Debat

SF: Drop ledig-pisken og erkend problemet

DEBAT: Vi er som samfund nødt til at indrømme, at visse borgere har det svært i uddannelsessystemet og på vejen ud på arbejdsmarkedet, skriver SF’s Sisse Marie Welling. Og pisk og lave ydelser er ikke vejen frem, mener hun.

Sisse Marie Welling er SF’s ordfører for beskæftigelse og integration, bolig, sundhed og omsorg i Københavns Borgerrepræsentation. Hun frygter at tilliden til den danske model bliver pisket ihjel.
Sisse Marie Welling er SF’s ordfører for beskæftigelse og integration, bolig, sundhed og omsorg i Københavns Borgerrepræsentation. Hun frygter at tilliden til den danske model bliver pisket ihjel.Foto: Pressefoto, SF
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Sisse Marie Welling
Medlem af Borgerrepræsentationen i København for SF

Debatten om vores arbejdsmarked er blevet sovset ind i en ny form for girafsprog. 

Stramninger og lavere ydelser bliver til bureaukrat-ord som arbejdsudbud, og ressourceforløb bliver noget, der kan få de blinde til at se og de lamme til at gå.

Jeg og SF deler fuldstændigt ønsket om, at så mange danskere som overhovedet muligt deltager på arbejdsmarkedet. Fordi det vil være godt for Danmark, men mest fordi det er vigtigt at få lov til at blive en del af fællesskabet. 

Fakta
Bland dig i debatten!
Send dit indlæg til [email protected].

Men tanken om, at vi med lavere ydelser som pisk kan trylle tusindvis af danskere på kontanthjælp, dagpenge og førtidspension til erhvervsaktive mønsterborgere er eventyrlig.

For de arbejdsløses problem er ikke, at de lever for godt. 

Jo mere danskerne lærer at frygte arbejdsløshed, jo mere vakler vores måde at regulere arbejdsmarkedet på.

Sisse Marie Welling
SF’s ordfører for beskæftigelse og integration, bolig, sundhed og omsorg i Københavns Borgerrepræsentation

Det er, at de ikke kan finde et arbejde. 

For at løse det problem har vi tidligere prøvet med pipfugle-kurser, spaghettitårne og løntilskud i det offentlige. Det virkede ikke. Tværtimod. 

Men i stedet for at gå kritisk til os selv og vores egne systemer som politikere har vi nu kastet os over den næste lette løsning; lavere ydelser. 

For hvis vi ikke kan gøre andet, så kan vi da i hvert fald sørge for, at ledige bliver rigtigt fattige.

Domstol må trække grænsen
Konsekvensen af piskeriet står sørgelig klart efter den seneste tids dækning af ressourceforløbene. 

De har hjulpet forsvindende få i job, mens syge danskere, der har krav på vores hjælp, er blevet fanget i en labyrint af arbejdsprøvninger og sengepraktikker.

I København, hvor jeg sidder i Borgerrepræsentationen, har vi lige tabt en sag ved byretten. 

Sagen handlede om, at vi havde afvist at indstille en ekstremt svag borger til førtidspension, fordi hun ikke kunne gennemføre en arbejdsprøvning. 

Ankestyrelsen mente, at den afvisning er helt i tråd med gældende lov. Det mente byretten heldigvis ikke. Jeg skriver heldigvis, fordi der må være en grænse, hvor vi holder op med at piske. 

Og vi er åbenbart nået dertil, hvor det kræver en domstol at trække den grænse.

Prisen er høj
Det er ikke kun politikerne, der har fundet pisken frem. 

Hos Dansk Arbejdsgiverforening kan man slet ikke få nok af arbejdsudbud. 

DF, socialdemokraterne og regeringens nødtørftige lapning af vores ramponerede dagpenge-model, var ifølge DA en fejl, fordi den ikke øgede arbejdsudbuddet.

Desværre oplever vi ikke en telefonstorm hos den københavnske jobformidling fra arbejdsgivere, der gerne vil ansætte langtidsledige og fleksjobbere. 

Alligevel er der hos DA ingen tvivl om, hvad der er bedst for de ledige. Men ved man egentlig hos arbejdsgivernes forening, hvad der er bedst for arbejdsgiverne selv?

De kan meget vel komme til at betale en høj pris. 

Jo mere danskerne lærer at frygte arbejdsløshed, jo mere vakler vores måde at regulere arbejdsmarkedet på. 

Retten til at hyre og fyre er langt mindre indskrænket i Danmark end i andre lande. Det er ikke en naturlov.

Ærlighed varer længst
Som samfund er vi nødt til at indrømme, at der er en gruppe borgere, som har det svært i vores uddannelsessystem og i vejen ud på arbejdsmarkedet. 

Det findes der ingen lette løsninger på. 

Det kræver en bedre indsats for udsatte børn, og at folkeskolen bliver i stand til at løfte de 15 procent, der i dag ikke kan tage en uddannelse. 

Det kræver også, at vi tager uddannelse hele livet alvorligt.

Det er absolut ikke let. Til gengæld er der en fair chance for, at det virker. 

I modsætning til den magiske pisk.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00