Debat

Iværksætter: Coronatiltag forhindrer techfirmaer i at finde nye folk

DEBAT: Ny lovgivning skal under coronakrisen sikre, at borgere kan modtage dagpenge. Firmaer risikerer slet ikke at kunne tilknytte de ledige mennesker, skriver iværksætter Jonathan Løw.

Vi skal med det samme få genoptaget muligheden for at tilknytte folk i virksomhedspraktik, skriver iværksætter Jonathan Løw.
Vi skal med det samme få genoptaget muligheden for at tilknytte folk i virksomhedspraktik, skriver iværksætter Jonathan Løw.Foto: Pressefoto/www.listenlouder.dk
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jonathan Løw
Iværksætter og direktør for Jumpstory

Regeringens forskellige tiltag for at hjælpe dansk erhvervsliv vidner om en hidtil uset handlekraft i det politiske system, hvilket man som virksomhedsejer og iværksætter kun kan sætte pris på.

På paletten er flere tiltag, der givetvis vil hjælpe de mest udsatte brancher, men der er også ny lovgivning, som direkte modarbejder vilkårene for en teknologisk vækstvirksomhed som vores.

Jeg er stifter af en it- og marketingsvirksomhed med kunder i 90 lande. Vi mærker på de vesteuropæiske markeder stagnation som alle andre, men der er også områder som eksempelvis Afrika eller Sydamerika, hvor en digital forretning som vores ikke på samme måde er ramt.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Det betyder forhåbentlig, at vi derfor kan geare op salgs- og udviklingsmæssigt på disse områder og finde kvalificeret arbejdskraft, som enten via erhvervspraktik eller normal ansættelse kan understøtte potentialet for vækst disse steder.

Denne vækst er nødvendig for at lykkes på den lidt længere bane. Vores eneste mulighed for at finansiere dem af vores medarbejdere, der arbejder med stagnerede markeder, er at kunne tiltrække nye kompetencer, som kan hjælpe i de ikke så hårdtramte områder af verden.

Det er fuldt forståeligt, at det fysiske Danmark lukker ned, men det er uacceptabelt, at opfordringen i samme stund lyder, at der lukkes ned for digital sagsbehandling, erhvervspraktikordninger og aktiv jobsøgning.

Jonathan Løw
Iværksætter og direktør for Jumpstory

Ny lovgivning er problematisk
Imidlertid betyder noget af den nye lovgivning, som skal sikre dagpengemodtagerne deres ydelser, at vi som vækstvirksomhed risikerer slet ikke at kunne tilknytte disse ledige mennesker, som der utvivlsomt vil blive langt flere af i kommende tid.

Den nye lovgivning betyder, at der er lavet et totalt stop for erhvervspraktikker. Det er dybt problematisk for både ledige og vækstvirksomheder som vores, eftersom erhvervspraktikken kan være en væsentlig vej ud af ledighed og samtidig en sikring af et godt match i en tid, hvor hele screeningsprocessen alt andet lige er gjort markant vanskeligere.

Som det er på nuværende tidspunkt, kan vi ikke indkalde mulige kandidater til et fysisk møde, og det øger selvsagt risikoen for, at vi "rammer forkert". Derfor er en ordning som erhvervspraktikken kærkommen.

Samtidig med dette har alle på dagpenge modtaget det budskab, at de ikke behøver at søge jobs i de kommende uger grundet situationens alvor. Alvoren kan vi godt blive enige om, og vi har da også sendt vores 20 folk hjem for at arbejde, så vi forstår i den grad budskabet og bakker op.

Imidlertid kan det ikke være rigtigt, at man ud over at lukke ned for erhvervspraktikkerne samtidig opfordrer folk til ikke at søge aktivt som vanligt, når de er på dagpenge, da det også kraftigt vil reducere kandidatfeltet til de livsnødvendige positioner, man skal besætte som vækstvirksomhed.

Nedlukning af digital behandling er uacceptabel
Selvom det offentlige Danmark er sendt hjem, så kan det ikke passe, at vi i en digital tidsalder ikke kan gennemføre eksempelvis praktikgodkendelser eller dagpengehåndteringssager digitalt.

Danmark er et gennemdigitaliseret land, og vi har brug for, at det bliver udnyttet nu til at sikre, at ikke også teknologi- og it-virksomheder bliver urimeligt hårdt ramt i denne tid.

Det er fuldt forståeligt, at det fysiske Danmark lukker ned, men det er uacceptabelt, at opfordringen i samme stund lyder, at der lukkes ned for digital sagsbehandling, erhvervspraktikordninger og aktiv jobsøgning.

Hvor brancher som hotel, turisme eller service styrtbløder, er der den forskel, at hvor styrtblødningen i disse industrier kun kan lukkes igennem økonomiske hjælpepakker, kan det for de digitale virksomheder gøres ved, at man bruger digitaliseringen til ikke at lukke ned for ansøgere og digital sagsbehandling.

Læs også

Genoptag muligheden for virksomhedspraktik
Vi er som virksomhed villige til at løbe den ekstra risiko, det indebærer dels at tilknytte folk i en krisetid og dels at ansætte dem uden at kunne mødes eller arbejde ansigt til ansigt, men så må vi også kunne forvente og forlange, at ny lovgivning ikke besværliggør dette yderligere.

Derfor skal lyde en klar opfordring til, at vi med det samme får genoptaget muligheden for at tilknytte folk i virksomhedspraktik, samt at budskabet til folk på dagpenge og andre lyder, at de skal fortsætte en yderst aktiv jobsøgning til de firmaer, som har brug for deres kompetencer.

Sker dette ikke, risikerer vi, at coronakrisen også ender med at koste rigtig dyrt for alle danske it- og teknologivirksomheder.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jonathan Løw

Iværksætter, foredragsholder, stifter, Listen Louder
bachelor i dansk og kommunikation (Aarhus Uni 2001)

0:000:00