Veteraner sidder tungt på satspulje på beskæftigelsesområdet

SATSPULJE: Ud af den samlede pulje på 951 mio. kr. går 537 mio. kr. til krigsveteraner. Med satspuljeaftalen på beskæftigelsesområdet mangler regeringen nu kun en aftale på ældreområdet.

Foto: /ritzau/Jesper Mortensen
Søren Elkrog Friis

Lørdag formiddag er det indgået aftale om fordeling af satspuljemidlerne på beskæftigelsesområdet.

Der er allerede indgået aftaler på integrationsområdet og sundhedsområdet. Og fredag landede Børne- og Socialminister Mai Mercado (K) efter ugelangt tovtrækkeri med Dansk Folkeparti satspuljen på socialområdet.

Regeringen mangler dermed kun at lukke satspuljen på ældreområdet, før de kan lukke den samlede satspulje og skride videre mod en finanslovsaftale for 2018.

Beskæftigelsesområdet er med en pulje på 951 millioner kroner det økonomisk set næsttungeste efter socialområdet.

Krigsveteraner har dog sat sig tungt på puljen. Med aftalen afsættes i alt 537 millioner kroner, som hovedsageligt går til krigsskadeerstatninger.

”Med denne aftale sikrer vi en bedre sagsbehandling for veteraner med både fysiske og psykiske mén. Det skylder vi dem,” siger beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) i en pressemeddelelse.

Ny grunduddannelse får støtte
Den tunge prioritering af veteranerstatninger har udgjort et centralt stridspunkt i forhandlingerne på beskæftigelsesområdet, hvor især Alternativet, SF og Radikale har strittet imod med den begrundelse, at det er en udgift, som hører til i Forsvarsministeriet.

Med en udmøntning på 227 millioner kroner er der dog også afsat en solid klump penge til udsattte unge i uddannelse, hvoraf størstedelen går til aftalen om den nye forberedende grunduddannelse, som regeringen indgik i oktober med alle partier på nær Enhedslisten.

”Vi styrker inkluderende læringsmiljøer for udsatte børn og unge, og vi afsætter mange midler til at støtte elever med funktionsnedsættelser bedre og til kontaktpersoner for unge, der har behov for støtte. Og så får vi en analyse af behovet for forebyggende sprogindsatser for udsatte børn af kontanthjælpsmodtagere. Det er rigtig godt. Og det er vejen til at forebygge ledighed,” siger beskæftigelsesordfører for Radikale Venstre, Sofie Carsten Nielsen.

Derudover er der afsat 87,5 millioner kroner i perioden 2018-2021 til at hjælpe de mest syge og udsatte kontanthjælpsmodtagere samt borgere i ressourceforløb tættere på arbejdsmarkedet. Målet er, at flest mulige skal i beskæftigelse på ordinære vilkår.

”Det er en god dag for danskere på kanten af arbejdsfællesskabet. I dag tager vi et første skridt på vejen mod et mere rummeligt arbejdsmarked med plads til alle,” siger satspuljeordfører for Socialdemokratiet, Bjarne Laustsen.

Syv projekter sikres fortsat støtte
I Dansk Folkeparti er der også stor tilfredshed med satspuljens fokus på syge og udsatte ledige.

”Jeg er glad for, at det på Dansk Folkepartis initiativ er lykkedes at få afsat midler til syge på kontanthjælp. Det er en fortsættelse af initiativet fra sidste år, men med aftalen skal der ses på, hvordan man får borgeren videre allerede efter et år som syg på kontanthjælp,” siger beskæftigelsesordfører Bent Bøgsted (DF).

72,5 millioner kroner går til at fortsætte støtten til syv eksisterende projekter, der har haft gode resultater. Flere af projekterne sætter fokus på at bringe målgrupper på kanten af arbejdsmarkedet tættere på beskæftigelse. Konkret drejer det sig om initiativerne Seniornetværk, Landsforeningen LEV, Jobbanken, Handicapidrættens Videncenter, Topvirk, High:five og Vold som udtryksform.

Alle projekterne forlænges til og med 2. kvartal 2019, og satspuljepartierne har ifølge aftalen et fælles ønske om at fortsætte støtten, og vil derfor drøfte videre finansiering til næste år.

Læs hele den nye satspuljeaftale på beskæftigelsesområdet her.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Troels Lund Poulsen

Vicestatsminister, forsvarsminister, partiformand, MF (V)
Student (Tørring Amtsgymnasium 1995)

0:000:00