Økonom: Der er ingen jobgaranti i den kommende massearbejdsløshed

Af Paul Tiedemann
Økonom

Den engelske økonom John Maynard Keynes sagde i 1930, at et grundlæggende problem i den kapitalistiske økonomi er, at den teknologiske effektivitet har en tilbøjelighed til at vokse med en hastighed, der gør det umuligt for økonomien at absorbere den arbejdskraft, som teknologien gør overflødig.

Keynes krediteres ofte som ophavsmand til udtrykket teknologisk arbejdsløshed.

Mekanisering, automatisering, industrialisering og massefremstilling var blandt datidens udtryk, der dækkede over teknologiens overtagelse af især manuelt arbejde i de vestlige økonomier.

Modeller (models), altså professionelle aktører, der lever af at stille deres personlighed til rådighed for fremvisning af modetøj m.m., er helt nede på en 669. plads, dvs. ifølge listen i meget høj risiko for udskiftning.

I dag små hundrede år senere er der måske mere grund end nogen sinde før til at være opmærksom på teknologiens overtagelse af menneskelige arbejdsfunktioner.

Digital teknologi
Særligt de digitale teknologier kalder på opmærksomhed i denne sammenhæng.

Nogle mener, at intet område er i sikkerhed; at det kun er et spørgsmål om at give teknologien adgang til tilstrækkeligt store mængder af data, før alt menneskeligt arbejde kan erstattes.

Paul Tiedemann
Økonom

De digitale teknologier besidder i kraft af deres generelt gunstige indflydelse på produktivitet, indtjening og konkurrenceevne et økonomisk ekspansionspotentiale, der indebærer, at de inden for de nærmeste to-tre årtier kan udvikle sig til at blive den største trussel mod beskæftigelse af menneskelig arbejdskraft, historien har set.

Der er ganske vist ikke noget nyt i, at den økonomiske udvikling indebærer udskiftning af menneskeligt arbejde med teknologi.

Dette har altid været et vigtigt konkurrenceparameter, måske det vigtigste overhovedet.

Det nye er, at udbredelsen af arbejdskraft-besparende teknologi i løbet af nogle få årtier antagelig vil have nået et omfang, hvor den økonomiske udvikling vil være karakteriseret af et fundamentalt ændret forhold imellem efterspørgsel efter og udbud af arbejdskraft, der vil tage form af en vedvarende underefterspørgsel og et modsvarende overudbud af arbejdskraft.

Konsekvensen for kampen om det økonomiske output mellem arbejde og kapital er, hvis dette bliver realitet, åbenlyse.

Hvad består truslen i?
Vi kender allerede mange af de fænomener, der er særegne for tidens teknologiske udvikling under betegnelser som: computerisering, digitalisering, robotisering, kunstig intelligens (AI), maskinel læring (ML) (dvs. maskiner, der kan oplære sig selv eller andre maskiner) m.m.

Disse ord dækker generelt formuleret over kombinationer af software og hardware, der kan bringes i anvendelse i produktionen af varer og tjenesteydelser med øget produktivitet og reduceret forbrug af arbejdskraft som resultat.

Der er overlapninger mellem de enkelte begreber.

Hvor det tidligere primært var enkle og rutineprægede arbejdsfunktioner, der var i fare, er det i dag praktisk talt alt arbejde – uanset udøverens uddannelse og erfaring – der kan komme på spil.

En række undersøgelser peger imidlertid på, at visse jobfunktioner er bedre garderet imod at blive erstattet end andre.

Jo mere:

- kreativ intelligens (kan du finde på noget nyt),

- social intelligens (kan du finde ud af at arbejde sammen med andre mennesker),

- kognitive færdigheder (perception and manipulation) (kan du finde ud af at gøre noget i situationer karakteriseret af uregelmæssighed og uoverskuelighed) der kræves i arbejdet jo sværere, hævdes det, er udøveren at erstatte med eksisterende eller kommende teknologi.

Nogle mener, at intet område er i sikkerhed; at det kun er et spørgsmål om at give teknologien adgang til tilstrækkeligt store mængder af data, før alt menneskeligt arbejde kan erstattes.

Et kendt studie ⁽¹⁾ kom frem til, at 47 procent af alle (amerikanske) jobs er i højrisiko (= sandsynlighed over 70 procent) for at blive skiftet ud med teknologi, 19 procent er i mellemrisiko (= 30-50 procent) og resten i lav risiko (= under 30 procent).

