Debat

SAS-aftalen og den danske model

DEBAT: Flere ting peger i retning af, at SAS-aftalen kan danne præcedens for fremtidige forhandlingsmodeller, og det vil omlægge de traditionelle nordiske arbejdsmarkedsmodeller, skriver professor Flemming Ibsen.
Foto: pressefoto
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Flemming Ibsen
Professor, Institut for Statskundskab, Carma, Aalborg Universitet

Støvet efter de dramatiske forhandlinger omkring SAS' overlevelse og fornyelse af aftaler om løn- og arbejdsvilkår for de ansatte har nu lagt sig, og det er tid til evaluering og eftertanke.

Nogle spørgsmål trænger sig umiddelbart på: Var der tale om alvorlige brud på det, vi i daglig tale kalder for 'den danske model', og vil SAS-modellen trække spor gennem fremtidens forhandlinger om fornyelse af løn- og arbejdsvilkår for danske lønmodtagere og dermed grundlæggende forandre den danske aftalemodel?

Vil andre arbejdsgivere og virksomheder føle sig inspireret af SAS-modellen og vælge den samme forhandlingsstrategi? Vil SAS-modellen oven i købet danne præcedens for, hvordan fremtidens overenskomstforhandlinger vil løbe af stablen? Eller var SAS-aftalen en unik case, der ikke vil få en afsmittende effekt på resten af det danske arbejdsmarked?

SAS-aftalen er unik, men både forhandlingsforløbet og aftalens indhold vil givetvis trække dybe spor i de forhandlings- og aftaleforløb, som vi vil opleve på det danske arbejdsmarked i fremtiden.

Flemming Ibsen
Professor

Brud med den danske model
En analyse af forløbet omkring SAS-forhandlingerne og indholdet i den indgåede aftale viser, at der på mange måder var tale om et brud med det, vi normalt forstår ved den danske forhandlings- og aftalemodel, som er kernen i "den danske model". Det gælder både forhandlingsforløbet, aftalens indhold og ikke mindst den politiske intervention i skikkelse af finansministerens pres på de faglige ledere.

Når det gælder selve forhandlingsforløbet var det unikt i den forstand, at man knap nok kan tale om en forhandling.

SAS-forhandlerne havde på forhånd skrevet en ny overenskomst, der i detaljer beskrev de nye løn- og arbejdsvilkår for både piloter og kabinepersonalet. Der var således ikke tale om en forhandling, men om et diktat, som kun rummede et minimalt forhandlingsrum. Her handler det altså om en autoritær model, der på ingen måde flugter med den samarbejdsmodel, som er en vigtig del af den danske model, hvor parterne udveksler indbyrdes krav, der bygger på åbenhed og information og forløber i en tillidsfuld atmosfære.

I stedet var der tale om en uhørt brutalitet fra ledelsens side, hvor de faglige ledere fik 6 dage til at skrive under på den færdigfabrikerede overenskomst under devisen: The final call!

De faglige ledere skulle således tage stilling til meget komplicerede overenskomstforhold under et ekstremt tidspres, hvilket tilsyneladende var en bevidst strategi fra ledelsens side. Et normalt forløb er "at give og tage", men her var der alene tale om, at ledelsen tog, og de ansatte gav.

Uhørte forhandlingsaftaler
SAS-aftalens indhold var også afvigende i forhold til, hvad udfaldet af aftaler normalt er på det danske arbejdsmarked. Både piloter og kabinepersonale accepterede både markante lønreduktioner, en højere arbejdstid og for piloternes vedkommende tillige forringelser af deres pensionsforhold.

Der var tale om omkostningsreduktioner på op til 15 procent af de samlede lønomkostninger. De er vel at mærke ikke midlertidige, men permanente for de pågældende personalegrupper. Når det gælder de ansattes arbejdstider, kan eksempelvis kabinepersonalets daglige arbejdstid være på 13 timer og den ugentlige arbejdstid på 37½.

Det er uhørt lange arbejdstider, der opererer tæt på brud med arbejdsmiljølove i de nordiske lande, og forlængelsen af piloternes arbejdstider kan også vise sig at være på bekostning af flysikkerheden. SAS-aftalens indhold er derfor et markant brud med indholdet i de nordiske landes kollektive aftaler.

Vi skal helt tilbage til 1920'erne får at finde eksempler på direkte reduktioner i de nominelle lønninger i de skandinaviske lande, hvor arbejdsgiverne krævede lønsænkninger under overenskomstforhandlingerne, da de selv oplevede markante prisfald på deres egne produkter. Fagbevægelsen protesterede, og omfattende arbejdskampe fulgte, men resultatet blev lønreduktioner.

