Debat

HK: Lad os få trepartsforhandlinger om den uregulerede platformsøkonomi

REPLIK: Vi vil ligesom Hilfr og Chabber gerne gøre op med den uregulerede platformsøkonomi. For der er masser af ligheder mellem tjenester udbudt gennem en platform, og traditionelt arbejde, skriver Kim Simonsen, forbundsformand i HK.

Foto: Pressefoto/HK
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Kim Simonsen
Forbundsformand, HK

Danmark har verdens bedste arbejdsmarkedsmodel.

Den sørger for overenskomster og ordnede forhold på arbejdsmarkedet, men den er skabt i en anden tid og er derfor udfordret. Af platformsøkonomi, af digitalisering og af kunstig intelligens.

Derfor er jeg glad for, at stifterne af platformene Chabber og Hilfr i Altinget udråber tiden for "ureguleret platformsøkonomi som endegyldigt forbi". Men, siger Sebastian von Wildenrath Løvgreen og Nicolai Søndergaard Kjær, der mangler en fleksibel lovgivning, der kan kende forskel på de forskellige platforme.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Derfor sender de en invitation til os lønmodtagerorganisationer, til regering, til Folketinget og til de traditionelle arbejdsgivere om at "stikke hovederne sammen" med en håndfuld platformsvirksomheder for at diskutere løsninger.

I HK siger vi: ja tak.

Vi ved, at rigtig mange platformsvirksomheder vil det bedste og er parate til at tage det ansvar, det kræver at drive virksomhed i Danmark.

Kim Simonsen
Forbundsformand, HK

Mange ligheder med traditionelle virksomheder
For selv om vi sagtens kan se forskel på for eksempel Chabber, der i bund og grund er en platform, der formidler fysiske vikarjob i tjenerbranchen, og for eksempel Upwork, hvor alt arbejde udbydes og udføres digitalt og på tværs af landegrænser, så er der dog helt grundlæggende forhold, der er ens. Og som i øvrigt ligner dem, der gælder traditionelle, fysiske virksomheder.

Derfor foreslår HK, at vi på et kommende møde blandt andet bør tale om, at:

- Lønmodtagerrettigheder og anden lovgivning også skal gælde for dem, der udbyder deres arbejdskraft gennem en platform. 

- Løn skal indberettes til skattemyndighederne. Altid. Også den, der er tjent gennem en platform.

- Momsreglerne har en bagatelgrænse. Den er sat for blandt andet at mindske bureaukratisk bøvl – ikke, for at virksomheder skal spekulere i den.

Vi ved, at rigtig mange platformsvirksomheder vil det bedste og er parate til at tage det ansvar, det kræver at drive virksomhed i Danmark.

Så vi ser meget frem til at møde jer i et konstruktivt samarbejde om aftaler og regler.

Det kunne for eksempel foregå inden for rammerne af den danske model – jeg foreslår stående trepartsforhandlinger, hvor regering og arbejdsmarkedets parter sammen kan finde løsninger på de større strukturelle problemer.

Og ellers lægger vi gerne hus til. Og kaffe.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kim Simonsen

Formand, AKF-Holding , Refshaleøen Ejendomsselskab, næstformand, Sampension a/s, DRC-Dansk Flygtningehjælp
(Grenaa Handelsskole 1979)

0:000:00