Debat

S-kandidat: Ryanair angriber hele vores samfundsmodel

DEBAT: Vi skal stå sammen i kampen mod en “pistol mod tindingen-taktik” fra virksomheder som Ryanair, der giver deres medarbejdere valget mellem ringere vilkår eller afskedigelse. Sådan skriver folketingskandidat for Socialdemokraterne Peter Hummelgaard Thomsen.

Ifølge folketingskandidat for Socialdemokraterne Peter Hummelgaard Thomsen handler Ryanair-slagsmålet om værdierne i vores samfundsmodel. Dem må vi ikke ofre, skriver han.
Ifølge folketingskandidat for Socialdemokraterne Peter Hummelgaard Thomsen handler Ryanair-slagsmålet om værdierne i vores samfundsmodel. Dem må vi ikke ofre, skriver han.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Peter Hummelgaard Thomsen
Folketingskandidat (S)

I torsdags annoncerede det irske lavprisselskab Ryanair, at man fra marts vil begynde at flyve en række ruter fra København. 

Beskeden på pressemødet var krystalklart: Medarbejderne skal ikke forvente overenskomster, og man agter ikke at forhandle med fagforeningerne i lufthavnen. 

Det er hele den danske samfundsmodel, der nu udfordres. Ikke kun i Københavns Lufthavn, men i hele Danmark. 

Fakta
Bland dig i debatten!
Send dit debatindlæg til [email protected].

Slagsmålet i Københavns Lufthavn er kun et mikrokosmos af en større værdikamp, der har accelereret siden finanskrisen, nemlig om hvad det egentlig er for et samfund, vi gerne vil have i fremtiden. 

Samarbejder ikke med fagforeninger
Ryanair nægter konsekvent at forhandle overenskomster med fagforeningerne i de lande, hvor selskabet slår sig ned. Dets kommercielle direktør, David O’Brien, har udtalt, at ”Vi samarbejder ikke med fagforeninger”. Selv i Billund, hvor selskabet har været til stede siden 2006, er det ikke lykkedes at tegne overenskomst, trods adskillige henvendelser fra Flyvebranchens Personale Union.

Ryanairs fremfærd er desværre ikke enestående, men afspejler en generel tendens, hvor lønmodtagernes rettigheder med støtte fra den politiske højrefløj sættes under pres.

Peter Hummelgaard Thomsen
Folketingskandidat for Socialdemokraterne

Det betyder, at langt de fleste ansættes på individuelle kontrakter uden basale rettigheder. 

Bladrer man kontrakterne igennem, kan man eksempelvis læse om medarbejdere uden faste regler for arbejdstid; medarbejdere, der selv skal betale for uddannelse; medarbejdere, der selv skal selv betale for indkvartering og forplejning, når de er ude i tjeneste; medarbejdere, der selv skal betale for deres uniform; medarbejdere uden ret til løn under sygdom og meget andet, der burde høre fortiden til. 

De dårlige forhold går ikke kun ud over medarbejderne, men også sikkerheden ombord på flyene. Eksempelvis fortæller tidligere ansatte piloter, at de følte sig presset til at flyve, selvom de var syge. 

En kamp om vores værdier
Ryanairs fremfærd er desværre ikke enestående, men afspejler en generel tendens, hvor lønmodtagernes rettigheder, med støtte fra den politiske højrefløj, sættes under pres. 

På samme måde kunne vi i sidste uge læse om, hvordan TDC, der sidste år havde et overskud på 3,13 milliarder kroner, havde gennemforringet medarbejdernes løn- og arbejdsvilkår i datterselskabet Telmore. Beskeden til dem var: Accepter eller jobbet ryger. 

Der er for mig at se tale om et grundlæggende spørgsmål om, hvilken samfundsmodel vi ønsker i fremtiden.  

Desværre er det langt fra kun Ryanair, der bekæmper den danske model. 

Den politiske højrefløj har de senere år brugt krisen, globalisering, konkurrenceevne eller domme fra EU-Domstolen til at kræve et opgør med den danske fagbevægelse. 

Står det til dem, skal ikke kun Københavns Lufthavn, men hele arbejdsmarkedet omdannes til et Wild West, hvor arbejdsgivere i konkurrencens hellige navn kan trykke lønnen og presse arbejdsmiljøet, uden at lønmodtagerne har mulighed for at svare igen. 

Med selskaber som Ryanair er det ikke noget opmuntrende scenarie, hvis man er dansk lønmodtager.

Vi skal stå sammen
Danmark befinder sig gang på gang i toppen, når anerkendte tænketanke og internationale tidsskrifter undersøger konkurrenceevne og erhvervsklima. 

I efteråret viste en rapport fra Verdensbanken, at Danmark er det land i Europa, hvor det er bedst at drive virksomhed. 

Samtidig er der i disse år en voksende erkendelse af, at ulighed er gift for samfundet og var en væsentlig – måske dén væsentligste – årsag til finanskrisen. Og få samfundsmodeller har bidraget til så høj grad af lighed som den danske.

Mens lønmodtagerne under krisen har udvist en meget stor grad af løntilbageholdenhed og samtidig i øvrigt har måttet betale de største regninger for krisen, oplever vi igen og igen, hvordan virksomheder udnytter pistol til tindingen-taktikken. 

Accepter ringere vilkår, eller mist dit job. Sådan synes logikken at være i disse år.

Derfor er det vigtigere end nogensinde, at lønmodtagere, politikere og forbrugere står sammen imod et ræs mod bunden. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Peter Hummelgaard

Justitsminister, MF (S)
cand.jur. (Københavns Uni. 2012)

0:000:00