Troels Lund går i gang med at ændre førtidspension

FØRTIDSPENSION: Torsdag præsenterer beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) sin løsning på udfordringerne med kommunale forskelle i tildelingen af førtidspension. Ministeren forventer at fremsætte et konkret lovforslag i løbet af foråret, der skal præcisere lovgivningen.

Reglerne for førtidspension har været omdiskuteret, siden reformen trådte i kraft for fem år siden.

Og nu tager beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) et nyt skridt i det politiske arbejde hen mod en ændring af lovgivningen.

Det løftede ministeren sløret for ved en høring om førtidspension i Folketinget onsdag formiddag.

”Jeg præsenterer en løsning i morgen for det spørgsmål, der handler om at præcisere lovgivningen,” sagde Troels Lund Poulsen.

Anledningen er en delevaluering af reformen, der fokuserer på de kommunale forskelle i tildelingen af førtidspension. Den viser, at førtidspensionsreglerne bliver fortolket forskelligt i landets kommuner, og det giver blandt andet udfordringer for de danskere, der sendes i ressourceforløb, fortalte ministeren.

”Der er en række kommuner, der har rejst kritik af lovgivning om førtidspension; at den er for upræcis og uhensigtsmæssig stram, og hvor i hvert fald i en stor del af diskussionen blandt andet tager afsæt i spørgsmålet omkring ressourceforløbet,” sagde Troels Lund Poulsen.

”Vi har set forskellige fortolkninger af reglerne. Det er der ingen tvivl om, at det bliver vi både nødt at få analyseret, men også at forholde os til,” tilføjede han.

Nyt lovforslag til foråret
Derfor mødes beskæftigelsesministeren i morgen, torsdag, med forligskredsen bestående af Socialdemokratiet, Venstre, Liberal Alliance, SF, Radikale og Konservative. Her vil han præsentere forligskredsen for en løsning, der skal være med til at præcisere lovgivningen for førtidspension, således at kommunerne får bedre grundlag for at lave ens fortolkninger.

Troels Lund Poulsen håber, at der hurtigt kan opnås en politisk forståelse i forligskredsen, og at der i løbet af foråret kan fremsættes et lovforslag i Folketinget.

Den nuværende socialdemokratiske formand Mette Frederiksen var beskæftigelsesminister, da den daværende regering bestående af Socialdemokratiet, SF og Radikale i 2012 indgik en aftale med Venstre, Konservative og Liberal Alliance om en reform af førtidspension og fleksjob.

Reformen betød blandt andet, at danskere under 40 år ikke længere kunne få førtidspension, medmindre det var helt umuligt at gøre dem i stand til arbejde. De skal i stedet sendes i et ressourceforløb, der har til formål, at de på sigt kan komme i arbejde igen eller i gang med en uddannelse.

Netop ressourceforløbet har siden været genstand for en del debat, hvor flere sager også er endt på ministerens bord.

”Der er ingen tvivl om, at jeg bliver berørt af de mange enkeltsager, der bliver sendt til mig. Hvor det i hvert fald ser ud til, når jeg får sagerne forelagt, at der er nogen, der er sendt i meningsløse og perspektivløse ressourceforløb,” sagde ministeren ved høringen.

Senere i år følger en større evaluering af hele reformen, der bliver udarbejdet af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.

,

Forrige artikel Efter 20 år som formand: OK13 er det klare lavpunkt Efter 20 år som formand: OK13 er det klare lavpunkt Næste artikel Ngo-ildsjæle brænder ud i et hårdt arbejdsmiljø Ngo-ildsjæle brænder ud i et hårdt arbejdsmiljø
DEA-direktør bliver formand for NFA

DEA-direktør bliver formand for NFA

JOBNYT: Stina Vrang Elias, administrerende direktør i Tænketanken DEA, er udpeget som ny bestyrelsesformand for Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA).