Kronik

Kronik: Direktørlønninger kolliderer med demokratiet

KRONIK: Skal demokratiet sætte begrænsninger for direktørers millionlønninger? Det er et moralsk dilemma, og svaret afhænger af, hvad vi finder retfærdigt, skriver filosof og forfatter Kai Sørlander.

Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Kai Sørlander
Filosof og forfatter

Cepos-direktør Martin Ågerup blev onsdag 13. februar interviewet i P1’s morgenradio om høje direktørlønninger. Det blev blandt andet nævnt, at Carlsbergs direktør nu får over 50 millioner i vederlag årligt. Det er vel mere end 100 gange, hvad en almindelig arbejder i Carlsberg – eller i det danske samfund – tjener. 

Martin Ågerup blev også spurgt, om det var en retfærdig fordeling, eller om der fra politisk hold var grund til at gribe ind over for en sådan lønudvikling blandt topchefer. 

Han mente ikke, at staten bør gribe ind. Er der et problem, så skal det klares af markedet selv. Det er op til virksomhedsejerne – bestyrelsen og aktionærerne – at handle økonomisk rationelt og ikke betale direktøren mere, end han er værd. Hvis aktionærerne er utilfredse, kan de vælte bestyrelsen, eller de kan sælge deres aktier.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til os på [email protected]

Elementær ligeværdighed
Dette forudsætter, at man vælger at se en virksomheds opførsel på aktiemarkedet som den centrale indikator for virksomhedens værdi. Det forudsætter videre, at man vælger at se virksomhedens opførsel på aktiemarkedet som bestemt primært af direktørens beslutninger. 

Medarbejderne på gulvet optræder blot som umælende brikker i direktørens spil. Det kan udmærket være, at sådanne virksomheder igennem en kortere eller længere periode tjener penge til deres aktionærer, og at direktøren derfor efter denne målestok viser sig sin løn værd.

Her har vi altså at gøre med to forskellige værdisystemer: på den ene side det værdisystem, som er forudsat den demokratiske beslutningsproces, og på den anden side det værdisystem, som er forudsat den igangværende udvikling af direktørlønningerne i store virksomheder.

Kai Sørlander
Filosof og forfatter

Men spørgsmålet er så, om denne målestok er den rigtige, og om det billede, som man således har af en virksomheds opførsel på markedet og i samfundet, er fyldestgørende. I demokratiet har vi også en anden målestok. Her måles vi ikke primært efter vor ”markedsværdi”, men vi går ud fra, at vi som personer har en elementær ligeværdighed. 

Fundamentalt indebærer det, at vi ikke kan sælge os selv som slaver. Det betyder også, at vi har indrettet vort politiske system således, at vi som elementært ligeværdige kan deltage i den politiske beslutningsproces.

Stærke fagforeninger
Her har vi altså at gøre med to forskellige værdisystemer: på den ene side det værdisystem, som er forudsat den demokratiske beslutningsproces, og på den anden side det værdisystem, som er forudsat den igangværende udvikling af direktørlønningerne i store virksomheder. Disse to systemer kolliderer med hinanden på en række punkter.

For det første så er det fra det demokratiske synspunkt forkert at betragte medarbejderne som passive brikker i direktørens spil. Det skal sikres, at medarbejderne har anstændige arbejdsforhold, og at de frivilligt indgår i deres arbejdsforpligtelser. 

Dette kan blandt andet sikres gennem relativt stærke fagforeninger. Den nuværende udvikling af direktørlønningerne hænger sammen med den politiske svækkelse af fagforeningerne, som har fundet sted i kølvandet på forbuddet imod eksklusivaftaler. Hvorvidt og hvorledes man skal genoprette balancen, er et politisk spørgsmål.

Det demokratiske samfunds normer
For det andet bør man fra et demokratisk synspunkt også se på enhver virksomhed i en større social sammenhæng. Virksomheden kan kun fungere, hvis den kan få beskyttet sine patenter, hvis der er politi og retsvæsen til at sikre dens ejendomsret, hvis den kan få medarbejdere, som allerede har fået en basal uddannelse, og hvis der er en velfungerende infrastruktur, så den kan få sine varer bragt ud. 

Når det demokratiske samfund skal stille dette til rådighed for virksomhederne, så er det til gengæld kun rimeligt, at de skal betale med at overholde det demokratiske samfunds normer. Det kan også indebære, at virksomhederne ikke opererer med direktørlønninger, som er ude af trit med traditionelle normer for sådanne lønninger, og som derfor virker socialt opløsende.

Demokratisk problem
For det tredje kan den økonomiske ulighed blive et demokratisk problem, hvis den bliver så stor, at den smitter af på den politiske magt. 

