Holstein om pensionsaftale: Fint resultat for blå blok, men S har stadig fordelen

ANALYSE: Ny aftale om tidlig tilbagetrækning kan stille blå blok stærkere i valgkampen, men Socialdemokratiet har stadig større troværdighed på området. Det siger Altingets politiske kommentator, Erik Holstein.

Foto: Liselotte Sabroe/ Ritzau Scanpix
Emma Qvirin Holst

Med blot 46 dage til folketingsvalget senest skal afholdes, er det lykkedes for regeringen at indgå en pensionsaftale med både Dansk Folkeparti og Radikale, der giver flere nedslidte danskere mulighed for en tidligere tilbagetrækning.

Og dermed har statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og resten af den blå blok sikret sig et godt kort til den kommende valgkamp, hvor de står over for S-formand Mette Frederiksen, som går til valg på at indføre en differentieret pensionsalder.

Det siger Altingets politiske kommentator, Erik Holstein:

”Løkke gjorde det eneste rigtige: Tog handsken op fra Mette Frederiksens pensionsudspil og fik landet en aftale i sidste sekund inden valget. Det er godt håndværk, der stiller blå blok stærkere end ellers. Og frem for alt er det en klar forbedring for en stor gruppe nedslidte.”

Men statsministeren bør ikke glæde sig alt for meget over aftalen, for den ændrer stadig ikke på Socialdemokratiets fordel i hele spørgsmålet om pension:

”Aftalen ændrer ikke ved, at socialdemokraterne stadig har the upper hand i det her spil. Det var det socialdemokratiske udspil efter nytår, der bragte spørgsmålet om pension til nedslidte ind på den politiske dagsorden igen,” siger Erik Holstein og tilføjer:

”Thulesen kom halsende bagefter, og først derefter kom Løkke på banen. Så S kan med fuld ret sige, at det er deres udspil, der har tvunget blå blok til en aftale. Mette Frederiksen har stadig større troværdighed end Løkke på det her område.”

Med en konkret aftale i hånden får blå blok dog mulighed for at udfordre Socialdemokratiets førerposition på området i løbet af valgkampen:

”Blå blok har til gengæld den fordel, at de nu har en konkret aftale i forhold til Mette Frederiksens fluffy udspil. Løkke og Thulesen kan sige, at de rent faktisk har en fugl på hånden i stedet for socialdemokraternes fugle på taget. Det argument vil blive gentaget igen og igen i valgkampen,” siger Erik Holstein.

Aftalen sætter Thulesen i en ubekvem situation
Det brede flertal bag aftalen betyder også, at der er udsigt til, at aftalen bliver til virkelighed på den anden side af et folketingsvalg, selvom det er Mette Frederiksen, der sidder for bordenden i Statsministeriet til den tid.

Det er ikke første gang, at en Venstre-ledet regering i samarbejde med Dansk Folkeparti og Radikale bliver enige om ændringer på pensionsområdet, som en socialdemokratisk statsminister sidenhen bliver nødt til at gennemføre.

I 2011 blev VK-regeringen, Dansk Folkeparti, Radikale og Liberal Alliance enige om at både hæve efterløns- og folkepensionsalderen, hvilket Thorning-regeringen blev tvunget til at gøre til virkelighed efter valget.

Men ifølge Erik Holstein kan situationen dengang ikke sammenlignes med i dag.

”For der er stor forskel på, om man bliver forhindret i at gennemføre forbedringer - eller tvunget til at indføre forringelser, man selv er imod,” siger Erik Holstein.

Han henviser til, at Mette Frederiksens udfordring med aftalen ikke bliver, at hun er imod den, men at den forhindrer hendes plan om at lave en aftale om differentieret pensionsalder.

”Rent formelt hindrer aftalen Mette Frederiksen i at bygge ovenpå med sin plan om differentieret pensionsalder efter valget. Det skal i givet fald ske med hjælp fra DF, og her er Thulesen meget stålsat på, at det vil være forligsbrud at indføre Mette Frederiksens plan, medmindre hun opsiger velfærdsforliget fra 2006 inden valget. Og det vil hun ikke,” siger Erik Holstein.

Den udfordring ender snarere med at blive DF-formandens hovedpine end at spænde ben for Mette Frederiksens valgkamp, vurderer Erik Holstein:

”Den er en ubekvem position for Thulesen. For nu skal han i hele valgkampen forsvare, at han ikke kan være med til yderligere forbedringer med henvisning til nogle spidsfindige forligsregler. Man kan sige, det er en meget lidt populistisk position, men det er ikke en position, der får vælgere tilbage fra socialdemokraterne.”

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Erik Holstein

Politisk kommentator, journalist, Altinget
journalist (DJH 1990)

0:000:00