Fagbevægelsen slår lobbykræfterne sammen i EU

SAMARBEJDE: LO, FTF og Akademikerne åbner fælles EU-sekretariat i Bruxelles. Det er en naturlig udløber af fælles interesser på EU-området, lyder forklaringen. Samtidig er det et eksperiment med mere formelt samarbejde mellem fagbevægelsens sværvægtere.
Den danske fagbevægelse vil styrke sin varetagelse af interesser, når EU diskuterer arbejdsmarkedspolitik som her til "socialt topmøde 2013".
Den danske fagbevægelse vil styrke sin varetagelse af interesser, når EU diskuterer arbejdsmarkedspolitik som her til "socialt topmøde 2013".Foto: Rådet for Den Europæiske Union
Michael Hjøllund

BRUXELLES: De tre faglige hovedorganisationer LO, FTF og Akademikerne vil fra august være repræsenteret ved ét fælles sekretariat i Bruxelles, der skal varetage organisationernes interesse over for EU-systemet.

I første omgang skal kontoret bestå af en sekretariatsleder, en praktikant og tre kontorpladser, der skal bruges af organisationernes folk hjemmefra, når de er på lobbyarbejde i EU's hovedsæde.

"Sekretariatet betyder helt klart, at vi kommer til at stå stærkere, fordi vi kan udtale os i fællesskab, frem for at vi møder frem som tre enkeltstående hovedorganisationer, der hver for sig ikke fylder særlig meget," siger Jens Kragh, direktør i FTF, som repræsenterer mere end 80 fagforeninger for bl.a. lærere og sygeplejersker.

Hovedopgaven for det nye EU-kontor, der skal varetage godt 1.7 millioner danske lønmodtageres interesser, bliver helt grundlæggende at kæmpe for den danske arbejdsmarkedsmodel.

Fakta
Ny lobbystrategi
Med det fælles sekretariat får fagbevægelsen deres første lobbyist, der har fast bopæl i Bruxelles.

I dag er det kun LO, der har eget kontor i EU's hjerte. Det bemandes dog af konsulenter bosiddende i Danmark, der rejser til og fra Bruxelles på uge-basis.

For FTF's vedkommende er lobbyindsatsen i Bruxelles endnu mere løs. Her rejser organisationens konsulenter frem og tilbage til hvert møde, hvilket gør den uformelle del af interessevaretagelsen vanskeligere, mener direktør Jens Kragh.

"I Danmark er der bred enighed om, at reguleringen af arbejdsmarkedet i udgangspunktet er noget, som arbejdsmarkedets parter tager sig af. Det er helt ukontroversielt, men det er det bestemt ikke i EU. Her er det tit en udfordring for os at sikre, at der er plads til den måde, vi gør det på," siger Stephan Agger, der er leder i LO's EU & Internationale afdeling.

Presset fagbevægelse
Fagbevægelsen mener, at arbejdsmarkedspolitikken i Danmark i stadig højere grad præges af EU. Det gælder for eksempel, når EU stiller krav til medlemslandenes måde at indrette deres økonomier, eller når Unionen lovgiver om vandrende arbejdstageres rettigheder.

Det er ikke den store hemmelighed, at vi bliver presset, også i vores europæiske samarbejdsorganisation, hvor det måske ikke er alle, der har forståelse for vores aftalemodel

Jens Kragh
Direktør, FTF

Ofte er det dog også den helt grundlæggende danske måde at indrette arbejdsmarkedet på, der er udfordret i Bruxelles.

"Et forhandlingssystem, der ligner det danske, hvor langt det meste aftales mellem parterne er rimelig enestående i europæisk sammenhæng, og derfor er det ikke den store hemmelighed, at vi bliver presset, også i vores europæiske samarbejdsorganisation, hvor det måske ikke er alle, der har forståelse for vores aftalemodel," siger Jens Kragh.

Større indflydelse
Samarbejdet om EU-politikken tog for alvor fart for et års tid siden siden, da LO, Akademikerne og FTF oprettede et fælles EU-politisk udvalg. Det fælles sekretariat, er ifølge organisationerne det naturlige næste skridt.

Ifølge Søren Kaj Andersen, lektor og centerleder ved forskningscenter for arbejdsmarkeds- og organisationsstudier ved Københavns Universitet, vil det nye kontor styrke den danske fagbevægelsen i Bruxelles.

"Meget af det vi ser på EU-niveau handler om grundlæggende lønmodtagersynspunkter, og her er vi ude i den store europæiske sammenhæng, hvor fagforeningsstemmer fra Danmark helt klart kommer til at stå lidt stærkere, hvis de formår at løse tingene sammen," siger han.

Prøveballon
Det er ikke kun på EU-området, at fagbevægelsen diskuterer øget samarbejde. Det nye sekretariat er således også udtryk for en større diskussion om de store hovedorganisationers indbyrdes forhold. Her har øget samarbejde og ligefrem fusion mellem LO og FTF været oppe at vende flere gange.

"Sekretariatet bliver lidt set som et pilotprojekt i forhold til at se om man generelt kan have et tættere samarbejde på hovedorganisationsområdet," siger Jens Kragh.

Søren Kaj Andersen fra Københavns Universitet vurderer også, at oprettelsen af EU-sekretariatet skal ses i både en EU-sammenhæng og en generel diskussion om øget samarbejde.

Han understreger dog også, at det ikke er et særligt kontroversielt område, hvor fagbevægelsen nu danner fælles front.

"Nogle af de forskelle, som under luppen hjemme i Danmark gør det lidt svært at være helt fælles om synspunkterne handler om detaljer, der bliver knap så vigtige, når man kommer lidt væk fra Danmark," siger han.

Det nye EU-sekretariat for FTF, LO og Akademikerne er planlagt til at åbne 1. august 2014. 

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00