LA-kandidat: Folkepension er ikke en menneskeret

DEBAT: Der er brug for, at politikerne tager de upopulære beslutninger og indfører flere private pensionsordninger, så den urentable folkepensionsordning ikke bryder sammen. Det vil give os en bedre alderdom, skriver Danny Malkowski.

Af Danny Malkowski
Folketingskandidat for Liberal Alliance

Danmark får flere ældre, og regnestykket går ikke op. Enhver kan se, at der er brug for flere reformer af pensionssystemet, når den gennemsnitlige levealder bliver ved med at stige, men der er ikke mange politikere, som tør sige det højt. Berøringsangsten skyldes en udbredt misforståelse blandt danskerne: Folkepensionen er ikke en menneskeret, den er et privilegie.

Det er en forkert opfattelse, at du har betalt til din egen alderdom gennem skat efter mange år på arbejdsmarkedet. I virkeligheden har du indbetalt til de samfundsprojekter, der har været i den samme periode: uddannelse, veje, sundhed, forsvar, sociale ydelser, herunder andres pension.

Pengene står altså ikke reserveret på en konto et sted, de er brugt, og din folkepension er afhængig af, at staten fortsætter den disponering af næste generations skatteindtægter.

Folkepensionen er altså ikke en opsparing, men en borgerløn. En borgerløn, der kun kan lade sig gøre, så længe der er penge nok til det.

Pensionssystemet er vores største udgift
Pension er uden sammenligning den største udgift i nationalregnskabet. Større end forsvar og uddannelsesvæsen tilsammen og drastisk stigende. Det skyldes, at da man i 1957 indførte folkepensionen, var tilbagetrækningsalderen 67 år, men den socialdemokratiske Nyrup-regering i 90'erne sænkede alderen til 65 år, og det korrigeres efter nuværende aftaler til 68 år i 2030.

Altså stiger tilbagetrækningsalderen samlet set kun med ét år i perioden fra 1957 til 2030. Samtidig bliver vi i dag otte år ældre end i 1957, og hvem ved, hvad den gennemsnitlige levealder er i 2030, når vi tager de medicinske fremskridt med i beregningen? Ti år ældre end i 1957? 14 år ældre? Dertil starter mange senere på arbejdsmarkedet på grund af længere uddannelse, og fødselsraten er stagneret.

Alt i alt vil langt flere gå på pension i meget længere tid, end systemet er sat op til, og der bliver for få til at betale for det.

Moralsk utilstrækkelig og urentabel pensionsordning
Folkepensionsordningen er ikke alene urentabel, men også dårlig for moralen, da den betragtes som en ret. For hvis nogen har en ret, pålægger det dem også et krav og i denne sammenhæng et krav på andres penge. Jeg er naturligvis enig i, at vi bør hjælpe andre – det er en del af den kristne moraletik, vores samfund bygger på – men der er forskel på hjælp og tvang i både tanke og resultat.

Ved at være afhængige af velfærdsstaten har danskerne udviklet en umyndiggørende krævermentalitet, der er skadende for den enkeltes selvopfattelse, fordi man i samme omgang overdrager ansvaret for at hjælpe andre til staten. Danskerne giver for eksempel mindre til velgørenhed, end man gør i mange andre lande, og det, at vi ikke selv er herre over, hvor meget og hvordan vi vil hjælpe andre – at vi ikke selv forholder os til problemer og finder løsninger – distancerer os fra hinanden og udhuler sammenhængskraften. For næstekærlighed kan ikke outsources.

Vi kan ikke fortsætte med en folkepensionsordning, der hverken er økonomisk bæredygtig eller moralsk tilstrækkelig. Og vi kan heller ikke med god samvittighed afskaffe folkepensionen for de mange mennesker, der har opbygget det samfund, vi i dag lever i. De har handlet ud fra den rimelige forventning, at næste generation i fællesskab vil hjælpe dem i deres alderdom.

