Sløjfet helligdag øger risiko for konflikt ved overenskomstforhandlinger
De ansatte vil have mere i løn, hvis de også skal arbejde på St. Bededag, lyder det fra fagbosser forud for allerede komplicerede forhandlinger. "Der er ingen, der siger, det skal være nemt,” siger ny beskæftigelsesminister.


Jakob Krarup Bjerregaard
JournalistI forvejen tegner de forestående overenskomstforhandlinger på det private arbejdsmarked, OK23, til at blive de sværeste i mange år.
Et stærkt kritiseret forslag fra den nye SVM-regering om at afskaffe en helligdag tegner imidlertid til at hæve risikoen for konflikt yderligere. Det vurderer både en ekspert og flere fagforeningsledere, efter at den nye regering onsdag løftede sløret for planerne.
”Der er en risiko for, at det kan være brænde til et bål, som allerede er tændt rigtig godt op,” siger arbejdsmarkedsforsker Laust Høgedahl, der er lektor på Aalborg Universitet.