Vi er gode til værdidebat, men dårlige til politisk økonomi

Som vi fortæller i novemberudgaven af Altinget Magasin har vigtige dele af fagbevægelsen i dag de facto accepteret de arbejdsmarkedsreformer, der er blevet gennemført de seneste årtier – ikke mindst af dagpengesystemet. Sådan udbyder for eksempel HK Privat i dag en lønforsikring til deres medlemmer. Lønforsikringen skal kompensere for, at dækningsgraden i forhold til gennemsnitslønnen for mange er blevet for lav.

Den sociale kontrakt er skrevet om 
Igen: Det kan man have flere holdninger til. I en borgerlig optik er private forsikringer et helt konkret eksempel på nøglebegrebet "personligt ansvar". I en socialdemokratisk optik kan man enten se det som, at fagforeningerne tager ansvar for andre dele af velfærden. Eller man kan sammen med de øvrige dele af venstrefløjen se det som en bekymrende afvikling af den universelle velfærdsstat.

Men ingen kan være tvivl om, at det er en alvorlig omskrivning af den sociale kontrakt i Danmark. De forskere, vi har talt med, tøver ikke med at se det stigende og efterhånden ret store antal danskere med lønforsikring som et udtryk for en dyb samfundsforandring med store konsekvenser.

At staten stod for broderparten af forsikringen af folk, hvis de mistede deres arbejde, har givet arbejdsgiverne en afgørende fleksibilitet; men det statsgaranterede sikkerhedsnet har også været central for hele opbakningen til velfærdsstaten. 

Vi har i forvejen fået mange flere private forsikringer i hver vores 'velfærdskurv' de seneste år, og de er – som arbejdsmarkedspensionerne – hæftet op på deltagelse på arbejdsmarkedet.

Det gælder selvsagt også lønforsikringer. Tilsammen udgør de en trend, der vil forstærke en ny type ulighed i Danmark mellem dem, der har en fast tilknytning til arbejdsmarkedet, og dem, der ikke har.

Men hvad mener vi om den? Og hvis vi selv skal sørge for mere af sikkerhedsnettet, hvad sker der så med velfærdsstatens legitimitet? Hvornår betaler vi så meget privat, at opbakningen til skattefinansieringen når et tipping point? Og hvad vil der så ske? 

Bristede illusioner 
Lige nu er der højkonjunktur og masser af penge til velfærd, og fra politisk hold vil man åbenlyst ikke sige for meget. Men ethvert samfund har brug for en større fortælling om sig selv, og en del af den fortælling er en retfærdiggørelse af samfundets økonomiske indretning. Engang var politik stort set kun en kamp om netop det. I et par årtier har vi så brugt tiden på noget helt andet. 

Fortsætter det sådan, bliver den næste recession og tiden efter en meget brat opvågnen til en ny velfærdsvirkelighed, der ikke vil gå væk. Og frustrationerne kan blive så meget mere eksplosive, hvis de også hidrører fra  bristede illusioner.