Debat

Krifa: Danmark har brug for et uddannelsesløft – ikke et loft

DEBAT: Vi skal som samfund tage den digitale udvikling alvorligt og investere i efteruddannelse, så vi ikke bliver skiftet ud med robotter uden at kunne mestre nye arbejdsopgaver, skriver Søren Fibiger Olesen.

Krifa mener, at lønmodtagere skal have ret til frihed med løn i to uger om året til at gennemføre en udviklingsplan.<br>
Krifa mener, at lønmodtagere skal have ret til frihed med løn i to uger om året til at gennemføre en udviklingsplan.
Foto: pressefoto
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Søren Fibiger Olesen
Formand i Krifa

Den teknologiske udvikling har skabt enorme ændringer på arbejdsmarkedet de seneste år.

Men det er kun lige begyndt.

Hvis den danske arbejdsstyrke ikke skal tabes på gulvet, har vi alle brug for at kunne opkvalificeres.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Efteruddannelse er vigtigere end aldrig før, hvis vi skal blive klar til fremtidens arbejdsmarked. Regeringen har da også søsat forskellige tiltag med fokus på det omskiftelige arbejdsmarked – blandt andet Disruptionrådet – men det er ikke nok. Der er brug for mindre snak og mere handling.

Ifølge en omfattende McKinsey-rapport fra sidste år vil 470.000 job blive erstattet inden 2030. Men det er i høj grad allerede begyndt. Det er ikke længe siden, vi kunne læse om Novo Nordisk, der måtte fyre flere hundrede ansatte, blandt andet fordi supercomputere og kunstig intelligens skal overtage opgaverne.

Vi foreslår, at danskerne skal kunne tage uddannelsesorlov på op til et halvt år med en SU svarende til 80 procent af dagpengesatsen.

Søren Fibiger Olesen
Formand i Krifa

Betyder det, at vi skal være bange? Ikke hvis vi handler nu. Men vi skal som samfund tage udviklingen alvorligt – og investere i arbejdsstyrken, så vi ikke bliver skiftet ud med robotter uden at kunne mestre nye arbejdsopgaver.

Vi skal løfte i flok
Der er brug for, at vi ikke længere ser uddannelse som noget, vi afslutter i slutningen af tyverne, men noget, der varer ved hele arbejdslivet.

I Krifa går vi gerne forrest, men vi er nødt til at løfte i flok, hvis vi skal have hele arbejdsstyrken med – også de flere hundredtusinder danskere, der arbejder uden overenskomst.

Vi har derfor længe arbejdet på et forslag til en lov, der har fokus på mestring gennem hele arbejdslivet.

Vi foreslår blandt andet, at alle lønmodtagere skal have ret til frihed med løn i to uger om året til at gennemføre en udviklingsplan. Og den skal spille en central rolle i medarbejderens arbejdsliv.

Undersøgelser fra vores Videncenter for God Arbejdslyst viser, at mennesker skal udvikle sig både fagligt, personligt og socialt for at mestre arbejdet gennem hele arbejdslivet – det skal en udviklingsplan selvfølgelig have for øje, så det ikke kun er fagligt indhold, men for eksempel også personlig gennemslagskraft og samarbejde på tværs.

Vi mener, at loven skal følge principperne i ferieloven, hvor man løbende sparer op og planlægger i samarbejde med sin leder.

Uddannelsesløft – ikke uddannelsesloft
Men der skal mere til. Vi foreslår også, at danskerne skal kunne tage uddannelsesorlov på op til et halvt år med en SU svarende til 80 procent af dagpengesatsen.

I dag er det kun afgrænsede grupper – for eksempel dagpengemodtagere – der har mulighed for efteruddannelse med økonomisk støtte.

Statens uddannelsesmidler burde bruges til investering i alle lønmodtagere. For alle skal have mulighed for at opkvalificere sig.

Christiansborg bør indse, at efteruddannelse er for vigtig en dagsorden til at lade være op til den enkelte arbejdsplads eller overenskomst. Det er på tide, at vi som samfund i fællesskab sikrer bedre muligheder for alle på fremtidens arbejdsmarked.

Vi kan ikke være andet bekendt – hverken menneskeligt eller økonomisk. Danmark har brug for et uddannelsesløft – ikke et uddannelsesloft.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Søren Fibiger Olesen

fhv. formand, Krifa, fhv. formand, The World Organization of Workers
fotohandler (1980)

0:000:00