Mindeord: Søren Pind om cheføkonom Mads Lundby Hansen

Jeg har med stor sorg modtaget budskabet om, at Mads Lundby Hansen er død. Det er ubegribeligt. Kun 53 år. Han efterlader sig to børn og sin hustru.

Men han efterlader også så mange flere. Så mange nåede at opleve ham som den standhaftige økonom fra Cepos med de karakteristiske briller, der insisterede på, at skattelettelser altid var godt for noget. Mange holdt af ham. Hjælpsom, venlig, ivrig.

Mads Lundby var, ved siden af Jarl Cordua og jeg selv, en af bornholmerne i Venstres Ungdom. Vi larmede i de år. I organisationen og i den offentlige debat. Til at starte med lidt sky, forsigtig – han meldte sig ind i protest mod gymnasiets venstreorienterede offentlige mening, og udgjorde snart en del af kernen i den bornholmske liberale ungdomsbevægelse. Han overtog blandt andet mit medlemskab af VU’s landsstyrelse for det, der dengang hed Bornholms Amt.

Den kolde krig, Reagan, frihed, skat, Uffe Ellemann – alt dette var scenen for den generation, og Mads var ingen undtagelse. Det var år, der formede hele hans liv og livssyn. Den tankemæssige oppression, 68-generationen repræsenterede. Han er den første store borgerligt-liberale af vores generation, som nu er gået bort. Alt for tidligt. Alt. Reaganselskabets generalforsamling til næste år vil føles ensomt uden hans smil og deltagelse.

Der er meget få borgerligt-liberale politikere, der ikke har fået hjælp af ham. Jeg selv fik det ofte til brug for den offentlige debat. Ikke mindst til mine bøger bidrog han med kvalitetssikring af det økonomiske grundlag. Sagde Mads god for noget, var det rigtigt. Ofte nok kunne han rette andre fagøkonomer – og altid fik han ret. I mange år var han den mest citerede ekspert udi økonomi i Danmark, og var dermed med til at cementere den liberale tænketank Cepos som et centralt og afgørende led i den offentlige debat.

Han døjede en årrække med den sygdom, der slog ham ihjel. Men han ønskede hverken medlidenhed, eller at det var noget, man talte om. Han arbejdede til det sidste. Det var sagen, det drejede sig om. Ikke ham.

Han vil virkelig blive savnet. Og det er svært at se, hvem der skulle kunne erstatte det tomrum, han efterlader. Mads var unik, og det er en dyb ulykke, at han skulle tages fra os så tidligt. Mine tanker går til hans familie – ikke mindst til hans mor og far, i hvis hjem jeg i sin tid kom. Ingen forældre bør begrave deres børn.

Kære Mads! Du vil blive savnet på en måde, jeg ikke er sikker på, du helt selv ville forstå. Æret være dit minde. Og hvil i fred.