Debat

LO om #MeToo: Vi skal have en konvention mod vold og chikane

DEBAT: Med #MeeToo-kampagnen blev der sat fokus på de mange kvinder, der oplever chikane og kønsrelateret vold i arbejdslivet. Nu er tiden kommet til at tage et internationalt ansvar i form af en ny arbejdskonvention. I Danmark skal vi starte med at styrke lovgivningen, skriver Nanna Højlund, næstformand i LO.

Foto: pressefoto
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Nanna Højlund
Næstformand i LO

Da en række kendte Hollywood-skuespillere sidste år satte ord på et stort tabu i branchen under hashtagget #MeToo – gav de stemme til mange arbejdende kvinder verden over.

Hashtagget indbød til, at individer – enkeltvis, i massevis – afslørede et stort globalt problem: seksuel chikane og kønsrelateret vold. Ikke i privatlivet, men langt størstedelen i arbejdslivet.

For mange var det en øjenåbner. For andre var en bekræftelse på, at dét, de har udholdt, tolereret eller vendt det blinde øje til i årevis, ikke skyldtes deres egen nærtagenhed eller enkelte brodne kar, men faktisk er et stort og samfundsmæssigt problem.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Og her står vi så. Snart et år efter, at #MeToo-bølgen ramte. De personlige historier fortsætter. Individer råber op. Men hvad gør samfundet?

Ikke nok, er mit svar. Jeg mener, at vi som samfund må på banen nu. Kampen mod seksuel chikane i arbejdslivet skal ikke fortsat kæmpes af individer – skamfuldt, udskammende.

Vores hensigt er at flytte fokus fra straf til forebyggelse. Fra individers kamp til fælles ansvar. Vi ønsker regler, der fører til ændret adfærd, og som motiverer til, at man på arbejdspladser landet over sætter ind med effektive forebyggelses- og forholdsregler.

Nanna Højlund
Næstformand i LO

Den skal kæmpes af samfundet på en ordentlig måde. Og jeg har to helt konkrete forslag til, hvordan vi kan gøre det.

Et internationalt svar?
I sidste uge i Geneve foregik der interessante forhandlinger mellem fagbevægelse, arbejdsgivere og regeringsrepræsentanter fra alle FN's medlemslande i den internationale arbejdsorganisation i ILO.

Et emne var på alles læber i Geneve: #MeToo. Og det store spørgsmål er: Vil FN gå forrest med en ny ILO-konvention mod vold og chikane i arbejdslivet – ligesom vi for eksempel kender det fra lignende ILO-konventioner mod børnearbejde og tvangsarbejde?

Det håber vi i LO. Vi sidder – ligesom den danske regering og danske arbejdsgivere – med ved forhandlingerne i Geneve, og vi arbejder benhårdt på at få en stærk ILO-konvention.

Det gør vi for at få slået fast, at alle har ret til et arbejdsliv uden vold og chikane. Men også for at hanke op i os alle sammen; så alle, der har noget at sige på arbejdsmarkedet, gør, hvad de kan, for at forebygge, bekæmpe og forfølge vold og seksuel chikane i arbejdslivet.

Det er en ånd, vi kender fra Danmark i mange andre arbejdsmarkedsspørgsmål. Og vi ved, at det virker.

Så første bud på, hvordan vi kommer videre fra #MeToo – både i Danmark og i lande, hvor problemet med vold og chikane i arbejdslivet er endnu større: en international arbejdskonvention.

Bedre danske regler
Mit andet bud på, hvordan vi kommer videre fra #MeToo, handler om at styrke den danske lovgivning på området.

Flere faglige organisationer – heriblandt LO – foreslog tidligere på året nye regler, som skal sikre, at det står klart for alle på en arbejdsplads, at seksuel chikane er uønsket og ulovlig adfærd. Vi mener, at det er arbejdsgiverens ansvar at sørge for det.

Arbejdsgiveren skal tilsvarende sikre sine ansatte en effektiv og lettilgængelig måde at klage over chikane på arbejdspladsen på.

Hensigten med vores forslag er at flytte fokus fra straf til forebyggelse. Fra individers kamp til fælles ansvar. Vi ønsker regler, der fører til ændret adfærd, og som motiverer til, at man på arbejdspladser landet over sætter ind med effektive forebyggelses- og forholdsregler.

Vi ved godt, at det ikke kan udrydde problemet, men det kan begrænse det. Det vil skabe en større opmærksomhed – også blandt kolleger, som tidligere måske bare lod stå til. For vi skal alle sammen sige fra.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Nanna Højlund

Næstformand, Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), forkvinde, Sosu H (2018-), medlem, 2030-panelet, formand, Arbejdermuseet
pædagogmedhjælper, Master i public administration (CBS 2013)

0:000:00