Pædagoger blåstempler overenskomst, men er langt fra tilfredse

Et overvældende flertal af pædagogerne har stemt ja til den nye overenskomstaftale på det kommunale område. Resultatet betyder imidlertid ikke, at faggruppen er tilfredse, og ligestillingsminister Peter Hummelgaard er nødt til at gribe ind, lyder det fra BUPL-formand Elisa Rimpler. 

“Vi bliver nødt til at få ligestillingsminister Peter Hummelgaard (S) til at forstå, at det her ikke alene er pædagogers og sygeplejerskers ansvar,” siger BUPL-formand Elisa Rimpler.
“Vi bliver nødt til at få ligestillingsminister Peter Hummelgaard (S) til at forstå, at det her ikke alene er pædagogers og sygeplejerskers ansvar,” siger BUPL-formand Elisa Rimpler.Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Martin Mauricio

Urafstemningen blandt BUPL's medlemmer om pædagogernes og ledernes nye overenskomst er slut og med 82,1 procent ja-stemmer mod 17,9 procent nej-stemmer, er der tale om en markant blåstempling fra medlemmerne.

Resultatet var ventet med spænding, efter at sygeplejerskerne i sidste uge stemte nej til den nye overenskomst ved deres urafstemning.

“Vi deler deres frustration fuldt ud, og vi vil i den kommende tid samarbejde med dem om at sikre, at der kommer hul igennem til politikerne,” siger BUPL-formand Elisa Rimpler i en pressemeddelelse, hvori hun samtidig understreger, at pædagogernes ja ikke skal misforstås:

“Det er ikke et udtryk for, at pædagoger er tilfredse med deres løn. Jeg ved også, at de 6.000 medlemmer, der har stemt nej, sammen med mange andre, er meget, meget utilfredse med, at vi bærer rundt på et lønefterslæb.”

Stemmeprocenten lå på 66,3 og er dermed kun overgået af strejkeoverenskomsten i 2008 og overenskomsten i 2018, hvor henholdsvis 69,4 procent og 68,5 procent stemte. 

Politikerne kan ikke efterlade den problemstilling i overenskomstsystemet for offentligt ansatte. De er nødt til at tage et ansvar.

Elisa Rimpler
Formand, BUPL

LÆS OGSÅ: Sygeplejersker styrer mod umulig konflikt, hvor gevinsten højst er endnu et honninghjerte

Politikerne har et ansvar
Den nye overenskomst forventes over de næste tre år at give lønstigninger på 5,29 procent. Inflationen er i samme tidsrum beregnet til at være på 3,95 procent. Det betyder, at pædagoger kan se frem til en reallønsforbedring på 1,34 procent om tre år.

Dermed leverer overenskomsten ikke en løsning på det lønefterslæb, der blev skabt med Tjenestemandsreformen i 1969. Det har nu fået pædagoger og andre offentlige faggrupper til at rette blikket mod Christiansborg for at få et politisk indgreb, der løser problemet.

“Vi bliver nødt til at få ligestillingsminister Peter Hummelgaard (S) til at forstå, at det her ikke alene er pædagogers og sygeplejerskers ansvar,” udtaler Elisa Rimpler og fortsætter:

“Politikerne kan ikke efterlade den problemstilling i overenskomstsystemet for offentligt ansatte. De er nødt til at tage et ansvar. Og det skal vi kæmpe hårdt for at få dem til at forstå.” 

LÆS OGSÅ: Pernille Skipper: Hummelgaards fodslæberi spænder ben for kvinders ret til ligeløn

Hummelgaard afviser indgreb
Et politisk indgreb ser imidlertid ud til at have lange udsigter, for beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaard har konsekvent afvist at lave et politisk indgreb for at komme lønefterslæbet til livs, selvom han anerkender, at der er et problem. 

“Politikere skal i absolut videst omfang - og i særdeleshed regeringer - holde snotten væk fra overenskomster og den danske model. I særdeleshed i igangværende forhandlinger,” lød det fra ministeren på et samråd om ligeløn 11. marts.

Andre fagforbund er i øjeblikket ved at gennemføre urafstemninger blandt deres medlemmer, og den endelige godkendelse af overenskomsten de offentligt ansatte i kommuner og regioner skal finde sted i Forhandlingsfællesskabet 21. april.

Forhandlingsfællesskabet forhandler de generelle vilkår for 565.000 ansatte i kommuner og regioner.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Elisa Rimpler

Formand, BUPL
pædagog (Esbjerg Seminarium 1999)

Peter Hummelgaard

Justitsminister, MF (S)
cand.jur. (Københavns Uni. 2012)

0:000:00