Løkke har udskrevet nedslidningsvalget

Temaet for folketingsvalget i 2019 er nu tydeligt. Det er nedslidning.

Helt konkret vil et af valget vigtigste opgør handle om Socialdemokratiets forslag om, at nedslidte danskere skal kunne gå tidligere på pension.

Men nedslidning ser også ud til at være Lars Løkke Rasmussens strategi – en nedslidning af Mette Frederiksen, der skal sikre statsministeren mod selv at blive sendt for tidligt på pension.

Det står klart efter en uge, hvor de to primære statsministerkandidater mødtes til tre forskellige dueller. Og hvor nedslidningen også antog helt fysisk karakter.

Løkke talte og talte og talte, som om der ikke var nogen i morgen. Da han omsider holdt inde, var der gået mere end dobbelt så lang tid, som der var lagt op til. Imens måtte Mette Frederiksen bare stå i kulissen og vente

Løkke stjal Frederiksens tid
Efter et kort møde i Folketingets spørgetime i tirsdags mødtes Løkke og Frederiksen torsdag ved Altingets og Mandag Morgens store konference Arena Summit, hvor de to partiformænd holdt hver sin tale.

Her fik man en klar fornemmelse af statsministerens strategi: Løkke talte og talte og talte, som om der ikke var nogen i morgen.

Da han omsider holdt inde, var der gået mere end dobbelt så lang tid, som der var lagt op til. Imens måtte Mette Frederiksen bare stå i kulissen og vente. 

Det betød, at Løkkes tale mistede energi og kraft, i betragtning af at den mest bestod i opremsning af kendte resultater og synspunkter.

Men den psykologiske chikane virkede. Mette Frederiksen lod sig provokere og kunne ikke lade være med at kritisere statsministerens opførsel, da hun omsider selv kom på scenen.

Det mest bemærkelsesværdige ved Lars Løkke Rasmussens tale var, at han i perioder nærmest forsøgte at tale forskellene mellem de to statsministerkandidater væk: Uanset hvem der vinder, er det den samme opgave, der skal løses, og mængden af penge til at gøre det er også defineret på forhånd, påpegede han.

Løkke bruger gammelt trick
Det er et fikst trick, som står på en af de første sider i bogen om, hvordan siddende statsministre bliver genvalgt: Forsøg at udviske forskellene mellem statsministeren og udfordreren, sådan at valget bliver reduceret til et opgør om, hvem der er mest troværdig.

I det opgør vil en siddende statsminister ofte have en fordel.

Det var den strategi, Anders Fogh Rasmussen med succes benyttede i valgkampene i 2005 og 2007, hvor han slog henholdsvis Mogens Lykketoft og Helle Thorning-Schmidt ved at kopiere store dele af deres politik.

At Løkke benytter samme strategi kan virke lidt overraskende, fordi han netop ikke vinder over Mette Frederiksen i målinger om personlig troværdighed. Men hans kalkule ser ud til at være en anden: nemlig at slide Mette Frederiksen op i en uendelig valgkamp, hvor vælgerne undervejs mister troen på, at der egentlig venter forandring, hvis de skifter Rasmussen ud med Frederiksen.

Verdens længste valgkamp
Det er meget tvivlsomt, om den plan – eller nogen plan – kan sikre Løkke genvalg.

Men efter søndagens direkte duel i DR står det i hvert fald klart, at planen bliver fulgt: Tv-stationerne har allerede taget hul på de dueller, der først plejer at komme i valgkampens sidste uger. Berlingske har officielt åbnet sin valgdækning, og en hel stribe medier – inklusive Altinget – har lanceret deres kandidattest.

Med andre ord: Selve valgkampen er i gang og kommer formentlig til at vare to måneder mod de vanlige tre uger.

Løkke taler og taler, forhandler og fremlægger planer, og indimellem rejser han ud i verden til topmøder eller på besøg hos udenlandske kolleger. Og hver søndag dukker han op på Facebook med sine søndagstanker. Tiden går, og verdens længste valgkamp slider på modstanderens nerver.

Frederiksens store udfordring
Mette Frederiksen har fået en noget nær perfekt start på valgkampen ved at sætte sig på to populære dagsordener: kampen for de nedslidte og kampen mod centralisering af sundhedsvæsenet.

Men Socialdemokratiets planer om nærhospitaler og tidligere pension til de nedslidte kan nemt blive udfordret.

Det er nemlig ikke indlysende, hvor pengene skal komme fra – særligt ikke, efter at partiledelsen så markant og voldsomt har lagt afstand til den økonomiske reformkurs, der blev ført under Helle Thorning-Schmidt, og som trods alt førte til et øget økonomisk råderum.

Dertil kommer, at fagbevægelsen vil være en joker i Socialdemokratiets valgkamp. Foreløbig har den nye, fusionerede hovedorganisation FH (det sammenlagte LO og FTF) været en værdifuld medspiller med dyre kampagner om ulighed og nedskæringer i velfærden.

Men vi ved ikke, om den nye, samlede fagbevægelse, hvor der er flere topfolk uden partibog fra Socialdemokratiet, også vil være loyal gennem en lang og hård valgkamp, når pensionsreformer og andre udspil kommer til debat, og når faggrupper bliver spillet ud mod hinanden. Kan lærere og tømrere holde sammen gennem en hel valgkamp?

Bliver vælgerne slidt ned?
Det er netop, hvad Lars Løkke Rasmussen har at hænge sin hat på: en maratonvalgkamp, hvor Socialdemokratiets trumfkort mister deres værdi, inden de kommer på bordet.

Og så håber han, at vælgerne i mellemtiden også glemmer, at hans egen regering og støtteparti ved valgkampens start er mest optaget af et intenst, internt opgør om, hvem der har skylden for lukningen af en radiokanal, som de samme partier selv har opfundet.

Og glemmer at Liberal Alliance på det netop overståede landsmøde igen har foreslået at fryse de offentlige udgifter på deres nuværende niveau og i stedet sænke skatten.

I en valgkamp med 12 opstillingsberettigede partier er der ingen mangel på intern uenighed i hverken den ene eller den anden blok.

Når vi når frem til sommerferien og har overstået to valg, kan man trygt regne med, at de fleste vælgeres appetit på politik vil være slidt ned.