Reform misser målgruppen: Få unge får ressourceforløb

DEN STORE HJÆLPEPAKKE: Kommunerne har opfyldt forligspartiernes målsætning om at oprette over 14.600 ressourceforløb. Altinget gør status tre år efter reformen, som har sat prop i adgangen til førtidspension.

Siden 2013 har det været meget vanskeligt at få tilkendt førtidspension. Især for personer under 40 år. Her er det Sune, som syr på Center for Afklaring og Beskæftigelse i Frederiksberg Kommune.
Siden 2013 har det været meget vanskeligt at få tilkendt førtidspension. Især for personer under 40 år. Her er det Sune, som syr på Center for Afklaring og Beskæftigelse i Frederiksberg Kommune.Foto: Søren Bidstrup/Scanpix
Søren Elkrog Friis

En helhedsorienteret, tværfaglig og individuel indsats over for ledige med komplekse problemer udgjorde en hjørnesten i den reform af fleksjob og førtidspension, som trådte i kraft 1. januar 2013.

I de første år blev kommunerne kritiseret for at halte for langt bagefter den politiske målsætning om at iværksætte 14.600 af de såkaldte ressourceforløb.

Men tre år efter reformen er målet nået med over 15.000 oprettede ressourceforløb, viser tal fra Jobindsats.dk.

Det er en god nyhed, mener Hans Andersen, der er beskæftigelsesordfører for Venstre, som indgik i det brede politiske forlig om reformen.

Vi har en restgruppe over 40, som man ikke kan sidde overhørig. Vi er nødt til at rydde op i bunkerne først, men senere vil fokus komme til at ligge primært på de yngre.

Helle Linnet
Formand for Foreningen af Kommunale Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedschefer

"Det tyder på, at kommunerne har taget redskabet til sig," siger han.

For tidligt at evaluere effekt
Da forløbene varer mellem et og fem år – og derfor for de flestes vedkommende ikke er afsluttet endnu – er det dog endnu alt for tidligt at sige, om ordningen er en succes.

Det vurderer seniorkonsulent Annette Juul Jensen fra CABI – en selvejende institution under Beskæftigelsesministeriet, som vejleder jobcentre og virksomheder om beskæftigelsessystemet.

"Det er rigtig fint, at det kvantitative mål i kommunerne er nået, men der blev i sin tid også opstillet nogle kvalitative mål, og disse er ikke evalueret endnu. Og det er netop de kvalitative mål, der er interessante ud fra en menneskelig og i sidste ende også økonomisk betragtning," siger hun.

Straksopbremsning i førtidspensioner
Reformen af førtidspension og fleksjob blev vedtaget under S-R-SF-regeringen med støtte fra Venstre, Konservative og Liberal Alliance.

Et af de primære formål var at standse tilgangen til førtidspension. Som udgangspunkt kan personer under 40 år ikke længere få førtidspension, mens adgangen også er blevet betydeligt mere begrænset for personer over 40.

I stedet kræver loven, at man forsøger at udvikle deres arbejdsevne gennem et ressourceforløb, som både kan bestå af beskæftigelsestilbud, sociale tilbud og sundhedsmæssige tilbud.

Reformen har haft en markant effekt, når man kigger på udviklingen i tildelte førtidspensioner. Antallet af nytilkendelser er faldet med omkring 10.000 personer om året – eller omkring to tredjedele, siden reformen trådte i kraft i 2013.

Det viser en opgørelse, som Altinget har foretaget på baggrund af tal fra Ankestyrelsen. 

Ifølge Majbrit Berlau, der er formand for Dansk Socialrådgiverforening, er der meget, som indikerer, at kvaliteten af ressourceforløb er meget vilkårlig og svingende fra kommune til kommune.

Hun fremhæver eksempler på, at ledige i ressourceforløb blev 'ordineret', at de skulle gå tur med deres hund hver dag.

"Nogle steder gør man bare mere af det samme og kalder det så et ressourceforløb. Og det er bare ikke godt nok, specielt når der er tale om en så udsat gruppe," siger hun.

Elastisk succeskriterie
Der er stor forskel på, hvad kommunerne kalder et ressourceforløb, bekræfter Helle Linnet, der er formand for Foreningen af Kommunale Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedschefer og socialdirektør i Vordingborg Kommune.

"Indholdet er meget forskelligt. Der er kamp om de midler, vi har til at lave aktiviteter for de ledige. Og der kan vi jo godt se, at det kan være svært at få prioriteret det hele," siger hun.

Fordi der oftest er tale om ledige komplekse problemer – som for eksempel aktivt misbrug, psykiatriske lidelser, fysisk nedslidning eller sygdom – er succeskriteriet meget elastisk, understreger Helle Linnet.

"For mange er fuld beskæftigelse ikke et realistisk mål. For mange handler det om at få en tilknytning til arbejdsmarkedet. Og uanset om det for eksempel kun drejer sig om få timers fleksjob om ugen, kan det være med til at skabe livskvalitet," siger hun.