Politisk indblanding
Den sidste anomali, når det gælder SAS-aftalens tilblivelse, drejer sig om den politiske intervention i forhandlingsforløbet.

Både den svenske og den danske finansminister lagde et meget direkte pres på de faglige forhandlingsledere for at få dem til at acceptere SAS-ledelsens forhandlings-ultimatum. I forvejen benyttede SAS-ledelsen sig af en meget brutal og aggressiv forhandlingsform, og de to finansministre fandt det åbenbart nødvendigt at lægge et yderligere pres på de faglige ledere midt i et uhørt stresset forhandlingsklima.

Det er så vidt vides ikke sket før, at en dansk finansminister midt i et forhandlingsforløb på en enkelt virksomhed lægger direkte pres på fagbevægelsens forhandlere for at få dem til at acceptere markante forringelser af de ansattes løn- og arbejdsvilkår.

Det er normalt en dødssynd for en ledende politiker, at han/hun blander sig i et forhandlingsforløb på arbejdsmarkedet, da hele pointen i den nordiske forhandlingsmodel netop er, at parterne selv skal påtage sig ansvaret for at gennemføre forhandlingerne succesfuldt. Intervenerer politikerne, vil det blot betyde, at parterne begynder at orientere sig mod det politiske niveau for at få indflydelse på de politiske holdninger til aftalernes indhold, hvilket vil fjerne parternes ansvar for aftalernes indhold.

Respekten for parternes ansvarlighed byder derfor politikerne at holde sig langt væk, når forhandlingerne er i gang, og det var lige nøjagtigt, hvad de to finansministre ikke gjorde. Deres intervention var desuden helt unødvendig og dermed utidig, da de faglige ledere i forvejen var udsat for et ekstremt pres og udmærket vidste, hvad der var på spil, når det gjaldt SAS' overlevelse og dermed deres egne arbejdspladsers fortsatte eksistens.

Kan danne præcedens
Både når det gælder forhandlingsforløbet, aftalernes indhold og den politiske intervention, var der således tale om et brud på de skandinaviske arbejdsmarkedsmodeller, og det relevante spørgsmål er derfor, om SAS-modellen - forstået som en aggressiv arbejdsgiverforhandlingsstrategi kombineret med aftaler om lønnedgang og arbejdstidsforlængelse - vil danne præcedens og i fremtiden føre til nye forhandlings- og aftalemodeller og dermed en omlægning af de traditionelle nordiske arbejdsmarkedsmodeller.

Der er flere ting, der taler for, at dette kan blive tilfældet. Det ydre tryk på virksomhederne i de nordiske lande er vokset markant på grund af globaliseringen og liberaliseringen af både arbejdsmarkederne og markederne for kapital, varer og tjenesteydelser.

Konkurrencebetingelserne forringes, og profitterne trykkes, hvilket presser arbejdsgiverne til at kræve lønreduktioner og hurtige omstillinger i virksomhederne. Disse tilpasninger skal ofte ske hurtigt, hvis virksomhederne skal overleve, og det kan føre til en ændret forhandlingsform, hvor arbejdsgiveren optræder mere aggressivt, og de faglige ledere skal tage stilling til et ultimatum snarere end et forhandlingsudspil.

Kravet fra arbejdsgiverne til de faglige ledere kan derfor i fremtiden blive, at de skal vælge mellem hurtige og markante lønreduktioner eller et stort antal fyringer.

Permanent forandring?
Meget tyder på, at de ansatte og dermed fagbevægelsens medlemmer er mere tilbøjelige til at acceptere lønreduktioner for at bevare deres arbejdspladser - specielt under den nuværende krise - og fagbevægelsen vil derfor være tvunget til at omlægge sin strategi og acceptere lønreduktioner i stedet for personalenedskæringer.

SAS-aftalen er unik, men både forhandlingsforløbet og aftalens indhold vil givetvis trække dybe spor i de forhandlings- og aftaleforløb, som vi vil opleve på det danske arbejdsmarked i fremtiden.

Om der er tale om et permanent forandring af den nordiske og danske model, får vi først svaret på, når konjunkturerne engang vender, og vi igen får et arbejdsmarked præget af en høj beskæftigelsesgrad og dermed et forhandlingsklima, som er mere i fagbevægelsens favør.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Flemming Ibsen

Professor emeritus, Institut for Politik og Samfund, Aalborg Universitet
cand.polit. (Københavns Uni. 1971)

0:000:00