Ophedet kontanthjælpsdebat: “Hvad er det dog for et teater?"

SAMMENDRAG: Oppositionen ville have blå blok på talerstolen, mens blå blok ville have svar på, hvor høj kontanthjælpssatsen skal være ifølge rød blok. Det var essensen af kontanthjælpsdebatten, da bølgerne gik højt i Folketinget.

Henrik Axel Lynge BuchterToke Gade Crone Kristiansen

Normalt er en andenbehandling en ren formalitet, som er klaret på et øjeblik. Men det var ikke tilfældet under tirsdagens debat om kontanthjælpsloftet.

Christian Langballe fra Dansk Folkeparti kaldte debatten et teater, da blå blok ikke kunne få svar fra Benny Engelbrecht (S), der var på talerstolen som privatist, om, hvor meget en enlig mor med to børn på kontanthjælp bør modtage i ydelse.

Inden da havde Joachim B. Olsen fra Liberal Alliance stillet spørgsmål til SF's Karsten Hønge om, hvor mange penge han mener, en enlig mor med to børn på kontanthjælp skal have om måneden.

Det fik Joachim B. Olsen dog først svar på, da Rasmus Jarlov (K) gentog spørgsmålet, og Hønge svarede, at SF ikke har planer om at forhøje satserne, og at de ikke vil have, at satserne bliver lavere.

Privatisten skulle svare

Derefter gik Benny Engelbrecht fra Socialdemokratiet på talerstolen som privatist for at påpege, at han og finansudvalget ikke har fået svar på en række spørgsmål om kontanthjælpsloftet, og at han derfor ville have afstemningen udskudt, til de svar lå klar.

På trods af at Socialdemokratiets beskæftigelsesordfører, Leif Lahn Jensen, allerede havde været på talerstolen for at forklare partiets holdning, var det nu Benny Engelbrecht, der måtte svare på, hvor høj en sats en enlig mor med to børn på kontanthjælp bør modtage ifølge partiet.

Dette svarede Benny Engelbrecht ikke på. Han henviste i stedet til partiets beskæftigelsesordfører, Leif Lahn Jensen, og at han som finansordfører ikke kunne give et svar på det spørgsmål.

Det faldt flere i blå blok for brystet, og Engelbrecht blev gentagne gange spurgt om, hvorvidt han ikke havde en holdning.

“Det her er bare et pinligt teater, som Benny Engelbrecht opfører. Det er jo bare for latterligt, altså” sagde Christian Langballe fra Dansk Folkeparti.

Lahn vendte tilbage til talerstolen

Derefter måtte Leif Lahn Jensen endnu engang på talerstolen, og han startede med at kritisere Dansk Folkeparti for at støtte kontanthjælpsloftet og for ikke at gå på talerstolen og forklare deres holdninger.

Derefter modtog beskæftigelsesordføreren gentagne gange spørgsmålet om, hvor høj ydelsen til en enlig mor med to børn på kontanthjælp bør være.

"De kontanthjælpsydelser, der er der nu, skal der ikke røres ved. De skal hverken sættes op eller sættes ned,” lød det til slut fra Leif Lahn Jensen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00