Topforhandler en uge før OK18-deadline: Alt ligger stadig åbent

Q&A: Overenskomstforhandlingerne på statens område skal ifølge planen lukkes før vinterferien, men der er stadig lang vej i mål. Altinget har bedt de statsansattes topforhandler om at gøre status.

Flemming Vinther er formand for Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU) og står dermed i spidsen for de statsansatte ved de offentlige overenskomstforhandlinger.
Flemming Vinther er formand for Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU) og står dermed i spidsen for de statsansatte ved de offentlige overenskomstforhandlinger.Foto: Katja Holm/Altinget
Søren Elkrog Friis

Det er nu seks uger siden, at overenskomstforhandlingerne for 184.000 ansatte i staten blev skudt i gang ved et sættemøde i Finansministeriet. Men reelt har forhandlingerne kun været igang i 14 dage på grund af kollektivt forhandlingsboykot fra lønmodtagersiden, mens man ventede på gennembrud i forhandlinger om lærernes arbejdstidsregler.

Normalt lukkes overenskomstaftalen på statens område som det første, før kommuner og regioner følger efter. Ifølge køreplanen for de offentlige overenskomstaftaler er det planen at lukke en aftale på statens område allerede før vinterferien.

Altinget har spurgt de statsansatte topforhandler, CFU-formand Flemming Vinther, hvordan det går med at holde tidsplanen.

"Planen er indtil videre stadig at gå ind i den afsluttende fase 8. februar, og så må vi jo se, hvor lang tid den fase varer. Men for os er det ikke en bestemt tidslomme, som er vigtig. Vi forhandler for at lave en god aftale, og vi vil aldrig acceptere at lave noget sjask, fordi der ikke er tid nok," siger han.

Hvad har det betydet, at I har fået så sent et afsæt til forhandlingerne, fordi man skulle vente på gennembrud i forhandlinger om lærernes arbejdstid?

"Der er ingen tvivl om, at det var nødvendigt at få sendt et meget klart kollektivt signal til vores arbejdsgivere om, at en arbejdstidsaftale for lærerne er et helt afgørende element ved de her forhandlinger. Det synes jeg da, vi slap meget godt fra, så det fortryder jeg på ingen måde. Men det betyder jo, at der er meget mere tryk på kedlerne frem mod 8. februar, og det må vi jo se, om vi kan håndtere i fællesskab."

Men lærernes arbejdstid var kun ét ud af tre ben i den musketered, I har indgået på tværs af de faglige organisationer. De andre to ben er lønløft af de laveste lønnede og sikring af de statsansattes frokostpause, hvordan går det med det?

"Det bliver i øjeblikket drøftet i nogle arbejdsgrupper, så det er for tidligt at sige noget om. Men man kan ikke sammenligne med lærernes arbejdstid, for vi har på intet tidspunkt sagt, at vi ikke ville forhandle andre ting, før der var hvid røg om spisepausen. Men det er klart, at det stadig er kæmpe temaer, som vi ikke har sat hak ved endnu. Og mon ikke det bliver noget at det, vi kommer til at diskutere til slut."

Men i december forlød det, at betalt frokostpause og lavtlønssikring var lige så ultimative krav som lærernes arbejdstid. Er de stadig det?

"Vi har hele tiden sagt, at det på statens område var de her tre emner, som har potentiale i sig til at kunne udløse et nej, enten fra centralt hold eller ved den urafstemning, som vi på et tidspunkt skal ud i. Så det er meget væsentlige emner, og det er der ikke ændret på."

Hvilke knaster er det ellers, I lægger arm om i øjeblikket?

"Vi har været i gang en uges tid efterhånden, så vi er stadig i gang med at folde kravene ud for hinanden. Men det er jo i detaljen, at djævelen ligger, og der har vi fra begge parters side stadig behov for at komme i infight på, præcis hvad det er, der ligger i de forskellige krav. Så vi er ikke nået så langt, at vi kan sige, at noget er afsluttet eller taget af bordet. Lige nu er alt i spil."

Før forhandlingerne sagde du, at tilliden mellem de faglige organisationer og Sophie Løhde var i bund. Er I blevet bedre venner?

