Debat

Frie Funktionærer: Troels Lunds opgør med bureaukratiet mangler mod

DEBAT: Troels Lund Poulsen (V) vil gøre op med bureaukratiet på beskæftigelsesområdet, men det seneste udspil mangler fokus på a-kasser og mod til at eksperimentere på området, skriver Jørgen G. Jørgensen.

Mikkel Bødker Olesen
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jørgen G. Jørgensen
Direktør, Frie Funktionærer

Beskæftigelsesminisister Troels Lund Poulsen (V) har lagt op til opgør med bureaukratiet på beskæftigelsesområdet. Et initiativ, der er nødvendigt ud over alle grænser. Det siger vist sig selv, at en lov på langt over 20.000 sider med firkantede, rigide regler er en hæmsko og fyldt med forhindringer i arbejdet med at hjælpe ledige hurtige i job.

Derfor er vi glade for det politiske fokus på området. Men når ministeren kalder sit eget udspil for ”markant, gennemgribende og ambitiøst”, er det en skarpvinkling, vi ikke kan være enige i. I hvert fald, når man kigger på alt det, Troels Lund Poulsen har undladt at tage med i reformforslaget.

Hvor er a-kasserne?
For det er bemærkelsesværdigt, hvor lidt a-kasserne og deres indsats for at hjælpe arbejdsløse i job fylder i ministerens udspil. Ministeren nævner igen og igen, at de færre proceskrav skal ”frigøre ressourcer i jobcentrene” – men faktisk er det jo i a-kasserne, at en stor del af arbejdet med at motivere, hjælpe og guide de ledige videre i arbejdslivet ligger.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Også her er det nødvendigt med langt mere frihed, fokus på resultater og tillid til den enkelte medarbejders faglighed. I vores optik mangler a-kasserne derfor som særskilt fokusområde i ministerens udspil, ligesom vi efterspørger endnu større ambitioner.

Med udspillet har Troels Lund Poulsen nemlig en gylden mulighed for virkelig at reformere tilgangen til og arbejdet med at hjælpe ledige videre i job – og at involvere alle aktører. Det kan gøres langt mere aktivt og med endnu mere mod.

Med udspillet har Troels Lund Poulsen nemlig en gylden mulighed for virkelig at reformere tilgangen til og arbejdet med at hjælpe ledige videre i job – og at involvere alle aktører.

Jørgen G. Jørgensen
Direktør, Frie Funktionærer

Forsøg med mere frihed
I Frie Funktionærer har vi foreslået politikerne at igangsætte et forsøg med fri-a-kasser. Med inspiration fra frikommunerne og i et projekt, hvor vi gerne stiller os til rådighed som samarbejdspartner og tilbyder det omkostningsneutralt.

Giv os en gruppe af 25 ledige i seks måneder, og slip tøjlerne helt fri i forhold til at få dem i job. Vi påtager os udgiften, men vil til gengæld også høste overskuddet, når forsøget er en succes.

Fuld frihed giver nemlig plads til at eksperimentere og på en endnu mere gennemgribende måde udfordre alt det, man i beskæftigelsesindsatsen plejer at gøre. For eksempel med inspiration og erfaringer fra lønsikringerne, der har langt højere grad af frihed og markant lavere ledighed. Vi kan se, deres individuelle indsats virker – derfor er det oplagt også at prøve det af i det etablerede ledighedssystem.

Det handler bare om, at Troels Lund Poulsen og kollegaerne på Christiansborg griber bolden, tager dialogen og tør sætte a-kasserne fri – hvis ikke andet, så som et forsøg. Det opfordrer vi endnu en gang til.

Behov for mere
Når det er sagt, så er der i ministerens udspil også en masse positive elementer. Blandt andet at fjerne jobsøgningskravet til ledige, der allerede har et job på hånden.

Hidtil har de skullet søge andre stillinger i de sidste seks uger frem til opstart – noget, der har været spild af tid både for dem selv, for arbejdsgiverne, der fik de ubrugelige ansøgninger, og for ansatte i a-kasserne, der skulle kontrollere, at reglen blev overholdt. At fjerne det krav letter en stor administrativ byrde.

Konklusionen må være, at de ændringer, ministeren lægger op til, er tiltrængte og nødvendige, og dem håber vi, at resten af Folketingets partier bakker op om. Men der mangler stadig mod til at turde eksperimentere endnu mere og afprøve et forsøg med fuld frihed – i hvert fald, hvis ambitionen om at forandre området ’gennemgribende’ stadig lever.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00