Regeringen vil åbne restauranter og sende store elever i skole

GENÅBNING: Før aftenens forhandlinger om næste fase af genåbningen, siger Mette Frederiksen, at regeringen ønsker at åbne for blandt andre restauranter, detailhandel og store skoleelever.

Det bliver nok ikke "en fuld skolegang", men de store skoleelever kan måske se frem til "at få mere af deres hverdag tilbage".

Nu siger statsminister Mette Frederiksen (S) i hvert fald, at regeringen med næste fase af genåbningen ønsker at åbne for store skolebørn samt hele detailhandlen, herunder storcentre, restauranter og caféer.

"På baggrund af de foreløbige ønsker fra partierne vil det være regeringens forslag, at vi med fase to blandt andet genåbner hele detailhandlen, herunder storcentre, at restauranter og caféer kan begynde at åbne igen, og at de store skolebørn får mulighed for at få mere af deres hverdag tilbage, også selv om der måske ikke bliver tale om en fuld skolegang," siger statsministeren til Ritzau ifølge DR.

Flere elementer vil komme i spil
Meldingen kommer umiddelbart før, alle Folketingets partier onsdag aften klokken 18 fortsætter forhandlingerne om næste fase af genåbningen.

Mette Frederiksen siger, at hun forventer, at også andre elementer end dem, regeringen fremhæver, vil komme i spil under aftenens forhandlinger.

Hun betoner, at genåbningen stadig skal tage højde for, at alt skal være "sundhedsmæssigt forsvarligt".

To friske rapporter før forhandlinger
Før aftenens forhandlinger har partierne og regeringen fået helt frisk viden at basere deres beslutninger på i form af to rapporter fra henholdsvis Statens Serum Institut og den særlige ekspertgruppe med tre topøkonomer. 

Seruminstituttets rapport giver bud på de sundhedsmæssige konsekvenser af forskellige scenarier for genåbning. Den kan du finde her.

Økonomernes rapport giver bud på, hvad åbning af forskellige brancher vil betyde for blandt andet beskæftigelse og vækst set i sammenhæng med konsekvenserne for det såkaldte smittetryk. Find økonomernes rapport hos Finansministeriet her.

Forrige artikel Statens Serum Institut: Landet kan genåbnes yderligere, uden smittetrykket eksploderer Statens Serum Institut: Landet kan genåbnes yderligere, uden smittetrykket eksploderer Næste artikel Ny aftale fjerner feriekrav til elever og lærlinge Ny aftale fjerner feriekrav til elever og lærlinge
Den røde regering vil spare på Arbejdstilsynet

Den røde regering vil spare på Arbejdstilsynet

FINANSLOV: Selv om regeringen lægger op til at øge Arbejdstilsynets budget en smule, vil konsulentbesparelser og effektivitetskrav reducere den samlede bevilling. FH råber vagt i gevær.