Hvem truer egentlig den danske model?

Af Leif Lahn Jensen (S)
Arbejdsmarkedsordfører

Man kan ikke åbne en avis eller tænde for fjernsynet for tiden uden at høre anklager om, at den danske model er under angreb, og slagpladsen er folkeskolen. Politiske kommentatorer taler i et væk om planlagte forløb og konspirationer, når truslen skal udpeges.

Men kritikerne kigger i den forkerte retning, mens ræven løber med hønsene. For vel er den danske model under pres, men blot fra en helt anden kant.

Hvis flere og flere vælger de gule fagforeninger, kan det på sigt være den største trussel imod, at lærere, sygeplejersker og politibetjente ikke får indflydelse på deres løn - og arbejdsforhold.

De gule fagforeninger dukker op, når der skal tjenes penge og hverves medlemmer, og ellers forsøger de blot at holde sig under radaren.

Leif Lahn Jensen (S)
Arbejdsmarkedsordfører

En del af systemet
Med den mediedækning, konflikten imellem Dansk Lærerforening og KL har fået, skulle man næsten tro, at der var tale om et enestående tilfælde i dansk arbejdsmarkedshistorie.

Vel er det en speciel situation for skolelærerne og en besværlig situation for mange familier, men det er og bliver samtidig en klassisk arbejdsmarkedskonflikt mellem arbejdstagere og arbejdsgivere.

Hertil hører lockouter og strejker, som bruges til at løse konflikter på det danske arbejdsmarked.

Det er en del af det system, hvormed vi i Danmark fastsætter løn- og arbejdsforhold - ikke på trods af, men inden for rammerne af den danske model. Sådan er det nu en gang, og sådan skal det gerne blive ved med at være.

Modellen bygger imidlertid på, at lønmodtagerne organiserer sig fagligt, så arbejdstagerorganisationerne forhandler med den nødvendige repræsentativitet. Men omkring 2.000 lærere, som ikke er tjenestemandsansatte, går alligevel på arbejde, fordi de ikke er medlemmer af et overenskomstbærende fagforbund.

De har i stedet valgt ikke at være organiserede eller at være medlem af en gul fagforening.

Usolidarisk uorganisering
Det betyder, at mens deres kollegaer udkæmper en faglig kamp, så fortsætter de uorganiserede lærere deres hverdag med løn og arbejdstid. Dermed medvirker de reelt til at undergrave deres kolleger, fordi det alt andet lige stiller arbejdsgiverne bedre, når nogle ansatte fortsætter med at arbejde.

De faglige organisationer er nødt til at være repræsentative, ellers skaber det en uligevægtig konflikt imellem arbejdstager og arbejdsgiver.

Hvis alt for mange mennesker vælger den asociale, billigere løsning og enten slet ikke organiserer sig - eller organiserer sig i de konfliktsky, gule fagforeninger - så mister vi fundamentet i den danske model - den ligeværdige forhandling. Det er ikke en problemstilling, der gælder særligt for lærerne, men generelt på det danske arbejdsmarked.

Det er ikke en ny situation - de gule fagforeninger har en lang tradition med at tilbyde arbejdskraft til virksomheder, der er ramt af konfliktstrejker eller lockout.

De har principielt truffet et valg for 100 år siden om ikke at anvende strejke og konflikt over for en virksomhed for at opnå overenskomst, ja formanden for Kristelig Fagbevægelse anser ligeud strejke for at være 'uciviliseret'.

De gule mangler
Gule fagforeninger har ingen tillidsmandsnetværk, og skal dermed ikke bruge ressourcer på at etablere og vedligeholde et overenskomst- og tillidsmandssystem.

De er organisationer for lønmodtagere, der går på arbejde, mens kollegerne strejker, som ikke vil betale til eller være en del af det faglige fællesskab, men alligevel nyder godt at de overenskomster, de rigtige fagforeninger forhandler og konflikter sig til.

Fra flere sider lyder det, at man bør have medlidenhed med de uorganiserede folkeskolelærere. Det kan jo ske, at deres kollegaer kigger skævt til dem, når konflikten er overstået. Krifa har sågar givet mulighed for, at deres medlemmer efter aftale med deres arbejdsgiver kan få fri og blive kompenseret af Krifa.

Dermed skabes illusionen af, at de har været solidariske med deres kolleger. Det har de ikke.

De gule fagforeninger dukker op, når der skal tjenes penge og hverves medlemmer, og ellers forsøger de blot at holde sig under radaren. Konflikten understreger derfor dét, vi allerede godt ved: de gule fagforbund undergraver frem for at understøtte den danske model.

Den reelle trussel
Jeg vil gerne understrege, at det er folks eget valg, om de ønsker at være med i en fagforening eller ej.

Men det er ikke et valg, som kun kommer den enkelte ved, for det har konsekvenser for alle på arbejdspladsen.

Og fremtidsudsigterne for den danske forhandlingsmodel på arbejdsmarkedet forringes betragteligt, når de faglige arbejdstagerforbund undergraves.

Dét er den reelle trussel mod den danske model.