Ressourceforløb er mest for kvinder
Kigger man nærmere på, hvem der får tildelt ressourceforløb, er der en massiv overvægt af kvinder. Forklaringen kan være mere komplekse sygdomsbilleder – for eksempel en overrepræsentation af såkaldt 'funktionelle lidelser', hvor fysiske symptomer gør det svært at fungere i dagligdagen, men hvor der ikke kan findes nogen præcis årsag.

Det er også opsigtvækkende, at 59 procent af de personer, som er tildelt ressourceforløb, er over 40 år. Det til trods for, at målgruppen for ressourceforløb er unge under 40 år.

"Det er jo, fordi at vi har en restgruppe over 40, som man ikke kan sidde overhørig. Vi er nødt til at rydde op i bunkerne først, men senere vil fokus komme til at ligge primært på de yngre," siger Helle Linnet. 

Kommunernes Landsforening finder det ikke overraskende, at størstedelen af borgerne i ressourceforløb er over 40 år.

"Det er denne gruppe, som er i størst risiko for at komme på førtidspension, så det er kun godt, at kommunerne gør en ekstra indsats for hjælpe denne gruppe," siger Niels Arendt Nielsen, der er kontorchef i KL’s Center for Vækst og Beskæftigelse.

”Målgruppen for ressourceforløb er borgere med komplekse problemer, og det kan lige så vel være personer over som under 40 år. Det vigtigste er, at kommunerne hjælper borgerne til at komme tilbage på arbejdsmarkedet i en eller anden form,” siger han.

Niels Arendt Nielsen understreger, at kommunerne har fuldt fokus på at styrke indholdsdelen i ressourceforløbene.

Det samme har regeringen ifølge Venstres beskæftigelsesordfører.

"Vi er ikke nået i mål. Derfor er der afsat 50 millioner kroner kroner i satspuljen til at højne kvaliteten. Vi skal have udbredt de gode eksempler," siger Hans Andersen.

Protester på yderfløjene
På yderfløjene er der mindre optimisme at spore.

"Den reform kommer aldrig til at fungere. Det var en ren og skær spareøvelse, som går ud over de svage, og det var derfor, at vi ikke ville være med i den aftale," siger beskæftigelsesordfører Bent Bøgsted fra Dansk Folkeparti.

Finn Sørensen fra Enhedslisten er også overbevist om, at ressourceforløb alene er en spareøvelse.

"Både gennem medierne og fra borgerhenvendelser har vi fået kendskab til mange eksempler på, at ressourceforløb bruges til at tvinge borgere ud i arbejdssituationer, som de reelt ikke kan klare – for eksempel sengepraktik. Det bekræfter jo vores negative opfattelse af, hvad meningen med det her var," siger han.

Dokumentation

Ressourceforløb

Ressourceforløbet er indført som led i førtidspensions- og fleksjobreformen, som er aftalt mellem S-R-SF-regeringen og Venstre, Konservative og Liberal Alliance, og som trådte i kraft 1. januar 2013.

Reformen betyder, at personer under 40 år ikke længere kan få tilkendt førtidspension, medmindre det er åbenbart formålsløst at forsøge at udvikle deres arbejdsevne. I stedet skal en individuel, tværfaglig og helhedsorienteret indsats i et ressourceforløb udvikle deres arbejdsevne og hjælpe dem videre i livet.

Målgruppen for ressourceforløb er personer under 40 år. Personer over 40 år er desuden omfattet, men de skal som udgangspunkt kun have et forløb.

Ressourceforløb varer et til fem år og vil ofte bestå af både beskæftigelsestilbud, sociale tilbud og sundhedsmæssige tilbud. For eksempel:

  • Tilbud om brobygning til uddannelse med nødvendig støtte
  • Rådgivning og støtte fra psykolog/terapeut/coach
  • Kurser i at håndtere fx stress/angst
  • Aktivitetstilbud på væresteder 
  • Støtte- og kontaktperson
  • Hjælp til boligproblemer
  • Socialpædagogisk bistand
  • Behandling for misbrug
  • Mentorstøtte
  • Fritids-/frivillige aktiviteter (frivilligt socialt arbejde, foreningsarbejde)
  • Motion

Personer i ressourceforløb modtager ressourceforløbsydelse – på samme niveau som deres hidtidige ydelse. Det vil i praksis sige, at de fleste modtager en ydelse på kontanthjælpsniveau, som dog ikke nedjusteres efter ægtefællers indkomst. Ydelsen kan blive justeret undervejs i forløbet.

  • Ressourceforløbsydelse: 14.575 kr. for forsørgere / 10.968 kr. for ikke-forsørgere
  • Førtidspension: 18.122 kr. for enlige / 15.404 kr. for gifte
  • Fleksydelse (ledige visiteret til fleksjob): 16.483 kr.

Kilde: Beskæftigelsesministeriet, CABI, Retsinformation.dk


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Helle Linnet

Formand for foreningen af social, sundheds og arbejdsmarkedschefer i Danmark ( FSD), formand for Social Udviklingscenter (SUS)
sygeplejerske (Sankt Lukas Stiftelsen 1982), merkonom i ledelse og samarbejde (Næstved Handelsskole 1988), KIOL (Metropol 2013)

Majbrit Beran Berlau

Generalsekretær, Sex & Samfund, fhv. MF (EL)
socialrådgiver

0:000:00