Klar til aktiveringsreform?

Af Thomas Bredgaard
Lektor og arbejdsmarkedsforsker ved AAU 

Det nye år på beskæftigelsesområdet står i reformernes tegn. En af de store reformer, som slet ikke har fået samme opmærksomhed som de kommende trepartsforhandlinger om øget arbejdsudbud, er reformen af aktiveringsindsatsen.

Der har de senere år været en massiv offentlig kritik af aktiveringsindsatsen for at være et meningsløst ressourcespild. Beskæftigelsesministeren rider med på denne medietsunami og har erklæret sig parat til at erstatte aktivering med uddannelse.

Det er dog afgørende for en vellykket reform, at den bygger på dokumenteret viden om hvilke elementer i aktiveringsindsatsen, der virker eller ikke virker for hvem og hvorfor. Denne viden er desværre ret sparsom i øjeblikket.

Tårnhøje ambitioner
Aktiveringsreformen blev i regeringsgrundlaget fra oktober 2011 præsenteret sammen med en stor buket af andre uspecificerede reformforslag, herunder reformer af kontanthjælp (bl.a. afskaffelse af "fattigdomsydelserne"), reformer af fleksjob, førtidspension, SU (hurtigere studiestart og tidligere færdiggørelse), mindre sygefravær, integration og international rekruttering.

Målet er, at disse reformer til sammen skal øge arbejdsudbuddet med 28.000 personer frem mod 2020 og forbedre de offentlige finanser med omkring 7 mia. kr. Regeringen erkender åbent, at dette er et ambitiøst mål, som vil kræve en meget målrettet reformindsats.

På nuværende tidspunkt ved vi ikke meget om indholdet i regeringens bebudede reform af aktiveringsindsatsen. Den vil dog formentlig bygge på nogle af de principper for en ny aktiv arbejdsmarkedspolitik, som også fremgår af regeringsgrundlaget. Her hedder det blandt andet, at regeringen vil:

1. Fremrykke aktiveringen af dagpengemodtagere og arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere samt sikre bedre hjælp til at løse de ikke-arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtageres forskelligartede problemer.
2. Sikre at større organisatoriske ændringer på beskæftigelsesområdet forberedes grundigt og annonceres i god tid.
3. Omlægge refusionen så der lægges mere vægt på resultater frem for efterlevelse af proceskrav.
4. Skabe flere frihedsgrader i beskæftigelsesindsatsen, så den bliver mere jobnær og tager udgangspunkt i den enkelte lediges behov.
5. Arbejde for, at dobbeltarbejde mellem a-kasserne og jobcentrene undgås.

Alt sammen udmærkede principper, men ikke just forslag der umiddelbart øger arbejdsudbuddet eller forbedrer de offentlige finanser.

Fra aktivering til uddannelse
Om aktiveringsreformen udtalte Helle Thorning Schmidt ved Folketingets åbning i oktober sidste år: "Vi skal uddanne arbejdsløse til arbejde, ikke til at finde deres indre ugle".

Også den tidligere regering annoncerede, at den ville lukke "aktiveringsfabrikken", hvilket dog mest forblev et retorisk slag i luften. Den nye beskæftigelsesminister, Mette Frederiksen, har flere gange udtalt, at aktivering skal udskiftes med uddannelse. Aktivering og uddannelse er imidlertid ikke modsætninger.

Der er allerede adskillige muligheder i lovgivningen for at henvise ledige til ordinære og særligt tilrettelagte uddannelsesforløb (f.eks. 6 ugers selvvalgt uddannelse, jobrotation, voksenlærlinge, uddannelsesrevalidering, vejledning og opkvalificering).

Det forhold, som ministeren adresserer, er nok nærmere, at der siden regeringsskiftet i 2001 er sket et markant fald i brugen af ordinære uddannelsesforløb i beskæftigelsesindsatsen.

Uddannelsesaktivering øger kompetencerne
Der er potentielt flere fordele ved at benytte uddannelse og opkvalificering som aktiveringsinstrumenter:

De ledige opnår nye kompetencegivende kvalifikationer og øger dermed deres markedsværdi og produktivitet.

Uddannelse øger generelt sandsynligheden for et jobmatch af høj kvalitet og lang varighed. Under en lavkonjunktur som den nuværende kan det derfor give god mening at satse på at uddanne flere arbejdsløse.

Særligt når vi ved, at der på længere sigt kommer til at være et overskud af ufaglært arbejdskraft og underskud af arbejdskraft med faglærte og videregående kvalifikationer. 

Mangler viden om uddannelsesinstrumentet
Der er dog to principielle problemer, som rejser sig i forbindelse med større brug af uddannelsesaktivering som middel til at bekæmpe ledighed:

1. De fleste danske og internationale effektevalueringer viser ingen eller ligefrem negative effekter af uddannelsesaktivering på efterfølgende selvforsørgelse. Dette gælder selv, hvis beskæftigelseseffekten måles på flerårigt sigt.

2. Uddannelsesaktivering er generelt det dyreste instrument i den beskæftigelsespolitiske værktøjskasse. Der er risiko for, at udgifterne stiger yderligere, hvis en forudgående periode på offentlig forsørgelse bliver adgangskriteriet til en uddannelse på dagpenge eller kontanthjælp.

Der er derfor behov for en bedre viden omkring virkningerne af forskellige former for uddannelsesaktivering, altså for hvem, hvilke typer af uddannelse virker, under hvilke omstændigheder. Den viden er en forudsætning for en målrettet og effektiv brug af uddannelse i beskæftigelsesindsatsen.

Hvis der ikke på forhånd er evidens for virkningerne af bestemte uddannelses- eller aktiveringstilbud bør det vurderes, hvordan virkningerne kan evalueres løbende, så beskæftigelsesindsatsen gradvist opbygges omkring mere sikker viden om, hvad der virker for hvem, hvordan og hvorfor.