Regeringen fjerner anlægsloftet for kommunerne og regionerne resten af året

HJÆLPEPAKKE: En ny aftale mellem regeringen, KL og Danske Regioner skal øge det offentliges investeringer i renoveringer og byggeri under coronakrisen.

Ny aftale om ophævelse af anlægsloftet for landets kommuner skal fremrykke anlægsinvesteringer til 2020 for i alt 2,5 milliarder kroner.
Ny aftale om ophævelse af anlægsloftet for landets kommuner skal fremrykke anlægsinvesteringer til 2020 for i alt 2,5 milliarder kroner.Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Emma Qvirin Holst

Planlagte renoveringer af skoler og daginstitutioner skal fremrykkes, mens arbejdet på nye veje helst skal startes nu i stedet for næste år.

Regeringen har valgt at ophæve loftet for kommunernes og regionernes anlægsinvesteringer i 2020.

Det er en del af to aftaler mellem regeringen og henholdsvis KL og Danske Regioner, der skal sørge for, at byggebranchen i Danmark fortsat er beskæftiget og kan fastholde arbejdspladser trods coronakrisen.

”Vi har sat hele Danmark på vågeblus for at bekæmpe spredningen af coronasmitte. Men selvom store dele af Danmark er lukket ned, så er det vigtigt, at vi også sørger for, at Danmark ikke går i stå,” sagde finansminister Nicolai Wammen (S), da aftalen blev præsenteret ved et pressemøde i Finansministeriet torsdag.

Ifølge aftalen vil der kunne fremrykkes anlægsinvesteringer i kommunerne for i alt 2,5 milliarder kroner. Situationen er anderledes for landets fem regioner, som måske kan blive nødt til at udskyde renoveringer på hospitalerne, der har travlt med håndtering af coronavirussen.

Men Danske Regioner lover med aftalen i stedet at forsøge at fremrykke andre investeringsprojekter, der ikke kolliderer med driften af hospitalerne.

Læs også

Regeringen vil drøfte regning senere på året
Fremrykningen af investeringerne vil sammen med de andre tiltag i aftalerne betyde, at kommunerne og regioner ender med højere udgifter i 2020, end der oprindeligt var budgetteret med.

”Det er klart, at vi med disse tiltag trækker på de offentlige budgetter. Men det er klogt at gøre, for det holder hånden under vores erhvervsliv,” sagde Nicolai Wammen

Regeringen vil løbende være i dialog med KL og Danske Regioner om de ekstra udgifter, som de coronarelaterede tiltag medfører. I forbindelse med de kommende økonomiforhandlinger vil regeringen tage bestik af, om der eventuelt skal ændres på kommunerne og regionernes økonomiske rammer.

”Man kommer ikke til at opleve, at de udgifter, coronavirussen skaber i vores sundhedsvæsen i vores regioner og i vores velfærdssamfund i kommunerne, skal betyde, at vi ikke har et godt og velfungerende velfærdssamfund efterfølgende,” sagde Nicolai Wammen og tilføjede:

”Vi vil derfor sætte os sammen senere på året og gøre regningen op og se, hvor meget der er blevet brugt på coronavirussen, og den del af regningen tager vi på os.”

Den nye aftale indeholder også fravigelser fra en række bevillingsregler, der blandt andet skal give kommunerne og regionerne mulighed for at betale forud for leverancer, der sker inden 1. juli, så længe beløbet ikke overskrider en million kroner.

Derudover vil kommunerne og regionerne også fremskynde betalinger i forhold til de normale betalingsfrister. Kommunerne er sammen med regeringen blevet enige om at fremrykke betalinger for i alt næsten 5 milliarder kroner, mens regionerne har forpligtet sig til at fremrykke for op til 1,5 milliard.

Se begge aftaler her.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Nicolai Wammen

Finansminister, MF (S)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2001)

0:000:00