Debat

HK: A-kasser er svaret på kritik af jobcentre

DEBAT: Om lidt lukkes forhandlingerne om beskæftigelsesreformen. Det betyder forhåbentlig, at a-kasserne fremover får den primære kontakt til deres arbejdsløse i de første måneder af ledighedsforløbet, skriver Christian Grønnemark, formand for HK Hovedstaden.

Ifølge en undersøgelse fra Dansk Erhverv mener mange virksomheder, at jobcentrenes branchekendskab er for ringe.<br>
Ifølge en undersøgelse fra Dansk Erhverv mener mange virksomheder, at jobcentrenes branchekendskab er for ringe.
Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Christian Grønnemark
Formand for HK Hovedstaden

Dansk Erhverv forsøger nu med en tvivlsom undersøgelse at påvise stigende utilfredshed med jobcentrene blandt virksomhederne.

”Næsten halvdelen af virksomhederne angiver, at de i mindre grad eller slet ikke oplever, at jobcentrene kender til virksomhedens krav til de kandidater, som jobcenteret udvælger,” hedder det i et nyt såkaldt analysenotat fra DE.

Notatet konkluderer, at ”det kalder på politisk handling, når virksomhederne skriger på arbejdskraft, og utilfredsheden med jobcentrene samtidig stiger”.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

De seneste ændringer af reglerne for jobcentrenes virke betød ganske vist en øget fokusering på den virksomhedsrettede indsats. Men politikerne satte ikke penge af til målrettet jobformidling. Det kan være en del af forklaringen på virksomhedernes angiveligt stigende utilfredshed med jobcentrene.

Jeg er derfor enig med DE i, at der er brug for politisk handling. Forhandlingerne om beskæftigelsesreformen lukkes lige om lidt, så en løsning er på trapperne.

Giv a-kasserne ansvar for indsatsen i de første afgørende måneder. Brug de kvalificerede medarbejdere i jobcentrene til at løse de tungere sager.

Christian Grønnemark
Formand for HK Hovedstaden

Og når virksomhederne understreger, at jobcentrenes branchekendskab er for ringe, er der grund til at fremhæve det alternativ, fagbevægelsen har foreslået, nemlig at a-kasserne får den primære kontakt til deres arbejdsløse i de første 13 uger af ledighedsforløbet. Det er indlysende logisk. Fagbevægelsens forslag er ifølge mine oplysninger en central del af de igangværende forhandlinger.

Vi har vist, at vi får medlemmer i job
Jeg glæder mig derfor især over, at partiernes beskæftigelsesordførere fra hele det politiske spektrum er klar til at give a-kasserne større ansvar.

For Socialdemokratiet er det et kardinalpunkt i forhandlingerne. Den politiske opbakning til fagbevægelsens forslag vil formentlig manifestere sig, når forhandlingerne om beskæftigelsesreformen om et øjeblik går ind i sin afsluttende fase.

DE-undersøgelsen bidrager desværre ikke med brugbare oplysninger om a-kassernes rolle i beskæftigelsesindsatsen. Men vores erfaringer i HK Hovedstaden og HK's A-kasse viser med al tydelighed, at der kommer konkrete ansættelser ud af vores vejledning af de arbejdsløse.

Hver tredje HK'er, som bliver arbejdsløs, er som regel tilbage i job i løbet af de første tre måneders ledighed. Det viser statistikken fra HK's A-kasse. Forklaringen er, at vi har den direkte kontakt til medlemmerne. De har en tiltro til det, HK gør, fordi de ved, at det er i deres interesse. Allerede i dag har a-kassen stort fokus på, hvordan kendskab til de mange forskellige facetter af HK-faget kanaliseres fra fagforeningen til vores afdeling for job og vejledning.

Se eksempelvis på HK's JobBørs, som skaffer ledige medlemmer job. Det sker ud fra en konkret viden om jobåbninger, et indgående kendskab til den lokale og regionale efterspørgsel på arbejdskraft og ikke mindst et fagligt funderet overblik over de relevante muligheder for opkvalificerende uddannelse. I 2017 skaffede HK Hovedstadens JobBørs et medlem i job, hver dag vi holdt åbent.

På landsplan skaffede HK's Jobbørs sidste år mere end 1.000 ledige tilbage i job. Vi har således allerede vist, at vi kan varetage de individuelle, jobrettede forløb for de arbejdsløse. Og at de arbejdsløse kommer i job.

Det er i den første tid af ledighedsperioden, at den arbejdsløse har størst chance for at komme i arbejde. Det viser al erfaring. Netop derfor er det fremsynet at lade a-kasserne have den primære kontakt med de arbejdsløse i de første måneder. Fordi vi ved, hvor jobbene er, hvor uddannelserne er henne, og vi ved, hvor medlemmet står, og hvad medlemmet vil. Hvorfor ikke sætte den energi fri og dermed gøre alle glade?

Bundlinjen er klar
Når hver tredje arbejdsløse HK’er kommer i job igen efter tre måneder gennem vores egen vejledning, så taler alt for at bruge flere penge på dem, som er i fare for at ende som langtidsledige.

Det er netop her, jobcentrene kan levere en indsats, som måske også kan forbedre det indtryk, virksomhederne ifølge DE-undersøgelsen har.

Allerede i dag har HK Hovedstaden et tæt samarbejde med jobcentrene. Det vil vi udbygge for også at kunne kvalificere de ledige, som har ekstra hjælp behov.

Bundlinjen er klar, Troels Lund Poulsen: Giv a-kasserne ansvar for indsatsen i de første afgørende måneder. Brug de kvalificerede medarbejdere i jobcentrene til at løse de tungere sager.

Det giver mening, for det sparer unødigt dobbeltarbejde og dermed skattekroner.

Men først og fremmest kommer arbejdsløse hurtigere, billigere og mere effektivt tilbage i job.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christian Grønnemark

Formand, HK Hovedstaden
lærer, voksenpædagog, kok

0:000:00