Holstein: Arne-forlig mellem DF og venstrefløjen er reelt eneste mulighed

Q&A: Hvordan har partierne positioneret sig, hvad kan blive forhandlingernes joker – og hvad bliver den største udfordring? Altingets politiske kommentator, Erik Holstein, tager pulsen på de kommende forhandlinger om tidlig pension.

Mens vi venter på, at Socialdemokratiet løfter sløret for sit udspil til tidlig pension, er optakten til forhandlingerne allerede i fuld gang på Christiansborg.

Indtil flere partier har allerede indtaget deres startpositioner med egne krav og ønsker til forhandlingerne, og knasterne begynder at tage form.

Hvad er det vigtigste at notere sig allerede, inden forhandlingerne sættes i gang, og hvad tegner sig nu til at blive udfordringen?

Altingets politiske kommentator, Erik Holstein, varmer op til et af efterårets helt store politiske slagsmål.

Hvad er det vigtigste, man skal vide om partiernes positioner, inden forhandlingerne går i gang? 
”Partierne har placeret sig sådan, at et forlig mellem regeringen, SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti ligner den eneste realistiske mulighed.”

”På den blå side har Venstre spillet sig helt af banen med en serie benhårde angreb på selve idéen om at gøre tidligere pension til nedslidte til en ret. Venstre kalder det en ny efterlønsordning og har placeret sig på en måde, så de ikke kan komme med i realitetsforhandlinger. Det er næppe klogt på et område, hvor langt størstedelen af vælgerne bakker op om regeringen.”

”Konservative har anlagt en mere konstruktiv retorik og luftet, at partiet måske kan gå med, hvis der kommer tilstrækkelig store skattelettelser den anden vej. Men i realiteten er der meget lille chance for, at K går ned. Nye Borgerlige har også meldt sig på banen, men deres mandater er for få til at spille en rolle.

”Radikale er ikke 100 procent afvisende, og døren er ikke hamret totalt i. Der er lille chance for, at Radikale kan lokkes med, men forslaget om tidligere tilbagetrækning ligger langt fra radikal politik, så heller ikke den mulighed virker vildt realistisk.”

”Så er der DF tilbage, hvis et forlig skal på plads. Her har Thulesen krævet "et kryds" med udlændingestramninger som en del af finansieringen af forslaget, og det kan ikke stå i en aftale, som Enhedslisten skriver under på. Men måske kan der kan laves to separate aftaler, ligesom Løkke gjorde med efterlønnen i 2011. Et forlig om udlændingestramninger, som laves med DF (og resten af de borgerlige) og så en aftale, der kun handler om tidligere pension til Arne."

Hvad tegner til at blive den største udfordring? 
”Regeringens problemer starter først, den dag det konkrete forslag bliver lagt frem. Dér bliver den sårbar. For selvom der er massiv opbakning til selve princippet om tidligere pension til nedslidte, vil modellen langt fra omfatte alle nedslidte. Så der vil med det samme opstå en diskussion om, hvorfor Arne får ret til tidligere pension, når Bjarne ikke får det, selvom Bjarne har lige så gode argumenter for at trække sig tidligere tilbage. Den afgrænsning bliver vildt svær at lave.”

Hvad kan blive forhandlingernes joker? 
”Reelt hænger aftalen på DF. Og for første gang nogensinde er magtforholdene mere flydende i partiet, og Thulesen har sværere ved at sætte sig lige så klart igennem. Det kan komplicere forhandlingerne. Det så man tidligere på året, da Blackstone-aftalen var lige ved at falde på gulvet, fordi DF's boligordfører ikke havde forstået, at ledelsen ønskede et forlig - og ledelsen var ukarakteristisk sen til at sætte hende på plads. Hvis for eksempel Messerschmidt pludselig kommer med nogle ukoordinerede angreb på forslaget om tidligere tilbagetrækning, kan det lige pludselig blive meget kringlet. Men det er også farligt for DF, hvis det her falder på gulvet, for deres vælgere er så udpræget tilhængere af idéen.”

Enhedslisten har ligesom Dansk Folkeparti forud for regeringens egen præsentation af udspillet allerede spillet ud med et modkrav. Partiet ser gerne, at den generelle pensionsalder fastfrosset ved 68 år. Er Enhedslistens modkrav realistisk?
”Skippers modkrav er blevet overfortolket. Hun har nu selv præciseret, at kravene ikke er ultimative, og i Enhedslisten ved man udmærket godt, at chancen for at få stoppet stigningen i pensionsalderen ved den lejlighed ikke er stor. Det er en politisk markering, ikke andet. Enhedslisten kan slet ikke holde til at lade et forslag, de selv støtter, falde, fordi de ikke får andre forbedringer oven i hatten.”

SF har også blandt sig med et modkrav om, at aftalen om tidligere tilbagetrækning skal have en supplerende ordning, der kan hjælpe endnu flere, end der formentlig bliver lagt op i regeringens udspil. Er det krav realistisk? 
”SF's krav om at udvide ordningen til flere grupper, der er nedslidte - selvom de ikke har været så længe på arbejdsmarkedet - sætter fingeren på det ømme punkt i regeringens udspil. Nemlig afgræsningen af, hvem der skal have retten til tidligere pension. Men der er altså grænser for, hvor langt socialdemokraterne kan gå her. S vil nødig ud i en situation, hvor der igen kommer flere og flere på en slags førtidspension lang tid før pensionsalderen.”

”Man skal lige mærke sig, at SF's krav heller ikke er ultimative. SF er i endnu højere grad end Enhedslisten tvunget til at stemme for den mindste forbedring til Arne.”

Hvad siger det om forhandlingerne, at partierne deler en del modkrav allerede nu, før de kender udspillet?
”Det understreger, at det her bliver efterårets helt store politiske slagmark. Partierne vil sikre sig hver deres profil på området, og det er sådan set klogt nok. Men hvis man er er helt grundlæggende imod forslaget, havde det været taktisk smart at vente med at angribe det til det mest sårbare tidspunkt: nemlig når det konkrete forslag bliver lagt frem.”

Forrige artikel Ny underdirektør i ATP får ansvar for seniorpension Ny underdirektør i ATP får ansvar for seniorpension Næste artikel Tre eller fem ugers feriepenge? Se debat fra salen her Tre eller fem ugers feriepenge? Se debat fra salen her