Samme studie har på baggrund af de nævnte kriterier opstillet en række formler, som de har lagt til grund for en ranking af 702 jobtyper efter, hvor udsatte for teknologisk substitution de er.

Jo lavere rank, jo lavere sandsynlighed for udskiftning med teknologi.

Se listen her (i appendix til sidst, s. 57-72).

Et par eksempler:
Hvor det i det 19. og det 20 århundredes industriøkonomier overvejende var enkle og rutineprægede arbejdsfunktioner, der forsvandt i konkurrence med teknologi, er det i dag - som nævnt - på baggrund af den stadigt accelererende digitalisering af økonomierne rundt regnet enhver jobfunktion, der er i risiko for at blive skiftet ud.

For at gøre problematikken mere jordnær har jeg udvalgt fem jobtyper, som jeg uden at kunne bevise det tror er godt repræsenterede blandt Altingets læsere, og fundet frem til deres placeringer på den omtalte liste:

- Økonomer (282)

- Statistikere (213)

- Sociologer (145)

- Politologer (125)

- Jurister (115)

Jo lavere tal, jo lavere sandsynlighed for udskiftning med teknologi.

Lettest at erstatte med digital teknologi blandt de udvalgte er, som det ses, økonomer (economists), som rangerer på en 282. plads.

Næstmest udsatte er statistikere (statisticians) på en 213. plads.

Herefter følger sociologer (sociologists) på en 145. plads, mens politologer (political scientists) og jurister (lawyers) er på henholdsvis 125. og 115. plads.

For økonomernes vedkommende er det indlysende, at en computer uden problemer vil kunne tage kampen op, når det handler om f.eks. prognoser for udvikling i BNP, betalingsbalance, rente, beskæftigelse etc., hvis den bliver forsynet med de rigtige data og stillet de rigtige spørgsmål.

Med hensyn til de fire øvrige i forhold til fremtidig digitalisering kan der ræsonneres på tilsvarende måde, men det skal ikke gøres her.  

Det er selvfølgelig ikke enhver arbejdsfunktion inden for de nævnte jobtyper, der er lige udsat - det kommer an på, hvad man specifikt laver, jf. de tre kriterier.

Den 702 jobtitler lange liste bør imidlertid ikke betragtes ukritisk; de enkelte jobs placering er ikke udtrykkeligt begrundet og jobtitlerne er hverken entydige eller opdaterede.

Listen og den bagvedliggende tankegang tjener umiddelbart bedst som udgangspunkt for en diskussion af, hvor og hvordan den digitale teknologi fremover kan tænkes at erobre terræn på bekostning af den menneskelige indsats i den økonomiske reproduktion.

Modeller i farezonen
Et sidste eksempel, der tager udgangspunkt i listen, illustrerer den ikke altid indlysende sammenhæng, der eksisterer imellem de omtalte fænomener: digitalisering, økonomi og arbejde.

Eksemplet viser derudover, hvor vidtrækkende konkurrencen fra internettets entreprenører er over for det fysiske arbejdsmarked.

Modeller (models), altså professionelle aktører, der lever af at stille deres personlighed til rådighed for fremvisning af modetøj m.m., er helt nede på en 669. plads, dvs. ifølge listen i meget høj risiko for udskiftning.

Min første reaktion over for dette var, at det kan da ikke være rigtigt, men sammenhængen er selvfølgelig den, at virtuelle modeller er langt billigere end menneskelige, og at de måske ovenikøbet giver mulighed for mere nuancerede præsentationer, f.eks. gennem interaktivitet med modeskabernes kreationer.

Under visse økonomiske betingelser kan noget sådant være afgørende.

Er der noget at stille op?
Den fremadskridende digitalisering af økonomien vil nødvendiggøre, at alle faggrupper overalt i de digitaliserede økonomier kommer til at gøre sig en række overvejelser om valg af beskæftigelse og uddannelse, som ikke var i synsfeltet for bare 10-20 år siden.

På samme måde vil digitaliseringen stille alverdens politiske forsamlinger over for principielt nye reguleringsområder vedr. f.eks. arbejdstidsfordeling og borgerløn.

Mange jobs vil uanset politiske initiativer ikke overleve konkurrencen fra de digitale teknologier.

Hvilke der gør og hvilke der ikke gør kan ikke siges med sikkerhed, men det er åbenlyst, at de fleste af os er i farezonen.

-----------

⁽¹⁾: Carl B. Frey and Michael A. Osborne, The Future of Employment: How Susceptible Are Jobs to Computerisation?