HK: Hvor blev ansvaret for offentlige afgørelser af?

DEBAT: Borgerne risikerer at komme i klemme, når regeringen nedlægger Arbejdsskadestyrelsen og i stedet vil lade en ny privat institution træffe offentlige afgørelser, skriver HK’s formand, Kim Simonsen. Politikernes eget ansvar bliver uklart, påpeger han.

Placeholder image
Formanden for HK, Kim Simonsen, er bekymret for danskernes tillid til kvaliteten af de forvaltningsmæssige afgørelser, når det politiske ansvar forsvinder. Foto: HK
GDPRDeleted
Vis mereIcon / Direction / Dropdown
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Kim Simonsen
Formand for HK

Torsdag førstebehandler Folketinget et lovforslag, der vil gøre Arbejdsskadestyrelsen til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES). Arbejdsskadestyrelsen bliver med loven nedlagt, og alle opgaver og vurderinger af arbejdsskader overgår i fremtiden til AES.

Alt tyder på, at forslaget bliver vedtaget i sin nuværende form. Men det er værd at dvæle ved lovens konsekvenser og betydning for retssikkerheden, før det sker.

Der ligger nemlig andet bag lovforslaget end blot en styrelses navneændring, eller en udflytning af statslige arbejdspladser til provinsen. 

Fakta
Bland dig i debatten!
Send dit indlæg til friis@altinget.dk.

Det handler om at flytte opgaver fra en statslig styrelse til en privat institution.

Med andre ord vil loven gøre en privat institution til en offentlig myndighedsudøver. Og det er en farlig og helt forkert sti at betræde. 

Regeringen lægger op til at bryde med et dansk princip om, at der altid findes et tydeligt politisk ansvar for forvaltningen af et lovområde, hvor der træffes skønsmæssige juridiske afgørelser.

Kim Simonsen, Formand for HK

Det politiske ansvar er uklart
Regeringen lægger op til at bryde med et dansk princip om, at der altid findes et tydeligt politisk ansvar for forvaltningen af et lovområde, hvor der træffes skønsmæssige juridiske afgørelser. 

Det princip gælder, når en kommune behandler ansøgninger om førtidspension. Her har borgmesteren ansvaret for forvaltningen. Og når arbejdsskadesager behandles i en styrelse, har ministeren ansvaret for, hvorledes forvaltningen bliver varetaget.

Borgerne er derfor ikke i tvivl om, hvor ansvaret skal placeres, og hvem de skal gå til, hvis de vil klage over en afgørelse.

Det vil med den nye lov ændre sig, og det er værd at rejse et par spørgsmål om borgernes retssikkerhed og om uvildighed i afgørelser om arbejdsskader, før det sker.

  • Er lovforslaget godt for borgernes tillid til offentlige myndigheder, når man ser på deres retssikkerhed?
  • Vil borgerne have tillid til, at der altid træffes neutrale uafhængige afgørelser, når en offentlig myndighed flytter over i en privat selvejende institution?
  • Kan man undgå, at der kommer andre interesser ind i afgørelserne, når medarbejdere i den private institution skal træffe afgørelser? 
  • Er der risiko for, at de resultatkrav, der aftales med den private virksomhed, komme til at påvirke indholdet i de skønsmæssige afgørelser?
  • Kan borgerne være helt sikre på, at embedsmændene i den privat virksomhed tjener dem på samme måde, som man forventer at offentligt ansatte tjener dem?

Retssikkerheden er i fare
HK har ikke svarene på de mange spørgsmål, som lovforslaget rejser. Men vi er bekymrede for borgernes retssikkerhed. 

Og vi er bekymrede for, at danskernes tillid til kvaliteten af de forvaltningsmæssige afgørelser vil dale, jo længere man fjerner administrationen fra de politisk ansvarlige. 

Vi er også bekymrede for, om Arbejdsskadestyrelsen står alene, eller om den bare står først for i en pipeline, hvor en stribe af privatiseringer af offentlige myndigheder ligger parat.

Vi håber, at politikerne vil tage en seriøs drøftelse af lovens konsekvenser, og at de vil forsøge at besvare spørgsmålene inden loven bliver vedtaget. 

 

Omtalte personer

Kim Simonsen

Formand, AKF-Holding , Refshaleøen Ejendomsselskab, næstformand, Sampension a/s, DRC-Dansk Flygtningehjælp
(Grenaa Handelsskole 1979)

Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser