Her er de 170 nye love og lovændringer, regeringen vil foreslå i folketingsåret

DOKUMENTATION: Regeringen vil fremsætte 170 nye love eller lovændringer i løbet af folketingsåret. Se hele det nye lovkatalog her. 

En ny klimalov, en velfærdslov og en lov om tidlig tilbagetrækning.

Det er tre af de mest fremtrædende nye lovforslag i regeringens lovkatalog for det kommende folketingsår, som regeringen tirsdag har fremlagt i forbindelse med Folketingets åbning. 

"Der ligger et stort arbejde foran os både i dette folketingsår og fire år frem. Jeg ved godt, at mange danskere ikke vil kunne mærke forandringen her og nu. Men retningen er sat, og politik betyder noget," skriver Mette Frederiksen i lovkataloget.

I alt præsenterer regeringen med kataloget 170 nye love og lovændringer, som regeringens ministre vil fremsætte, inden Folketinget igen går på sommerferie til juni. Dertil kommer en række redegørelser til Folketinget og flere beslutningsforslag.

Du kan se en række udvalgte lovforslag herunder eller bladre gennem hele lovkataloget her.

Beskæftigelsesministeren

  • Et midlertidigt børnetilskud til fattige forsørgere
    Tilskuddet er målrettet familier med 0-14-årige børn, som er berørt af kontanthjælpsloftet eller integrationsydelsen. Det midlertidige tilskud udløber, når et nyt ydelsessystem som opfølgning på den kommende ydelseskommissions anbefalinger træder i kraft. Det forventes at ske midt i 2021.

    Forslaget ventes fremsat i november.

  • Seniorpensionsordningen
    Lovforslaget har til formål at indføre seniorpension til nedslidte ældre, der vurderes at have en arbejdsevne på 15 timer eller under. Forslaget fremsættes, efter at VLAK-regeringen, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti blev enige om ordningen inden valget. Forslaget ventes fremsat i januar.

Boligministeren 

  • Midlertidig huslejefastsættelse efter gennemgribende forbedringer
    Lovforslaget skal bremse kapitalfonde som Blackstone, der opkøber og renoverer lejeboliger og derefter hæver huslejen, men samtidig sikre, at det er økonomisk attraktivt for udlejerne at modernisere ældre bygninger. 

    Forslaget ventes fremsat i februar. 

Børne‐ og undervisningsministeren

  • Udvalg skal kunne fordele elever til gymnasier
    Nye lokale fordelingsudvalg skal have mulighed for at fastsætte regler for fordelingen af elever til gymnasierne. Forslaget skal håndtere udfordringen med en stadigt mere etnisk opdeling af eleverne på en række gymnasier, der risikerer at betyde lukning for flere gymnasier på grund af vigende elevtal.

    Forslaget ventes fremsat i november. 

Erhvervsministeren 

  •  Opgør med kviklån
    Lovforslaget skal gøre op med kviklånsudbydere ved at gennemføre initiativer, der "ændrer den problematiske del af forbrugslånsmarkedet til gavn for forbrugerne".

    Forslaget ventes fremsat i februar. 

Finansministeren

  • Velfærdslov
    Det demografiske træk på velfærden skal dækkes, så pengene følger med, i takt med at der bliver flere børn og ældre.

    Forslaget ventes fremsat i februar.

Justitsministeren

  • Samtykkebaseret voldtægtslovgivning
    Det skal tydeliggøres i voldtægtslovgivningen, at "enhver seksuel handling, herunder samleje, skal bygge på gensidig frivillighed". 

    Forslaget ventes fremsat i februar.

Klima‐, energi‐ og forsyningsministeren

  • Klimalov
    Der skal fastsættes et bindende mål på en CO2-reduktion på 70 procent i 2030 i forhold til udgangspunktet i 1990. Det vil sikre, at Danmark lever op til vores forpligtelser i Paris-aftalen.

    Forslaget ventes fremsat i februar. 

Miljøministeren

  • Forbud på sprøjtning på § 3-arealer
    Der skal nedsættes forbud mod al sprøjtning og gødskning på naturbeskyttede § 3-arealer.

    Forslaget ventes fremsat i februar.

Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling

  • Digital Post til begge forældre
    Begge forældremyndighedsindehavere skal modtage digital post fra det offentlige vedrørende deres fælles barn. 

    Forslaget ventes fremsat i februar. 

Skatteministeren

  • Tilbagerulning af skattefritagelse på fri telefon og internet
    Skattefritagelsen af fri telefon og internet, som blev vedtaget i 2018, skal tilbagerulles. 

    Forslaget ventes fremsat i november.  

Social‐ og indenrigsministeren 

  • Ny procedure for indsamling af vælgererklæringer
    Der skal oprettes en ny samlet portal til indsamling af vælgererklæringer for nye partier, der vil stille op til folketings- og europaparlamentsvalg.

    Forslaget ventes fremsat i november. 

Sundheds‐ og ældreministeren

  • Forbud mod synlige tobaksvarer
    Lovforslaget nedsætter forbud mod at placere tobaksvarer synligt i butikkerne og stiller samtidig krav om, at tobaksvarer skal have en standardiseret emballage.

    Forslaget ventes fremsat i februar.

Transportministeren

  • Ny jernbane over Vestfyn
    Der skal anlægges en ny elektrificeret og dobbeltsporet jernbane på 35 kilometer over Vestfyn.  

    Forslaget ventes fremsat i oktober. 

Udenrigsministeren

  • Dansk militær indsats i Sahel‐regionen
    Danmark skal bidrage til de internationale militære indsatser i Sahel-regionen, henholdsvis den fransk-ledede Operation Barkhane og FN’s fredsbevarende mission i Mali.

    Beslutningsforslaget ventes fremsat i oktober. 

Forrige artikel S skal forhandle opkvalificeringspakke på plads med blå blok S skal forhandle opkvalificeringspakke på plads med blå blok Næste artikel Arvegods og egne ambitioner, her er Hummelgaards køreplan Arvegods og egne ambitioner, her er Hummelgaards køreplan