Debat

KL og Forhandlingsfællesskabet: Mere fuldtid er en vej til mere velfærd

DEBAT: Vi står over for en enorm rekrutteringsudfordring i velfærden. En løsning er at aktivere den arbejdskraftreserve, der ligger i de mange tusinde kommunalt ansatte, der i dag arbejder på nedsat tid, skriver Michael Ziegler og Mona Striib.

Flere kommuner har allerede vanskeligheder med at rekruttere velfærdspersonale, skriver Michael Ziegler og Mona Striib.
Flere kommuner har allerede vanskeligheder med at rekruttere velfærdspersonale, skriver Michael Ziegler og Mona Striib.Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix
Mona Striib
Michael Ziegler
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I løbet af de kommende ti år får vi over 60.000 flere børn i 0-6 års-alderen og 161.000 ældre borgere over 80 år. Hvis de skal have den omsorg, trivsel og pleje, som de har behov for, er det bydende nødvendigt at øge antallet af velfærdsmedarbejdere i den offentlig sektor.

Allerede nu har flere kommuner vanskeligheder med at rekruttere for eksempel social- og sundhedshjælpere og -assistenter, pædagoger, skolelærere og rengøringsassistenter – for bare at nævne nogle. Der findes ingen hurtige løsninger. Der skal drejes på alle håndtag for at nå i mål: Fastholdelse og omskoling. Og – så skal vi, som vi for alvor tager fat på nu, gøre en særlig indsats for at få flere til at arbejde fuldtid.

Der ligger nemlig en stor uudnyttet arbejdskraftreserve i de mange tusinde kommunalt ansatte, der i dag arbejder på nedsat tid. Det gælder for eksempel over halvdelen af alle landets pædagoger og sygeplejersker. Og for social- og sundhedspersonalet og rengøringsassistenter er det mere end 8 ud af 10, viser tal fra KRL.

Flere kvinder er på deltid
I gennemsnit er 40 procent af alle kommunale medarbejdere i dag på deltid. Tallet har en ligestillingsmæssig slagside. For i dag arbejder dobbelt så mange kvinder som mænd på deltid. Det betyder, at kvinderne har en lavere livsindkomst end mange af deres mandlige kolleger. Det følger med ind i alderdommen, hvor kvinderne også har en lavere pensionsopsparing.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Mange arbejder deltid, fordi det passer til deres livssituation nu og her. Andre, fordi det er sådan, de altid har gjort. Andre igen vil gerne arbejde mere, men er aldrig blevet spurgt, om de vil op i tid. Derfor er ledernes rolle også helt central.

Hvis sygeplejersken, pædagogen, social- og sundhedshjælperen og rengøringsassistenten også i fremtiden skal have kollegaer nok til at sikre velfærden for vores børn, ældre, syge og udsatte borgere, skal vi udvikle og tilpasse de kommunale arbejdspladser, så fuldtid bliver både attraktivt og normalt for den enkelte medarbejder og muligt i forhold til driften.

Hvis vi kan arbejde fuldtid, når vi er unge, når vi er friske, og når børnene er blevet større – så kan vi gå ned i tid i andre af livets faser. 

Michael Ziegler og Mona Striib
Hhv. formand for KL’s Løn- og personaleudvalg og formand for Forhandlingsfællesskabet

Det er en udvikling, der vil kræve ændring af praksis og kultur hos både medarbejdere og ledere. Det skal ske gennem styrkede dialoger og indsatser lokalt, ligesom der skal være en dialog om de fysiske og psykiske arbejdsvilkår, der skal understøtte flere arbejdstimer.

En time mere gør en stor forskel
Betyder det, at alle skal arbejde fuldtid? Det korte svar er nej. Flere skal arbejde flere timer – når tiden og overskuddet er til det. Hvis vi kan arbejde fuldtid, når vi er unge, når vi er friske, og når børnene er blevet større – så kan vi gå ned i tid i andre af livets faser. Mere tid er lig med mere velfærd. Og hver en time tæller.

Hvis alle de deltidsansatte pædagoger gik på fuldtid, ville det skabe, hvad der svarer til knap 4.000 fuldtidsstillinger. Samtidig viser en undersøgelse fra Momentum, at hvis alle kommunale sygeplejersker, social- og sundhedshjælpere- og assistenter arbejdede blot én time mere om ugen, ville det svare til 1.700 ekstra årsværk. Flere, som arbejder flere timer eller på fuldtid, er derfor en helt central brik til at sikre fremtidens velfærd.

Flere fuldtidsansatte vil desuden skabe større sammenhæng for os som borgere. Vi vil opleve færre personskift i ældreplejen, på bosteder og i daginstitutionen. Det skaber tryghed i hverdagen og større kvalitet.

Alle skal med
Gode argumenter for flere på fuldtid er der altså nok af. Og det er både på den korte og lange bane i medarbejdernes, arbejdsgivernes og samfundets interesse, at vi får skabt en fuldtidskultur på de kommunale arbejdspladser.

Vi deler et samfundsansvar, og i den kommende tid vil vi i samarbejde med en række kommuner, arbejdspladser og lokale fagforeninger eller kredse arbejde intenst på at finde de løsninger, der kan få flere på fuldtid eller op i tid. KL og de faglige organisationer i Forhandlingsfællesskabet har netop sat navne på 26 såkaldte nøglekommuner, der vil gå forrest i arbejdet med at finde løsninger på, hvordan vi får flere kommunale medarbejdere op i tid eller på fuldtid.

Vi kan kun finde de gode løsninger, hvis vi gør det i fællesskab, og når vi tager dialogen på de enkelte arbejdspladser. For det er medarbejderne og lederne, som kender de reelle barrierer og i fællesskab kan skabe muligheder for fuldtid eller flere arbejdstimer.

Derfor skal der også lyde en stor tak til de 26 kommuner, der har meldt sig. Og det stopper ikke der. Vi skal have alle kommuner med. Det er ikke gjort med et fingerknips, men tiden til at handle er nu.  

Læs mere om indsatsen på www.fuldtid.dk, hvor erfaringer og resultater løbende vil blive delt.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Michael Ziegler

Borgmester (K), Høje Taastrup Kommune, næstformand, Konservative, formand, KL’s Løn- og Personaleudvalg
cand.polyt. (DTH 1992)

Mona Striib

Forbundsformand, FOA, formand, Forhandlingsfællesskabet
ufaglært

0:000:00