Debat

S: Praktikpladser skal også på trepartsbordet

DEBAT: Flygtningepolitik og integration må ikke skygge for andre vigtige trepartstemaer som for eksempel manglen på faglært arbejdskraft og praktikpladser, skriver S-ordfører Leif Lahn. Forhandlingerne skal handle om hele Danmark, mener han.

Manglen på faglært arbejdskraft er en af landets største udfordringer, og den fortjener også opmærksomhed i trepartsforhandlingerne, skriver Socialdemokraternes beskæftigelsesordfører, Leif Lahn Jensen.
Manglen på faglært arbejdskraft er en af landets største udfordringer, og den fortjener også opmærksomhed i trepartsforhandlingerne, skriver Socialdemokraternes beskæftigelsesordfører, Leif Lahn Jensen.
Line Jenvall
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Leif Lahn Jensen
Beskæftigelsesordfører for Socialdemokraterne

For en mangeårig socialdemokrat og tidligere tillidsmand som mig, er det noget særligt, når trepartsforhandlingerne går i gang. 

Det er en tid, hvor vi hylder den danske model, og som minder mig om, hvor mange gode ting vi har at værne om i dette land. Er der næsten noget stærkere, end når arbejdsmarkedets parter bliver enige om en fælles løsning?

I den seneste tid har arbejdsmarkedspolitik i høj grad også handlet om integrationspolitik. Vi kan vist alle blive enige om, at det er en stor udfordring, vi står over for i disse tider. Og arbejdsmarkedspolitik skal da også tænkes sammen med integrationspolitik, hvis integrationen skal lykkes. 

Fakta
Debatpanel om trepart
Trepartsforhandlingerne er i gang, og Altinget: arbejdsmarked har nedsat et debatpanel, som skal kommentere, diskutere og analyse forhandlingerne.

Panelet består af:
  • Bente Sorgenfrey, formand for FTF
  • Lars Storr-Hansen, administrerende direktør i Dansk Byggeri
  • Per Christensen, forbundsformand i 3F
  • Mikkel Mailand, arbejdsmarkedsforsker, FAOS
  • Bent Bøgsted, beskæftigelsesordfører, Dansk Folkeparti
  • Leif Lahn Jensen, beskæftigelsesordfører, Socialdemokraterne
  • Steen Nielsen, underdirektør i Dansk Industri med ansvar for løn og arbejdsmarkedspolitik

Vi må føre arbejdsmarkedspolitik for hele Danmark. For selvom flygtninge- og integrationsudfordringerne er centrale, løser landets andre udfordringer ikke sig selv. 

Leif Lahn Jensen
Beskæftigelsesordfører for Socialdemokratiet

Men vi må ikke stirre os blindt på flygtningepolitik og integration. Det er vigtigt, at vi ikke glemmer de andre udfordringer, som Danmark står over for. 

Vi må føre arbejdsmarkedspolitik for hele Danmark. For selvom flygtninge- og integrationsudfordringerne er centrale, løser landets andre udfordringer ikke sig selv.  

Fakta
Vil du blande dig i debatten?
Send dit indlæg til [email protected].

Manglen på faglært arbejdskraft er alvorlig
For eksempel er manglen på social- og sundhedsassistenter, industriteknikere og andre faglærte også blandt Danmarks største udfordringer. 

Vi risikerer at tabe arbejdspladser og velstand, hvis danske virksomheder ikke kan besætte stillingerne efter de store generationer af håndværkere, der er på vej på pension. Der er i dag simpelthen for få, der starter på en erhvervsuddannelse. 

Mange tøver med at gå i gang, fordi de frygter ikke at kunne få en praktikplads, og med god grund.

I november måned 2015 var omkring 10.000 unge i enten skolepraktik eller stod med et afsluttet grundforløb uden hverken skolepraktikplads eller praktikplads i en virksomhed. Det er derfor vitalt for Danmark, at vi får forkortet vejen ud til en ordinær praktikplads ude i virksomhederne.

For Socialdemokratiet er det derfor helt afgørende, at de nuværende trepartsforhandlinger også drejer sig om at skabe flere praktikpladser i Danmark.

Behov for nytænkning
Socialdemokratiet har konkrete forslag til, hvordan vi får skabt flere virksomhedspraktikpladser:

Vi foreslår en kraftig forøgelse af virksomhedernes økonomiske interesse i at underskrive en uddannelsesaftale. 

Socialdemokratiets målsætning er, at samtlige af virksomhedernes udgifter til elever på skoleophold skal dækkes af Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag (AUB). Det kræver, at arbejdsgiverne bidrager mere til ordningen, som så vil sænke deres udgifter, hvis de tager en elev.

Samtidig foreslår vi, at alle udbud og licitationer i stat, regioner og kommuner over en vis størrelse skal have elever/lærlinge eller forklare, hvorfor det modsatte er tilfældet. 

I dag gælder samme princip inden for opgaver i bygge- og anlægsbranchen. Det blev indført i 2013 og har hidtil vist sig at være en succes. Eksempelvis er antallet af praktikpladser i staten steget fra 340 til 580 fra 2013 til 2014. Og andelen af udbud i staten, hvor sociale klausuler anvendes, er ligeledes steget i samme periode. 

Det, mener vi, skal udbredes, så det gælder generelt for alle brancher og i alle offentlige myndigheder.

Der er brug for nytænkning, men desværre er regeringen sløv på dette område. Vi har tiltro til, at fagbevægelsen og arbejdsgiverne vil have en mere ambitiøs tilgang til trepartsforhandlingerne end regeringen. Og vi har tiltro til, at parterne når frem til et stærkt og godt resultat for hele Danmark.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Leif Lahn Jensen

MF (S), næstformand, Statsrevisorerne, 1. næstformand, Folketingets Præsidium
10. klasse (Grenaa 1984), havnearbejder

0:000:00