Journalist: Solidaritet blandt fagbevægelserne kan sikre lavtlønnede bedre løn

Selv om det private arbejdsmarked først skal forhandle en kriseoverenskomst på plads i foråret 2023, bliver det uvilkårligt de offentlige ansattes løn, der kommer til at fylde mest i lyset af, at statsministeren med flere mere eller mindre har lovet, at politikerne på den ene eller anden måde vil forholde sig til lønnen i de livsvigtige velfærdsfag.

Der skabes dermed en forventning blandt mange af de 857.000 offentlige ansatte om et betragteligt lønløft, uanset hvad Lønstrukturkommissionen kommer med af forslag i løbet af efteråret og uagtet udviklingen på det private arbejdsmarked.  

Hermed ikke være sagt, at de private overenskomstforhandlinger i 2023 skal betragtes som en walk-over – tværtimod -, hvilket Svend Bie glimrende beskriver på Altinget.

Procentuel lønstigning medvirker til lønforskel
I den forbindelse er det værd at hæfte sig ved reguleringsordningen, der sikrer en parallel lønudvikling mellem det private og det offentlige arbejdsmarked. Derfor er spørgsmålet, om den kommende overenskomst på det private arbejdsmarked tilfredsstiller særligt de lavest lønnede offentlige ansattes forventninger til mere løn, når nu politikerne mere eller mindre står klar i kulissen uanset Lønstrukturkommissionens forslag.

I andet kvartal i 2021 var der 208.000 (185.000) medarbejdere i staten (i parentes antal omregnet til fuldtidsstillinger), 149.000 (133.000) i regionerne, og 500.000 (428.000) i kommunerne ifølge Danmarks Statistik.

De har lavet opgørelsen som en del af et svar til Finansudvalget, hvor Alex Vanopslagh (LA) ønskede en redegørelse for væksten i antallet af offentlige ansatte siden februar 2020 fordelt på overenskomstområder i stat, regioner og kommuner.

Det kræver, at de højest lønnede accepterer en anden lønudvikling

Stig Jonstrup Pedersen
Fhv. arbejdsmarkedsjournalist, Ritzaus Bureau og pressekoordinator i Dansk Arbejdsgiverforening

Ifølge samme svar, er de tilsammen 746.000 fuldtidsansatte fordelt på flere end 230 overenskomster, hvoraf nogle dog overlapper hinanden på tværs af arbejdsgiverne: staten, regionerne og kommunerne.

Der er altså mange (sær)interesser på spil, men særligt lønnen er i fokus, hvilket er ganske naturligt, da man som lønmodtager – privat eller offentligt – lever af at sælge sin arbejdskraft. Når der forhandles overenskomster, aftales der i langt de fleste tilfælde en procentuel ramme, som de forskellige overenskomster siden retter sig ind efter.

Ifølge tal fra Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, Danske Regioner og Kommunernes Landsforening udgør den samlede lønsum på det offentligt arbejdsmarked cirka 360 milliarder kroner årligt. Et pænt beløb, hvor selv en promille gør en forskel, om end en promille ikke har den store effekt på den enkelte medarbejders lønseddel.

Det kan virke retfærdigt og dermed forståeligt, at alle får den samme procentuelle lønstigning, men det er samtidig medvirkende til at udbygge den nuværende lønforskel.

Og det tager ikke brodden af diskussionen om en retfærdig løn – eksempelvis blandt sygeplejerskerne og SOSU’erne, der måler sig såvel mod hinanden som med andre faggrupper, der også synes, at deres arbejde er betydeligt mere værd, end de honoreres for. 

Solidaritet på lønmodtagersiden
Da de mange forskellige faggrupper – og trods utallige forhandlingsfællesskaber – næppe bliver enige om en brugbar procentuel skævdeling, kunne en mulighed være, at omregne den samlede procentuelle stigning af lønsummen på 360 milliarder kroner til et samlet kronebeløb og dele det ligeligt mellem alle offentlige ansatte. Selvfølge tilpasset deres aktuelle arbejdstid.

Det vil betyde, at overlægen, kommunaldirektøren og departementschefen fik samme lønstigning som sygeplejersken og SOSU’en i kroner og øre, hvilket vil løfte lønnen blandt til de lavest lønnede grupper af offentlige ansatte mere end blandt de højestlønnede.

Dette fordrer selvfølgelig solidaritet på lønmodtagersiden. Særligt kræver det, at de højest lønnede accepterer en anden lønudvikling på grund af denne metode.

Men det vil løfte lønnen for de lavest lønnede offentlige lønmodtagere, der får en indikation af, hvad de kan forvente af deres overenskomstforhandlinger i 2024 på grund af reguleringsordningen, når det private arbejdsmarked er blevet enige i 2023.