S: En højere pensionsalder passer ikke til enhver virkelighed

Af Peter Hummelgaard Thomsen
MF og medlem af skatteudvalget for Socialdemokraterne

Hvis Lars Løkke Rasmussen (V), Anders Samuelsen (LA), Morten Østergaard (R) og måske i sidste ende også Kristian Thulesen-Dahl (DF) ender med at få magt, som de har agt, så vil en væsentlig del af regningen for lavere topskat til de rigeste skulle betales af en senere pensionsalder. 

Det vil især ramme de kortest uddannede og lavest lønnede. 

Når man lytter til stemmer på højrefløjen, inklusive Radikale, så er det som om, at opfattelsen er, at ingen vil skulle lide skade eller opleve forringede livsvilkår over at opgive retten til at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, mens man stadig kan gå og stå. 

Men virkeligheden for de, der er startet tidligst på arbejdsmarkedet, har de laveste lønninger og korteste uddannelser, er en anden. 

Pensionisttilværelsen er et produkt af arbejdslivet
For en baggageportør i Kastrup Lufthavn betyder et halvt år mere på arbejdsmarkedet, at der skal løftes 33.000 kufferter mere. Det, der svarer til 550 tons. 

Højrefløjens forslag om at hæve pensionsalderen yderligere er ganske enkelt ude af trit med virkeligheden. 

Peter Hummelgaard Thomsen
MF og medlem af Skatteudvalget for Socialdemokraterne

En murer skal mure 66.000 tusinde sten mere. En brolægger når at lægge 250 tons sten mere på et halvt år. En stuepige når på et halvt år mere på arbejdsmarkedet at gøre 4.000 flere hotelværelser rent. En skraldemand vil stige ind og ud af sin skraldebil 13.000 gange mere. Og en buschauffør på 5A-ruten i København når at køre med 165.000 tusinde flere passagerer. 

For alle, der kender virkeligheden, er det indlysende, at der sker noget i løbet af et liv, der gør, at forudsætningerne for en god, tryg og sund alderdom i høj grad afhænger af, hvordan man har tilbragt sin tid frem til pensionsalderen. 

Udover de tunge løft, de slidsomme arbejdsstillinger og de ensformige arbejdsrutiner er virkeligheden også den, at ufaglærte går oftere til lægen, er oftere på sygedagpenge og benytter sig oftere af efterløn end akademikere. 

Det skyldes et ofte meget fysisk hårdt og langt arbejdsliv. Derfor bør det også være indlysende, at de systemer, vi som samfund sætter i verden for at sikre et godt otium til mennesker, der går på pension, bør tage hensyn til, hvad der går i forvejen.

Fælles middellevetid holder ikke
Det er ikke bare min påstand. Der er lavet massevis af undersøgelser, der peger på sociale, sundhedsmæssige og økonomiske forskelle på kortuddannede og mennesker med en længere uddannelse. 

Men hovedet på sømmet er AE-rådets seneste undersøgelse fra 15. august. Den viser nemlig klokkeklart, at der er en forskel på, hvor lang tid vi lever alt efter vores uddannelsesniveau. 

En 30-årig mand med en lang uddannelse kan forvente at leve omkring seks år længere end en 30-årig mand med en kort uddannelse. For kvinder er forskellen 4,6 år. 

Når kortuddannede lever i kortere tid end mennesker med en lang uddannelse, så er tæppet endegyldigt trukket væk under en pensionsalder, der er baseret på en fælles middellevetid. 

Højrefløjens forslag om at hæve pensionsalderen yderligere er ganske enkelt ude af trit med virkeligheden.