Det sagde Pia, Pernille, Mette og Lizette på 1. maj

OVERBLIK: Nej tak til højere pensionsalder, kritik af gule fagforeninger og kærligt drilleri af transportminister Ole Birk Olesen (LA). Det er hovedtemaerne i dagens 1. maj-taler fra de røde partiformænd og LO's formand. Du kan læse alle talerne her.

Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Scanpix
Lise-Lotte Skjoldan

Et nej til regeringens forslag om højere pensionsalder dominerede talerne i år, hvor Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten har holdt taler rundt om i landet i anledning af Arbejdernes Internationale Kampdag. Du kan få et overblik over de vigtigste 1. maj-taler her. 

Mette Frederiksen, formand for Socialdemokratiet
S-formanden lagde i sin tale vægt på, at tilliden til SKAT skal genoprettes, og at de offentligt ansatte er for hårdt presset.

"Jeg tror, det hårdeste for de offentligt ansatte er at høre på politikerne, der slår ud med armene og siger, at selvfølgelig kan der spares mere og løbes hurtigere," sagde Mette Frederiksen, der dog ikke ville love, at en ny regering ikke også vil spare.

"Jeg lover ikke guld og grønne skove. Og hvis danskerne betror os ansvaret, så vil der også under mit lederskab af landet være hårde prioriteringer. Men hovski-snovski-metoderne. Dem dropper vi."

Derimod afgav Mette Frederiksen et løfte om ikke at røre ved pensionsalderen. Et budskab, som de tre røde partiformand sammen har været i medierne med som optakt til 1. maj.

"Socialdemokratiet har allerede for mere end ti år siden - sammen med et bredt flertal - besluttet, at pensionsalderen langsomt skal stige i takt med, at vi også lever længere. Den aftale står vi ved. Men nye forringelser? Vi siger nej!"

Mette Frederiksen indledte sin tale med at konkludere, at den borgerlige politik er den samme, som den har været de seneste 30 år under borgerlige regeringer. Men én ting har ændret sig, lød det fra S-formanden:

"Det er første gang i år, at Bertel Haarder ikke længere er minister. Jeg har ikke helt vænnet mig til det."

Læs hele Mette Frederiksens tale her.

Pia Olsen Dyhr, formand for SF
Ligesom Socialdemokratiets formand gentog formand for SF, Pia Olsen Dyhr, også budskabet om, at pensionsalderen ikke bør hæves yderligere. De såkaldt gule fagforeninger, der står i modsætning til de traditionelle fagforeninger, fik kritik med på vejen af Pia Olsen Dyhr. 

"I virkeligheden er de jo slet ikke fagforeninger. De forhandler stort set ikke overenskomster. De løfter ikke et kollektivt ansvar. De er i princippet private forsikringsselskaber i en pæn indpakning, som suger på lappen på gode og hæderlige menneskers arbejde for fællesskabet," lød opsangen fra SF's formand.

SF har i dag foreslået at afskaffe fradraget for de gule fagforeninger og i stedet gøre det billigere at være medlem af de røde fagforeninger.

Pia Olsen Dyhr brugte også sin tale til at fremhæve partiets eget forsøg med flekstid for offentligt ansatte i Københavns Kommune.

"Skulle vi ikke give alle lønmodtagere større indflydelse på længden på deres arbejdsuger, så sygeplejersken, pædagogen eller elektrikeren kan gå op og ned i timer fra år til år efter behov?"

Du kan læse hele Pia Olsen Dyhrs tale her.

Pernille Skipper, politisk leder i Enhedslisten
Den politiske leder i Enhedslisten, Pernille Skipper, holdt i år sin første 1. maj-tale, efter hun har erstattet Johanne Schmidt-Nielsen på posten. Her kritiserede hun EU for at sætte en stopper for lige vilkår for lønmodtagerne.

"Det, EU kalder frihed og fri bevægelighed, er i virkeligheden frihed for arbejdsgivere og en spændetrøje for lønmodtagerne."

Talen indeholdt også en opsang til regeringen, som hun beskyldte for at have skabt flere fattige mennesker i Danmark. Pernille Skipper rettede dog også pilen mod de andre partier i rød blok:

"Desværre er det ikke kun højrefløjens politik, der har skabt fattigdom og mere utryghed for almindelige mennesker. Det gjorde Socialdemokraterne, SF og De Radikale også, da de havde regeringsmagten," sagde Pernille Skipper og fortsatte:

"De satte kontanthjælpen ned for de unge. De lavede en reform af førtidspensionen, der har efterladt mange i en desperat situation. De lavede en skattereform, der tog fra pensionister, syge og arbejdsløse for at dele ud til dem, der i forvejen har mest."

Hele Pernille Skippers tale kan læses her.

Lizette Risgaard, formand i LO
Formanden for LO bakkede i sin tale op om de tre røde partiers budskab om, at der ikke skal røres ved pensionsalderen. I stedet slog hun til lyd for en bedre seniorførtidspension.

"Vi vil ikke betale med vores liv og vores helbred for unødvendige skattesænkninger. Vi vil ikke køres fuldstændigt flade, for at en direktør kan få råd til fladskærm nummer fem. Allerede i dag er mange lønmodtagere slidt ned til sokkeholderne. Derfor kræver vi i LO en ordentlige seniorførtidspension, som alle nedslidte kan få gavn af," sagde Lizette Risgaard.

Du kan læse hele Lizette Risgaards tale her.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lizette Risgaard

Fhv. formand, Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH)
kontorfunktionær (Handelsskole), lederuddannelse, MPA

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Pernille Skipper

Politisk kommentator, TV 2 News, fhv. MF og politisk ordfører (EL)
cand.jur. (Københavns Uni. 2011)

0:000:00