Kommentar af 
Vera Rosenbeck

Vera Rosenbeck: Er fagbevægelsen ved at begå selvmord i slowmotion?

KLUMME: Er fagbevægelsens reaktionære tilgang til fremtidens arbejdsmarked, sammenholdt med en rituel forargelse hver gang nogle pipper op om fornyelse, virkelig den bedste måde at repræsentere de danske arbejdere på, spørger Vera Rosenbeck 1. maj.

PASSÉ: Har arbejderbevægelsen, med Uber-sagen underskrevet sin egen dødsdom?
PASSÉ: Har arbejderbevægelsen, med Uber-sagen underskrevet sin egen dødsdom?Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Scanpix
Vera Rosenbeck
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Så er det 1. maj igen, og ligesom jul, påske og alle andre højtider bringer det med sig en bølge af rart genkendelige ritualer, der ikke længere stilles spørgsmålstegn ved.

Fagforeningerne ser det som en årlig påmindelse om deres berettigelse, socialdemokraterne snakker om de gode gamle dage, da man kunne præstere over 30 procent i meningsmålingerne, og verden ikke var lige så skræmmende kompleks, og en borgerlig debattør eller to vover sig ud i en halvtam, og som oftest ganske forudsigelig kritik, af både dagen, og hvad den markerer. Med overhængende fare for at falde i sidstnævnte kategori vover jeg alligevel at begive mig ud i et par refleksioner over 1. maj, set fra højre side af linjen.

Mange borgerlige har besluttet sig for helt principielt ikke at bryde sig om 1. maj og fagforeningerne og kommer derfor også til at smide arbejderrettigheder og den danske model ud med badevandet. Hvis jeg nogensinde har lidt af den slags tendenser, blev jeg effektivt kureret efter at have arbejdet et halvt år som tjener på en restaurant uden overenskomst.

Se mere: Uber lukker i Danmark

Hvorfor ikke gå ind i en konstruktiv dialog med Uber, Habil, taxabranchen og andre samkørselsservices og prøve at finde en fælles model, hvor man omfavner innovationen og stadig sikrer medarbejderne basale rettigheder?

Vera Rosenbeck

Selv, og måske især, som liberal, vil jeg stædigt holde fast i, at den danske model er en helt unik struktur, som vi for alt i verden bør holde fast i. Ideen om en arbejdsmarkedsstruktur, der gør politisk indblanding så besværlig som mulig, forekommer mig overmåde liberal, og at sikre folk muligheden for frivilligt at organisere sig og i fællesskab forhandle sig frem til gode vilkår er for mig på ingen måde i strid med samtidig at mene, at folk også må tage ansvar for deres egne valg som forbrugere.

Det er derfor ikke fagforeningerne og kampen for gode arbejdsvilkår, der er min primære anke mod fagbevægelsen, men derimod den umanerlige reaktionære tilgang, jeg synes, den har til, hvordan arbejdsmarkedet skal udvikle sig.

For mig at se har fagbevægelsen ikke haft en vigtigt sejr eller sag de sidste 10 år. Jeg er helt med på, at Ubers tilbagetog vil blive brugt som en retorisk sejrsfane i nok så mange 1. maj-taler, men vores arbejdsmarked vil forandre sig, hvad enten fagforeningerne kan lide det eller ej.

Ryanair er et glimrende eksempel på, at fagforeningerne ikke kan bremse en udvikling, men kun forsinke den i et stykke tid. Jeg forstår ikke, hvorfor fagbevægelsen ikke udnytter den helt unikke struktur, vi har med den danske model, til at gå fremtidens arbejdsmarked i møde og samtidig insistere på, at det ikke skal ske på laveste fællesnævner.

Hvorfor ikke gå ind i en konstruktiv dialog med Uber, Habil, taxabranchen og andre samkørselsservices og prøve at finde en fælles model, hvor man omfavner innovationen og stadig sikrer medarbejderne basale rettigheder?

Jeg ved godt, at det ikke ville være en nem dialog, og at der skulle indgås kompromisser fra begge sider. Alternativet er bare, at fremtidens arbejdsmarked kommer til at udvikle sig uafhængigt af fagbevægelsen, og det, synes jeg, ville være et tab.

På samme måde undrer det mig, at ingen repræsentanter for de store foreninger har lyst til at indgå i en debat om, hvad deres insisteren på en skyhøj overenskomstmæssig mindsteløn, betyder for den gruppe mennesker, der aldrig bliver i stand til at gå fra år på kontanthjælp til at levere en ydelse, som en arbejdsgiver vil betale 110 kr. i timen for.

Læs mere: 3F: Uber-farvel er vejen til transportudvikling

Ingen har lyst til at tale om indslusningsløn, men det er jo der, skoen trykker. Hvor ville det være forfriskende med en fagbevægelse, der også havde lyst til at tage de svære debatter, om hvordan vi får et rummeligt arbejdsmarked, hvor også ufaglærte kan være med.

Jeg siger ikke, at fagbevægelsen først har bevist deres eksistensberettigelse, når den løber højrefløjens ærinder. Der er uenigheder, vi aldrig når over, men jeg tillader mig at spørge, om en reaktionær tilgang til fremtidens arbejdsmarked sammenholdt med en rituel forargelse hver gang, nogle pipper op om fornyelse, virkelig er den bedste måde at repræsentere de danske arbejdere på?

Ryanair, Uber, Airbnb, osv. er kommet for at blive, og de kommer kun til at fylde mere på det danske arbejdsmarked for fremtiden. På samme måde kan vi ikke komme udenom at skulle diskutere langtidsledige, ufaglærte og størrelsen på mindstelønnen, hvis vi gerne vil have et arbejdsmarkedet for de mange og ikke for de få.

At arbejdernes repræsentant stikker hovedet i busken, kommer ikke til at ændre på dette, og det kommer da bestemt ikke til at sikre arbejderne så gode vilkår som muligt på sigt. Derfor er min 1. maj-opfordring til fagbevægelsen således: Kom nu ind i kampen. Ellers har jeg svært ved at se, hvad vi skal bruge jer til i fremtiden.

......

Vera Rosenbeck (f. 1996) er 20 år gammel og politisk debattør. Hun har tidligere været formand for organisationen Danske Skoleelever og er i dag medlem af Liberal Alliance. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Vera Rosenbeck

Fhv. formand, Danske Skoleelever
studerende

0:000:00