Om  
Manu Sareen

Manu Sareen får eget P1-program om stress, død og jalousi

Tidligere social-, integrations- og kirkeminister Manu Sareen skal være fast radiovært. Programmet om "det moderne liv" sendes hver tirsdag kl. 10-11.

Redaktionen

"En drøm er gået i opfyldelse – jeg skal være vært på P1."

Sådan skriver den medievante, forhenværende minister og politiker for Radikale og Alternativet onsdag aften på Facebook. Han forklarer:

"Jeg har fået mit eget program – et nyt program på P1, som tager fat i alt det, der omhandler det moderne liv, hvor vi vil komme rundt om familieliv, parforhold, børneopdragelse, karriere, skilsmisse, stress, ensomhed, døden, jalousi, bonusbørn osv. osv. Det vil med andre ord sige alle de udfordringer, man kan møde igennem et helt liv på godt og ondt."

Den tidligere socialminister opfordrer danskerne til at sende ham forslag til gæster:

"Jeg glæder mig helt vildt meget til at komme i gang. Og hvis du har ideer til gæster, der kan være relevante at få med, eller har et emne, som du kunne tænke dig, at jeg tager op i programmet, som handler om alt det, der kan være udfordrende i et moderne liv med familie og arbejde – så skriv gerne til mig."

Manu Sareen er født 1967 i Punjab, Indien og har tidligere været gruppeformand og dermed politisk leder for Det Radikale Venstre i Københavns Borgerrepræsentation. Han var også kortvarigt statsrevisor, før han blev radikal minister i 2011 efter at have været med til at forhandle regeringsgrundlag.

Han skiftede 20. marts 2016 til partiet Alternativet, som første gang stillede op til et folketingsvalg i 2015, og meldte sig ud af partiet igen i august 2018.

I dag har Manu Sareen, der også er kendt som børnebogsforfatter, helt forladt politik. Han begrundede faktisk dengang i august netop sit farvel til politik med, at han fra "det kommende årsskifte skal arbejde tæt sammen med et større dansk mediehus", og at han ønskede at "starte uden politiske bånd".

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Manu Sareen

Forfatter, fhv. minister & MF (R)
socialpædagog (1997), konfliktmægler (2003)

0:000:00