Altså hvis den økonomiske magt kan bruges til at købe politisk indflydelse og derigennem til at undergrave den elementære politiske ligeværdighed, som er demokratiets fundament. Det ser vi, når det kræver så mange penge at føre politisk valgkamp, at kun de rigeste kan være med. Ligesom det er et demokratisk problem, hvis de herskende medier ejes af rigmænd med særlige interesser, og hvis der ikke er noget reelt alternativ for en bredere demokratisk debat, som også lader de økonomisk dårligt stillede komme til orde.

Der er altså både sociale og politiske grunde til, at demokratiet bør forholde sig specifikt til betydningen af de ekstremt høje direktørlønninger og generelt til den stigende økonomiske ulighed. For der er en grænse for, hvor stor uligheden kan blive, uden at det har skadelige konsekvenser for den sociale sammenhængskraft og for den demokratiske ligeværdighed.

Læs også

Findes intet svar
Men grænsen er ikke skarp; og det er et politisk spørgsmål, hvor og hvorledes den skal drages. Her må man tage stilling på basis af historiske erfaringer.

Hvilken ulighed har man tidligere levet med, og hvad betød det for demokratiets styrke? Hvad betyder det for USA’s demokrati, at uligheden – og forskellen mellem lønnen for en almindelig arbejder og lønnen for en chef i en af de store virksomheder – er steget dramatisk siden 1970’erne? Skal demokratiet sætte begrænsninger for løndannelsen, eller skal det nøjes med at føre en progressiv skattepolitik?

Det er politiske spørgsmål, som et demokrati er nødt til at tage stilling til, og som der ikke findes noget principielt rigtigt svar på.

Moralsk spørgsmål
Dybest set er der tale om et moralsk spørgsmål. Svaret afhænger af, hvad vi synes er retfærdigt. Vi er alle afhængige af hinanden og af andre. Men vi er også individuelle væsner, som har vort eget liv at leve. Der findes ikke noget system, som automatisk sikrer et retfærdigt forhold mellem, hvad den enkelte skylder sin afhængighed af andre, og hvad den enkelte skylder sig selv. 

Markedet og løndannelsen på markedet er ikke et sådant system, for det er for eksempel bestemt af en politisk holdning til, om man giver fagforeninger mulighed for at kæmpe for eksklusivaftaler – eller om man beskytter patenter. Så ingen demokratisk borger kommer udenom at skulle overveje, hvilken økonomisk ulighed han finder acceptabel. 

Hvis vi ser på historien, så har en ulighed i området én til tyve eller én til tredive været til at leve med; men når den kommer op til én til hundrede eller mere, så er der grund til at blive bekymret. Det er den moralske indignation – eller for topcheferne: den moralske selverkendelse – som skal sætte grænsen, og som skal fremtidssikre demokratiet.

Hvis vi ikke længere har den moralske indignation, som kan sætte en velovervejet grænse for uligheden, så har vi heller ikke den indignation, som vil kæmpe for den demokratiske frihed og for borgernes politiske ligeværdighed. Det er én og samme indignation.

Sociale omgivelser
Vil en sådan politik til begrænsning af den økonomiske ulighed svække tilskyndelsen til innovation? Det kan man frygte, hvis man tror, at denne tilskyndelse primært næres af muligheden for at tjene mange penge. Men hvad der er mange penge, er relativt.

Det afhænger af de sociale omgivelser, og hvilken agtelse – eller mangel på agtelse – der følger med penge. Men desuden og vigtigere kan det tilføjes, at den ægte innovation sjældent skabes af ønsket om at tjene mange penge.

Den skabes snarere af nysgerrighed og drømmen om at skabe noget, som giver agtelse i samfundet, og så er det, at man tjener mange penge, en sidegevinst. Set i det lys er det mindre væsentligt, om man tjener tyve eller hundrede gange en normalindtægt.

Højmoralske
Én ting er sikkert: Vi er ikke så højmoralske, at vi kan skabe et samfund helt uden ulighed. Omvendt er vi heller ikke så umoralske, at enhver ulighed må accepteres.

Vi kan udmærket erkende, at en vis ulighed er uomgængelig og samtidig forsøge at begrænse denne ulighed til et for demokratiet acceptabelt niveau.

At vi ikke er og aldrig bliver højmoralske, er ikke ensbetydende med, at vi ikke kan og bør bestræbe os på at hæve den samfundsmæssige moral til et niveau, hvor demokratiet er stabilt.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kai Sørlander

Filosof, forfatter, medstifter, Trykkefrihedsselskabet
filosof (Københavns Uni.)

0:000:00