Det kan vi nu, fordi vi står i den lykkelige situation, at vi har haft fred fra krig i 74 år, og dansk økonomi er bomstærk. Forhåbentligt forsætter det sådan, men vi må overveje, om risikoen for smallere tider tages alvorligt, når vi læser forårets reformudspil fra Socialdemokratiet.

Politikere må tage upopulære beslutninger
De ændringer af seniorførtidspensionsaftalen, som regeringen, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre for nyligt er blevet enige om, er et skridt i den rigtige retning ved at bevæge os væk fra en borgerløn, som udbetales til alle borgere, der har nået en vis alder, uanset hvor godt et helbred de måtte have, til at foretage individuelle helbredsmæssige vurderinger ud fra den enkeltes evne til rent faktisk at kunne arbejde.

For er man nedslidt, skal man naturligvis ikke arbejde. Men det skal bero på en individuel helbredsmæssig vurdering, da det vil være direkte uansvarligt at give udvalgte grupper ret til tidligere tilbagetrækning uden videre. Det er det, som Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, har foreslået, når hun vil give tidligere pension til 3-5.000 uspecificerede personer. Det er ikke bare at gå den forkerte vej, det er sølle valgkampsspin uden effekt eller hold i virkeligheden.

Politikere må stoppe med at betragte befolkningen udelukkende som vælgere og se dem som voksne mennesker, der godt kan tåle at høre den barske sandhed. Måske lider man i meningsmålingerne, men det er forskellen på en leder og en sykofant. Man vælges ikke til at føje folkets vilje, men til at handle ansvarligt i deres sted.

Poul Schlüter, der af mange huskes som den bedste statsminister i nyere tid, fik kastet rådne æg og ølflasker efter sig, allerede inden han lancerede kartoffelkuren. Han var upopulær dengang og en helt for fremtiden, fordi han tog ansvaret på sig og gjorde det nødvendige. Tænk, hvis Schlüter-regeringen havde givet efter for de usete mængder af vrede demonstranter på Christiansborgs Slotsplads og ladet betalingsbalancen sejle. Hvilken anderledes økonomisk virkelighed havde vi så haft i dag? Det er langt vigtigere, at en politiker er modig og gør det rigtige, end virker sød og gør det forkerte.  

Private pensionsopsparinger er løsningen
Så hvad er løsningen? Ærlig snak, upopulære reformer og mere personligt ansvar. Vi må anerkende, at der er et problem, der som minimum kræver, at tilbagetrækningsalderen stiger i takt med den gennemsnitlige levealder. Derudover kan vi bane vejen for, at flere sparer op til deres alderdom igennem private pensionsopsparinger ved at sænke skatten i bunden. Givet ville nogle falde igennem og skulle søge hjælp, sådan har det altid været. Men et sikkerhedsnet bør være en forsikring, ikke en standard.

At flere vælger en privat pensionsopsparing, ville gøre det muligt at trække sig tilbage uden en bureaukratisk evaluering af, hvem der er nedslidt, eller hvornår man har tjent staten længe nok. Begrebet "før tid" ville blive overflødigt. Tænk bare, hvis familier havde flere penge mellem hænderne til at tage sig af deres ældste, og hvis næste generation bedre kunne spare op til at designe deres eget otium.

Jeg tror, det ville give en bedre alderdom, hvis vi alle tog mere ansvar for os selv og vores nærmeste og ikke outsourcede omsorgen for vores ældre til staten. Jeg ved, det ville give en sundere økonomi, og, at uden den falder folkepensionsordningen alligevel fra hinanden før eller siden.

Forrige artikel Forsker: Lovbestemt mindsteløn er en forkert løsning på et reelt problem Forsker: Lovbestemt mindsteløn er en forkert løsning på et reelt problem Næste artikel Rambøll i opråb til S og DF: Vi skal ikke lukke SU-kassen for udenlandske studerende Rambøll i opråb til S og DF: Vi skal ikke lukke SU-kassen for udenlandske studerende