatsen har et af sine hovedomdrejningspunkter det sted, man har tegnet sin forsikring. Der er behov for at tænke nyt, og det er tvingende nødvendigt, at vi bevæger os væk fra det system og den dagsorden, hvor ledige stigmatiseres som stakler. Det danske arbejdsmarked er befolket af ansvarlige og individuelt motiverede aktive deltagere, der søger succes som ansat medarbejder eller ved at drive egen virksomhed. De er i stand til at vælge deres rette partner i en situation, hvor de er udenfor beskæftigelse. Og tro mig, det første, de tænker på, er ikke kommunen eller såkaldte jobrådgivervirksomheder. Det er faktisk deres a-kasse, og det har vi i al beskedenhed evidens for.