Debat

FTF efterlyser arbejdsmarkedsreform

DEBAT: Regeringens forringelser af dagpengene udhuler den danske model, og derfor efterlyser Bente Sorgenfrey, formand for FTF, en reel arbejdsmarkedsreform med fokus på især uddannelse.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Af Bente Sorgenfrey
Formand for FTF - hovedorganisation for 450.000 offentligt og privat ansatteRegeringen har netop indgået en aftale med Dansk Folkeparti og De Radikale om bekæmpelse af langtidsledighed. Aftalen indeholder syv initiativer, bl.a. en ansættelse af virksomhedskonsulenter og flere jobsamtaler med de langtidsledige.

Men aftalen er helt utilstrækkelig i forhold til at dæmme op for den stigende langtidsledighed.
Det er ude af proportioner, når pakken lanceres som en arbejdsmarkedsreform, der vil gøre nogen reel forskel for de tusinder af ledige, der bliver ramt af nedskæringspolitikken på dagpengeområdet.

Reelt er der tale om få og meget små initiativer, der er helt utilstrækkelige til at dæmme op for den stigende langtidsledighed. Der er brug for en markant styrkelse af uddannelsesindsatsen. Det indeholder aftalen ikke. Tværtimod finansieres pakken af midler, der i dag er afsat til at uddanne ledige til områder, hvor der mangler arbejdskraft. Det er derfor den helt forkerte vej at gå.

Den danske model svækkes
Arbejdsmarkedsreformer gennemførte man i flere omgange i 90'erne. De indebar også forkortelser af dagpengeperioden, men indeholdt samtidig en massiv satsning på en aktiv arbejdsmarkedspolitik med muligheder for uddannelse og opkvalificering. Samtidig fik arbejdsmarkedets parter en meget mere central rolle i at tilrettelægge indsatsen. De reformer var der i deres grundstruktur bred politisk enighed om, og de dannede grundlag for den danske succesmodel på arbejdsmarkedet.

Men i det sidste årti har regeringen savet grundigt i fundamentets grundpiller. Mulighederne for og brugen af uddannelse til ledige er reduceret markant. I stedet er det gået i retning af at optimere skræmmeeffekten af aktivering. Ikke engang den økonomiske krise har kunnet få regeringen til at ændre den holdning, at uddannelse er løsningen for alle andre end lige netop de ledige. Man skulle ellers tro, det forholdt sig omvendt.

Regeringen fraskrev sig ansvaret
Involveringen af arbejdsmarkedets parter er svækket markant, selv om parternes aktive deltagelse i beskæftigelsesindsatsen på den lange bane er afgørende for et velfungerende arbejdsmarked. Regeringen har ved at placere ansvaret i kommunerne fraskrevet sig muligheden for at styre beskæftigelsespolitikken, hvilket er ret uheldigt, når beskæftigelsespolitikken oplagt er et nationalt anliggende.

Og nu kommer så forringelserne i mulighederne for at få dagpenge, som grundigt forringer incitamentet for lønmodtagerne til at lade sig arbejdsløshedsforsikre. Det vil yderligere svække den danske model.

Vi har i stedet behov for en arbejdsmarkedsreform, der satser markant på uddannelse, forbedrer tilbuddene til de ledige og gør det relevant og naturligt for alle lønmodtager at forsikre sig mod ledighed. Jeg må desværre konstatere, at vi lige nu er meget langt fra disse mål.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Bente Sorgenfrey

Næstformand, Europabevægelsen, næstformand, Professionshøjskolen Absalon
Pædagog (Frøbel Højskolen 1978)

0:000:00