Regeringen åbner for tidligere pension til nedslidte

PENSIONSALDER: De nedslidte i samfundet skal have bedre mulighed for at gå tidligere på pension, lyder det fra finansminister Kristian Jensen i partidebat. Nu starter drøftelser blandt Folketingets partier om en ny pensionsordning.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Niels Frederik Rickers

Nu melder regeringen sig ind i debatten om differentieret pensionsalder.

Ledt an af finansminister Kristian Jensen (V) åbner regeringen for lavere pensionsalder til særligt nedslidte borgere i samfundet.

”Det er en god idé, at de, der er nedslidte, får nogle rettigheder, som de, der ikke er nedslidte, ikke skal have,” lød det fra Kristian Jensen, da han onsdag deltog i en partidebat hos Ældre Sagen.

Finansministerens udtalelse kommer i kølvandet på Socialdemokratiets forslag om at indføre en differentieret pensionsalder, hvor borgere, der i mange år har været på arbejdsmarkedet i nedslidende jobs, skal have ret til en tidligere folkepension.

Kristian Jensen tilføjede samtidig, at selvom der i øjeblikket er flere ordninger, der har til formål at hjælpe folk, der er nedslidte, må han konstatere, at ingen af dem er gode nok. Her refererede han især til den omtalte ordning om Seniorførtidspension, som ifølge finansministeren ikke bliver brugt i det omfang, som man oprindeligt havde forventet.

Under debatten gjorde han det samtidig klart, at Venstre ønsker en ”mere målrettet” model, hvor man vurderer det enkelte individs behov - fremfor at give en på forhånd defineret gruppe i samfundet ret til lavere pensionsalder.

S anklages for gammel samfundsopfattelse
Finansministerens budskab fik opbakning fra regeringskollegerne Konservative og Liberal Alliance.

De to partier var repræsenteret af justitsminister Søren Pape Poulsen (K) og politisk ordfører Christina Egelund (LA), der samtidig var hurtige til at stille sig kritiske over for Socialdemokratiets pensionsudspil.

Christina Egelund anklagede blandt andet udspillet for at bære præg af en gammeldags samfundsopfattelse, hvor man antager at visse arbejdsgrupper, såsom murere og smede, de facto bliver særligt nedslidte.

Søren Pape Poulsen tilføjede, at han ikke mener, at det giver mening at tildele visse faggrupper særlige privilegier.  

”Det er meget nemt for Mette Frederiksen at sige, at man skal have en rettighed til folk, så de kan trække sig tidligt tilbage,” sagde han og tilføjede, at det skal være muligt at få en særlig ordning, uanset hvad man har lavet, og hvilket job man har haft.

”Ældre er ikke én stor masse. Ældre er individer og forskellige mennesker. Jeg mener selvfølgelig, at vi skal gøre noget for, at de, der er nedslidte, skal have en ordning, så de kan trække sig tilbage," tilføjede Søren Pape Poulsen. 

Radikale er mere på linje med regeringen
Også Socialdemokratiets tidligere regeringspartner Radikale sætter spørgsmålstegn ved ideen om differentieret pensionsalder. Partiets finansordfører Martin Lidegaard fremlagde en bekymring for, at forslaget vil betyde, at man risikerer at negligere de stressramte mennesker, der til dagligt arbejder i andre brancher – her iblandt kontoransatte.

Dermed tilsluttede han sig regeringens pointe med, at man bør have et mere individuelt udgangspunkt i en pensionsordning.

Men den problematik vil Socialdemokratiet forsøge at undgå, lød det fra Mette Frederiksen. Hun pegede på, at partiet agter at lave to ordninger.

”Vi vil lave en rettighedsbaseret tidligere folkepension til folk, der har været mange år på arbejdsmarkedet og er nedslidte, og så vil vi lave en ordning, der kan samle den skolelærer op, der er gået ned med stress,” sagde den socialdemokratiske partileder.

DF bakker fortsat op om differentieret pension
En uge efter S-udspillet blev præsenteret, valgte Dansk Folkeparti at bakke det op. Det faktum blev slået fast tidligt i debatten hos Ældre Sagen, hvor Kristian Thulesen Dahl (DF) lagde ud med at erklære sig enig i Mette Frederiksens udtalelse om, at visse faggrupper er særligt udsatte.

”Vi kan se statistisk, at der er folk, der slider og slæber i vind og vejr på en byggeplads klokken 6 om morgenen. Og der ved vi bare, at de bliver mere nedslidte, og de skal derfor have nogle rettigheder, som vi andre ikke skal have,” sagde Kristian Thulesen Dahl.

Torsdag den 7. februar har Finansminister Kristian Jensen indkaldt Folketingets partier i Beskæftigelsesministeriet for at drøfte en ny pensionsordning.

Dokumentation

Her er Ældre Sagens anbefalinger til den kommende regering og Folketinget:
• En reform af seniorførtidspensionen, så den bliver sikkerhedsnettet for nedslidte seniorer og giver en reel og værdig mulighed for at trække sig tidligere tilbage fra arbejdsmarkedet.
• Der skal investeres massivt i bedre arbejdsmiljø for at undgå psykisk og fysisk nedslidning.
• Der skal være langt bedre mulighed for at uddanne sig i løbet af arbejdslivet og skifte spor undervejs.
• Der skal være bedre mulighed for at indrette arbejdslivet fleksibelt og for fleksible overgange til folkepension.
• En kommission af eksperter skal udarbejde handlingsplan og investeringsforslag til et sådant nyt arbejdsmarked.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christina Egelund

Uddannelses- og forskningsminister (M), fhv. MF og gruppeformand (LA) 2015-19
studier i moderne litteratur (Sorbonne, Paris 2000-03)

Kristian Jensen

Direktør, Green Power Denmark, fhv. udenrigsminister, MF og næstformand for Venstre
bankassistent (Unibank Lemvig 1993)

Kristian Thulesen Dahl

Adm. direktør, Port of Aalborg, fhv. MF (DF og løsgænger)
cand.merc.jur. (Aalborg Uni. 1995)

0:000:00