Finanslovs-kritik: Klap hesten, og hold fast i mentorerne

DEBAT: Mentorforløbene står for skud, fordi deres effekt ikke kan dokumenteres, men det ærgrer LA i Lyngby-Taarbæks Anne Jeremiassen og næstformand i Rådet for Psykisk Sårbare på Arbejdsmarkedet Søren Carøe. Skyl ikke barnet ud med badevandet, skriver de.

Af Anne Jeremiassen (LA)
Formand for Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget i Lyngby-Taarbæk Kommune

og Søren Carøe
Næstformand i Rådet for Psykisk Sårbare på Arbejdsmarkedet

Finansminister Claus Hjort Frederiksen har ikke meget til overs for mentorer, der hjælper ledige med at komme i job. 

Han mener ifølge forskellige medier ikke, at de er pengene værd. Derfor vil regeringen reducere udgifterne til mentorordningen på næste års finanslov. 

Vi skal ikke forholde os til, om finansministeren er citeret korrekt eller ej. Vi forholder os til, at der åbenlyst er behov for at kunne dokumentere effekten af mentorforløb. Der mangler med andre ord tal, som viser, om de har en virkning eller ej.

I stedet for at konkludere, at mentorforløb ikke har nogen effekt, fordi tallene mangler, siger vi: Lad os få tallene frem, for der er også noget, som tyder på, at det virker at bruge mentorer. 

Det har Kofoeds Skole og den private sikringskoncern G4S gode erfaringer med.  

Fra 2007 til 2012 er de samlede offentlige udgifter til mentorer i beskæftigelsesindsatsen steget fra cirka 27 millioner kroner til godt 527 millioner kroner. En svimlende stigningstakt! 

Dertil kommer yderligere udgifter til mentorordningen på over 150 millioner kroner per år som følge af kontanthjælpsreformen. 

Koordineringen er for dårlig
Det siger sig selv, at der er behov for at finde ud af, om de mange penge fører til det ønskede resultat, nemlig at flere ledige – også blandt de udsatte – bliver selvforsørgende.

Rådet for Psykisk Sårbare på Arbejdsmarkedet er i gang med at undersøge brugen af mentorer til psykisk sårbare i forbindelse med beskæftigelsesindsatsen. 

Der er i forbindelse med undersøgelsen, som finansieres af Trygfonden, konstateret et stærkt behov for at beskrive, hvordan progression og effekt i forbindelse med mentorforløb vil kunne måles. 

Behovet er kommet for en dag i forbindelse med en rundspørge til samtlige kommuner samt interviews med 64 repræsentanter fra jobcentre samt mentorer og ledige borgere, der har en mentor.  

Det viser sig, at koordineringen af mentorindsatsen i kommunerne enten mangler eller er mangelfuld. 

Konsekvensen er, at der ikke er noget overblik over effekten af mentorindsatsen, der lægger beslag på mange ressourcer. 

Der bliver især peget på fem udfordringer: 

  • Jobcentrene mangler kendskab til effekten af mentorforløbene.
  • Det er svært for sagsbehandlerne at vurdere borgernes progression undervejs i forløbene, blandt andet fordi målsætningerne i mentorkontrakterne ofte er formuleret bredt. Evalueringer hører også til sjældenhederne.  
  • Der mangler viden om, hvilke omkostninger der er forbundet med mentorforløb i regi af henholdsvis jobcentrene og anden-aktører.
  • Jobcentrene har højere forventninger til egne mentorer end til mentorer fra anden-aktører om at melde tilbage om borgernes progression.
  • Jobcentrenes potentielle udbytte ved at bruge frivillige mentorer i beskæftigelsesindsatsen er uafklaret på trods af, at 29 kommuner har frivillige mentorkorps.

Kommunerne har et stort behov for kunne styre udgifterne på beskæftigelsesområdet. For at kunne styre må man vide, hvad virker. Alternativt bevilger kommunerne i virkeligheden mentorforløb per mavefornemmelse, hvilket ingen kan være tjent med.

En blind makker i budgetlægningen
Når der som nævnt er nogen, som har opnået gode resultater med mentorer, skylder vi hinanden at dokumentere effekten af det offentliges brug af mentorforløb, før vi afskriver ordningen. 

Vi kan ikke være andet bekendt over for hverken den ledige borger eller samfundet.  

Opgaven er aktuel, fordi kommunernes udgifter til mentorordningen er øget kraftigt i løbet af ganske få år, siden den blev en del af indsatsen over for udsatte ledige med Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats i 2003.

Opgaven er væsentlig, fordi den stærkt øgede anvendelse af mentorer giver kommunerne stor interesse i at få afklaret, hvad der virker, og om ressourcerne bruges rigtigt. 

Kommunerne kan ikke spille med blind makker i budgetlægningen, som det reelt er tilfældet i dag.

Vi ved, at et vigtigt middel til at komme nærmere arbejdsmarkedet er, at udsatte ledige har vedholdende kontakt til en person, der viser anerkendelse, og som kan bistå med at rydde op i en ofte kaotisk livssituation. 

Her kan mentorer spille en afgørende rolle. Det gælder især, når der er tale om mennesker med flere problemer end ledighed.

Effekterne ser lovende ud
Det kan lade sig gøre at flytte mennesker ud af ledighed og ind i selvforsørgelse. 

Det viser erfaringer fra Kofoeds Skole og den private sikringskoncern G4S. Sidstnævnte har i flere år haft et mentortilbud til unge ledige med personlige og sociale problemer. Mere end seks ud af ti kommer i job eller i gang med en uddannelse. 

Effekten kender man altså.

Så inden finansministeren afskriver mentorordningen helt, vil vi foreslå, at den bliver kvalificeret ved hjælp af progressions- og effektmåling. 

Det drejer sig om at identificere de parametre, som er nødvendige for at kunne måle såvel progressionen undervejs i et mentorforløb som effekten af det.  

Ved man det, øges mulighederne betragteligt for, at de mange penge, der årligt investeres i mentorer, også fører til, at ledige borgere kommer i job. 

Effekten vil være, at flere mentorforløb med større sandsynlighed end nu fører til selvforsørgelse, hvilket vil resultere i en samfundsøkonomisk gevinst. 

Begge dele vil glæde både finansministeren, beskæftigelsesministeren og alle os andre.

Forrige artikel Socialrådgivere: It-kaos presser retssikkerhed og arbejdsmiljø Socialrådgivere: It-kaos presser retssikkerhed og arbejdsmiljø Næste artikel Fysioterapeuter: Dagpenge-regning til nyuddannede er uretfærdig Fysioterapeuter: Dagpenge-regning til nyuddannede er uretfærdig