Om  
Keld Moseholm

Dødsfald: Billledhugger Keld Moseholm, Faaborg (87)

Billedhugger Keld Moseholm, Faaborg, er pludseligt død, 87 år gammel - midt i arbejdet. Han kendes fra en lang række udsmykninger landet over af små tykke mænd, der kravler rundt. Bisættelse 8. juni 2023.

Rasmus Nielsen

Billedhugger Keld Moseholm var i fuld vigør helt til sin død. Han kendes for uendelige, skulpturelle varianter i bronze af sine små, tykke mænd, han brugte som billede på alle sider i os mennesker. De blev set kravle ind og ud og op og ned.

Der er ofte masser af fortælleglæde og humor i Keld Moseholms værker, men det må ikke forveksles med letbenethed. Værkerne bærer præg af rummeligt overblik.

Den afdøde kunstner havde en solid, formel uddannelse. Først fra Det fynske Kunstakademi i årene 1958-62, så fra Det Kgl. Danske Kunstakademi 1965-70 i København ved billedhuggeren Gottfred Eickhoff og endelig fra Skolen for kunstpædagogik, Charlottenborg 1968-70.

Mange kender afgjort Keld Moseholms arbejder. Hans byporte i Vordingborg, hans "Legende børn" og "Lisa" i Billund og den monumentale skulptur foran 3Fs hovedkontor i København, hvor tre tykke mænd kravler rundt på en stor, åben cirkel i forsøget på sammen at få den samlet. Dertil en række skulpturer på den fynske hjemegn, blandt andet i Nr. Lyndelse, Ringe, Svendborg, Odense og Faaborg.

Han var i høj grad også respekteret i udlandet, for eksempel havde han udstillet på Biennalen i Sao Paulo i Brasilien og år efter år deltaget i den internationalt anerkendte udstilling "Sculpture by the Sea" i Australien.

Keld Moseholm var sin egen gallerist, og hans kunst befinder sig i private samlinger i Europa, USA og Australien. Han var medlem af Den fynske Forårsudstilling fra 1972 og af Kunstnersamfundet fra 1986.

Privat beskrives han som et elskeligt menneske, der helst ikke gjorde meget væsen af sig. Han boede sammen med hustruen Bente på Bjerne Gl. Skole nær Faaborg på Sydfyn. Keld Moseholm var såvel far, farfar, morfar og oldefar.

Bisættelse torsdag 8. juni 2023 kl. 13 fra Horne Kirke.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Keld Moseholm

Billedhugger
Det fynske Kunstakademi 1962, Det Kgl. Danske Kunstakademi 1970, Skolen for kunstpædagogik, Charlottenborg 1970

0:000:00