Forfatter: Fagbevægelsen må kæmpe mod løndumping af fleksjobbere

Af Lisbeth Riisager Henriksen
Cand.mag. og forfatter

Der er nu gået seks år siden daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksens (S) reform af fleksjobordningen, som trådte i kraft 1. januar 2013. Den blev, som bekendt, vedtaget af den daværende SRSF-regering med støtte fra Venstre, Konservative og Liberal Alliance.

Forligspartierne forhandler lige nu om justeringer af reformen. Derfor er det tid til en genopfriskning af, hvordan nogle af de største forringelser af ansættelsesforholdene ser ud med reformen, og endnu en opfordring til, at forligskredsen ændrer ordningen i en for fleksjobberne mere retfærdig retning.

Dette indlæg vil handle om to forhold: overenskomst og arbejdsintensitet.

Farvel til faglig hjælp
Reformen har helt overordnet betydet, at arbejdstagere, som er blevet eller bliver ansat i et nyt fleksjob under den nye ordning, ikke længere aflønnes som fuldtidsarbejdstagere, som det ellers skete under den tidligere ordning. I stedet er de blevet både arbejdstagere og permanente sociale klienter. Som arbejdstagere får de løn fra arbejdsgiver, og som klienter får de et direkte løntilskud fra kommunen kaldet fleksløntilskud.

Alle fleksjobbere under den ny ordning mister på pensionsindbetaling. For de højtuddannede og højtlønnede har reformen også betydet store økonomiske forringelser i forhold til løn og løntilskud sammenlignet med vilkårene under den gamle fleksjobordning, hvor der var tilnærmelsesvis økonomisk ligestilling med andre arbejdstagere inden for de forskellige fag. Det såkaldte kompensationsprincip blev dermed afskaffet per 1. januar 2013.

Jeg vil opfordre den nuværende beskæftigelsesminister, Troels Lund Poulsen (V), forligskredsen og arbejdsmarkedets parter til at arbejde for en for fleksjobberne mere retfærdig aflønningsmodel.

Lisbeth Riisager Henriksen
Forfatter og cand.mag.

Med reformen skrev forligspartierne fleksjobbernes lovformelige krav på faglig hjælp fra fagbevægelsen i forbindelse med ansættelse helt ud af fleksjobordningen, herunder retten til overenskomstmæssig løn. Ordningen havde ellers tidligere haft det faste grundlag, at aflønningen af fleksjobbere skulle følge overenskomsterne på området. Forringelsen betød, at de enkelte arbejdstagere nu selv skulle forhandle løn- og ansættelsesforhold og langt hen ad vejen er prisgivet den enkelte sagsbehandler og arbejdsgiver i lønfastsættelsen.

Derudover blev det centrale begreb 'arbejdsintensitet' indført – i indlægget herefter kun benævnt effektivitet, som er det udtryk, der bruges i hverdagen af fleksjobbere. Det kom i stand ved, at CO-industri og Dansk Industri i efteråret 2012 indgik et protokollat lige inden høringen af lovforslagets anden høringsdel om lønvilkårene. Kort forinden havde LO ellers, under daværende formand Harald Børsting, forsøgt at lave en lignende aftale med Dansk Arbejdsgiverforening – en aftale, der i sidste øjeblik blev nedstemt af LO’s daglige ledelse, blandt andet på grund af daværende formand for FOA, Dennis Kristensen.

Når denne aftale blev nedstemt, skyldtes det, at fagbevægelsen frygtede, at effektivitetsbegrebet kunne få indflydelse på deres ordinært ansatte medlemmer.

Løndumping officiel beskæftigelsespolitik
Med protokollatet mellem CO-industri og Dansk Industri kunne Mette Frederiksen præsentere effektivitetsbegrebet som en del af reformen, så det formelt fremstod, som om arbejdsmarkedets parter helt selv havde fundet på det (jævnfør principperne i den danske model). Løndumping var blevet officiel beskæftigelsespolitik – endda samtidig med, at den daværende regering i en anden sammenhæng kørte en kampagne om, at de var imod løndumping.

Ifølge loven skal arbejdsevnen og effektiviteten fastlægges ved at vurdere den enkelte arbejdstager i fleksjob individuelt ud fra viden om dennes skånebehov, arbejdspladsens indretning, de konkrete arbejdsopgaver med videre. Men i praksis foregår det ofte som en forhandling mellem arbejdsgiver og kommune – helt uden at tage udgangspunkt i en konkret, individuel vurdering. Dermed er vurderingen af arbejdsevne og fastsættelsen af arbejdsintensitet i praksis usikker og bliver misbrugt af arbejdsgivere.

Der står i 'Vejledning om fleksjob', at jobcentret kan vejlede om lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet, hvis de for eksempel bliver opmærksomme på væsentlige afvigelser i lønnen i forhold til den sædvanlige løn for lignende arbejde. Forskelsbehandlingsloven er en lov, som indeholder en beskyttelse mod forskelsbehandling, hvilket betyder, at alle, uanset handicap, er beskyttet mod forskelsbehandling i forbindelse med ansættelse, under ansættelse og i forbindelse med afskedigelse.

Sådan forvalter kommunerne bare ikke loven – og dermed er der ikke i praksis nogen stopklods for løndumping af fleksjobbere.

Ministerens svar
Dette forhold kritiserede LO og FTF, da de deltog i det af Mette Frederiksen nedsatte trepartsudvalg til evaluering af reformen. Det gjorde de opmærksom på i deres egen indstilling til Beskæftigelsesministeriet i december 2015. De skrev blandt andet:

"Det er vanskeligt for en fleksjobber at få forhandlet sig til et højere timetal eller en højere arbejdsintensitet, fordi det vil indebære en større lønudgift for arbejdsgiveren. Problemet er, at arbejdsgiverne kan have et ønske om at holde timetallet for fleksjobberen kunstigt nede for at spare penge. Kommunerne har en interesse i at få fleksjobberne i job og giver derfor en stor elastik i forhold til arbejdsgiverne. Det sker derfor, at fleksjobbet bliver på det antal timer, som arbejdsgiveren har ”råd til”, og ikke nødvendigvis på et timetal, der svarer til den reelle arbejdsevne. Det samme ser vi, når arbejdsintensiteten justeres, således at den løn, der udbetales, slet ikke stemmer overens med de timer, som fleksjobberen møder på arbejde.”

Hver gang arbejdsgivere og kommuner sætter en lavere effektivitet end den reelle, snyder de fleksjobbere for den løn, de retteligt burde få, og medvirker til indirekte virksomhedsstøtte fra kommunerne. Dette koster kommunerne og dermed skatteyderne måned efter måned.

Noget lignende har 3F, FOA og Landsforeningen af Fleks- og Skånejobbere påtalt 23. januar 2019 i to artikler i Altinget og Fagbladet 3F i forbindelse med, at de denne dag havde foretræde for Folketingets Beskæftigelsesudvalg om netop disse forhold. Det bliver derfor interessant at få ministerens svar på de uhyre relevante spørgsmål, som udvalget efterfølgende stillede ministeren (BEU Alm. del. spørgsmålene 223-229).