"Nu vurderer jeg ikke, at jeg nogensinde har været decideret uvenner med Sophie Løhde, men vi har vel stadig en situation, hvor vi som parter står ret langt fra hinanden. Men det er jo ikke usædvanligt på nuværende tidspunkt i en overenskomstforhandling, så jeg håber selvfølgelig, at vi kan gå til bordet på et tidspunkt og få landet en fornuftig aftale."

"Jeg skal da gerne indrømme, at der har været et kantet opløb til forhandlingerne. Det har jeg jo selv bidraget til, og sådan er det. Men jeg er sikker på, at begge parter stadig har en interesse i at lande en aftale. Vi har i hvert fald ingen ambitioner om at etablere en konflikt."

Nu har du prøvet det her et par gange før. Er du på nuværende tidspunkt mere eller mindre optimistisk i forhold til at lande en god aftale?

"Det er svært at svare på, for der er ikke to overenskomster, som er ens. I 2015 var jeg sikker på, at det blev relativt nemt. Der havde vi et meget stille og roligt forløb op til overenskomsten, og så i 11. timer smider arbejdsgiverne det her med løngab på bordet (hensigtserklæring, som indeholder en målsætning om "at bringe den i 2008 indledte forskel i lønudviklingen mellem den private og statslige sektor til ophør i den næstkommende overenskomstperiode, red.). Det resulterede i en slutfase, som for mig altid vil stå som skrækeksemplet på, hvordan man gennemfører en overenskomstforhandling. Denne gang er nærmest modsat, for vi har ingen forventninger til, at det skulle være nemt."

"Vi har nogle store emner på bordet, som er overordentlig vanskelige, og som også rummer nogle helt principielle slagsmål. Og det gør den her overenskomst mere vanskelig, end jeg har oplevet tidligere. Vi har et langt forløb med Moderniseringstyrelsen i særdeleshed og Sophie Løhde i almindelighed, som heller ikke har bidraget til, at der er en kæmpe gensidig tillid, når vi går ind i lokalet. Det gør det heller ikke lettere. Men jeg vil samtidig understrege, at jeg på lønmodtagersiden oplever et sammenhold, som jeg ikke har oplevet før. Og det giver mig en masse tro på, at vi kan nå en masse denne gang." 

Her kan du se listen over CFU's krav til OK18.

Her kan du læse om krav på kommunernes og regionernes område.

Her kan du se listen over Moderniseringsstyrelsens krav til CFU.

Her kan du se listen over Moderniseringsstyrelsens krav til Akademikerne.

Dokumentation

Køreplan for OK18

Tirsdag 12. december: Der udveksles krav på kommunernes og regionernes område.

Fredag 15. december: Der udveksles krav på statens område.

Tirsdag 19. december: Forhandlinger indledes på statens område. Sættemøde i Finansministeriet.

Torsdag 21. december: Forhandlinger indledes på kommunernes og regionernes område.

8. februar 2018: Forhandlinger på statens område forventes afsluttet.

14. februar 2018: Forhandlingsfællesskabets forhandlinger med KL forventes afsluttet.

20. februar 2018: Forhandlinger om tværgående emner og aftaler mellem henholdsvis Forhandlingsfællesskabet og RLTN forventes afsluttet.

28. februar 2018: De generelle tværgående forhandlinger og organisationsforhandlingerne om de specielle krav skal efter køreplanen være afsluttet. Hvis det ikke er muligt at nå et resultat, kan der varsles konflikt, som træder i kraft ved udløbet af de gældende overenskomster per 1. april 2018.

I så fald vil forhandlingerne på det kommunale område overgå til Forligsinstitutionen, som skal forsøge at skabe kompromis og dermed hindre konflikter. 

Marts 2018: I løbet af marts bliver både tværgående og organisationernes egne forhandlingsresultater sendt til afstemning hos medlemmerne, såfremt der er opnået resultater.

April 2018: Hvis der ikke er opnået en ny overenskomstaftale, kan der iværksættes konflikt, da de eksisterende overenskomster udløber per 1. april 2018.

Kilde: FAOS, Altinget.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Flemming Vinther

Forhandlingschef, BUPL
soldat, zoneterapeut og butiksassistent

0:000:00